Tilbage til kærligheden
Som en stor fan af Chris Tomlin var mine forventninger til et nyt album store. Og jeg blev ikke skuffet.Hello Love er Chris Tomlins 5. album og fortsætter stilen fra de øvrige med en lang række af lovsangshits, med tekster som genspejler kunstnerens kærlighed og længsel efter Skaberen.
Genren er lovsang, stilen må betegnes som pop / blød rock, og kvaliteten er upåklagelig. Det er tekster, som taler til hjertet, og som spreder tro, glæde og håb.
Kernen i budskabet er selvsagt kærlighed. Vi må leve i et kærlighedsfællesskab med Jesus i erkendelsen af, hvor højt han elsker os. Med det som fundament kan vi række ud til en verden uden håb. Et evigt aktuelt budskab – det første af de Ti Bud – som fylder mange kirker i dag: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, sind og sjæl og din næste som dig selv. Kunstnerens ønske med cden er, at vi genopdager vores første kærlighed til Jesus, hvis vi skulle have mistet den..
Chris Tomlin er ikke uden grund en af tidens bedst sælgende kristne kunstnere. Kender du ikke hans solo-udgivelser, har du måske stiftet bekendtskab med ham via WOW og Passion cderne. Hans sange benyttes flittigt i lovsangen i mange kirker, og han har solgt over 2 millioner cder.
Hello Love består af en lang række nye numre skrevet af Chris Tomlin. Sangen God of this City fra Passion cden af samme navn er også med, samt en fortolkning af en traditionel engelsk salme.
Hello Love er en skøn cd, uanset om dens toner fylder rummet eller er stille baggrundsmusik. Hvis ikke Chris Tomlin allerede er en del af din musiksamling, kan jeg varmt anbefale at starte med Hello Love.
Lisbeth Thomsen