Døssings præstedøtre

To af pastor Bent Døssing Hansens tre døtre
valgte at blive præster. Ikke mindst på grund af
deres mor. Men den ældste, Helga, måtte først
igennem en livstruende nyresygdom, før hun
kunne blive præst ligesom lillesøster Anna, der
var Danmarks yngste præst.To af Bent Døssing Hansens tre døtre er blevet præster, ligesom deres far. Og de har hver deres meget specielle historie.
Ruth og Bent Døssing var pionerer i den åndelige fornyelse i 1970’erne, som mundede ud i Oasebevægelsen.
I køkkenet i præstegården til Markuskirken i Aalborg arrangerede ægteparret ved hjælp af frivillige fra sognet Danmarks første karismatiske bibelcamping. Over tusinde deltog på den, og mange blev forandret for resten livet.
Før den tredje bibelcamping skulle løbe af stabelen, blev deres datter Helga som 11-årig ramt af en kronisk nyrebetændelse. På sygehuset fik hun at vide, at hun aldrig ville blive rask.

– Da jeg blev konfirmeret, var jeg så syg, at jeg ikke kunne være med på blå mandag. Jeg var så syg, at jeg bare lå derhjemme og kastede op. Jeg blev indlagt få dage efter og havde dødelig urinforgiftning, husker Helga. De fleste af hendes ungdomserindringer stammer fra sygehuset, hvor hun tilbragte flere dage om ugen i dialyse.
– Det var et chok for os alle, husker Bent Døssing.
– Meget gik i stå derhjemme, husker lillesøster Anna. – Mor førte en dagbog. Til sidst står der bare: ”Helga er blevet syg.” Så står der ikke mere…

Fire gange fik Helga transplanteret en ny nyre, før det endelig lykkedes for tre år siden at finde en nyre, som virkede. Hver gang havde hun været ude af sig selv af rædsel før operationen.
– Min far havde bedt for mig hver dag, men ville ikke bede om en ny nyre, for han ville ikke diktere Gud noget. Men før den 4. nyre følte han Gud sige, at nu skulle han bede om en ny nyre. Derfor havde han tro på, at det ville lykkes, fortæller Helga. Hun oplevede også selv en mærkelig fred forud for operationen.

Hun havde købt en alliancering til sin mor, som hun ikke nåede at give til hende.
– Åh, nej, sagde Helga til kirugen, da hun lå på operationsbordet. – Hvis jeg nu dør, så ligger den ring derhjemme. Kan du ikke sige det til mor?
Det lovede kirugen. Efter operationen vågnede Helga op og lægen smilede skælmsk til hende: Vi havde jo en aftale om den ring… sagde han.
– Jeg bad Gud om, at ringen måtte passe min mor som et tegn på, at nyren også passede. Og ringen passede perfekt. Det gjorde nyren også – den virkede straks, og jeg var hjemme efter en uge. Jeg blev helt rask og er nu helt ude af dialyse, fortæller Helga glad.
– Lægen sagde, at blodtrykket aldrig ville komme på plads. Men det kom det, supplerer Bent tankefuldt.
– Tallene er så gode, at raske mennesker ville være misundelige. Det er faktisk et mirakel, konkluderer Helga stilfærdigt. Samtidig med interviewet står hun for en undervisnings-lørdag i Århus valgmenighed med 70 deltagere. Her blev hun for otte måneder siden hjælpepræst i en alder af 36 år.

Til trods for sygdommen flyttede Helga nemlig til Århus og læste teologi i sit eget tempo. Faderen ønskede, at hun skulle ”nøjes med en cand.mag. i Aalborg”. Men Helga havde sin plan. Hun ville være præst i valgmenigheden. Det var der også masser af andre dygtige teologer, der gerne ville, men Helga havde en aftale med Gud: ”Jeg vil ikke gøre noget for det. Jeg er for psykisk udmattet til at søge job, så det må du tage dig af.”
Så hun spurgte aldrig, men en dag spurgte valgmenighedens præst, Keld Dahlman, om hun ville være den ene af menighedens tre præster.
– Jeg elsker det job, smiler Helga, som prædiker på skift med Dahlman og Poul Nyborg. Ellers tager hun sig af at lede sjælesorgen, samt at opmuntre til bøn for syge og profeti.

Bent Døssing er naturligvis glad for, at hans døtre ikke er blevet afskrækket af kirkelivet. Den tredje datter, Maria, har da også været kordegn.
– Men jeg har aldrig tilskyndet dem, fastholder han.
– Han plejer at sige, at han aldrig har haft indflydelse på vores opdragelse. Men det er da noget, han tror, bemærker pigerne.
– Jo, men det var Helga, der selv besluttede, hvad hun ville. Og Anna fulgte så i storesøsters fodspor, forsvarer han sig.

Lillesøster Anna kom også til Århus for at læse teologi, og de to boede sammen i en ét-værelses i Fiskergade.
– Det var smadder hygggeligt. Helga smurte madpakke til mig hver morgen, og hun havde jo en masse viden og bøger, som jeg kunne bruge, husker Anna, som tog sin teologiske eksamen på rekordtid. Hun blev allerede som 24-årig Danmarks yngste præst, mens hendes far netop var Danmarks ældste præst, kort før han gik af som 70-årig efter 29 år i Markuskirken.

Anna blev gift med jazzpianisten Jacob Gunnertoft, der leder det professionelle gospelkor Amaze. Ham lærte hun også at kende på bibelcamping, hvor han spillede med i lovsangsbandet.
Anna er nu leder af Folkekirkens Skoletjeneste i Randers. Desuden har hun et deltidsjob i Kristrup kirke.
Sammen med en lærer og en logistikmedarbejder er Anna med til at udgive kreativt undervisningsmateriale, som kan gøre kristendoms-undervisningen relevant og interessant for eleverne.
Et af påfundene var et løb rundt i Randers, hvor eleverne skulle finde ledetråde til den hellige gral. Her tog de afsæt i den berygtede film Da Vinci-mysteriet og fik drejet historien til at handle om sandheden. To skuespillere medvirkede, og slutopgøret foregik i en kirke, hvor præsten vandt over de onde ved hjælp af Fadervor. Eleverne var ellevilde. Den hellige gral var nadveren.
En skoletjeneste i kristendom findes ca. 20-25 steder og kaldes nogle steder for skole-kirke samarbejdet.

Anna blev født i februar 1984 – det første år, hvor der var bibelcamping. Fire måneder gammel blev hun båret rundt på armen af campinggæsterne. Bibelcamping var en fast del af hendes sommer. Men præstebørn er jo ikke altid Vorherres bedste børn…
– Da jeg var ca. 12 år var vi en gruppe børn, som legede nogle lege, som i hvert fald ikke havde noget med bibelcamping at gøre. En dag tilbød Alf Engquist at bede for, at vi skulle få Helligånden. Vi stillede os derfor op i ring, og så begyndte han at tale i tunger. Pludselig talte vi alle sammen i tunger! Og fra da af begyndte vi at bede sammen og tale i tunger sammen i stedet for at lege vores lege. Det var helt fantastisk. Vi var helt høje. Vi følte os beruset. Det var den første stærke oplevelse, jeg havde på bibelcampingen i Hasseris, fortæller Anna.

– Senere, da jeg var 15 år, fik jeg en stærk oplevelse igen. Det var egentlig meget enkelt og udramatisk, men jeg følte mig elsket af Gud. Det blev afgørende for, at jeg turde stå ved min tro og senere besluttede at læse til præst.
Allerede som lille var jeg fascineret af kirken. Mine forældre slæbte bestemt ikke os børn med i kirken. Tværtimod fik jeg ikke lov at komme med, fordi jeg ikke kunne sidde stille. Sagde de. Jeg ved ikke, om det var et pædagogisk fif, men det virkede. For så blev det jo frygteligt interessant!
– Du har ikke følt dig forsømt ved at vokse op i så aktivt et præstehjem?
– Nej, for selv om mine forældre havde travlt, så var de jo altid til stede. Og der var humor og glæde. Vi kunne jo mærke, hvor meget troen betød for dem, og at det var ægte. Så det var naturligt for os at gå i deres spor.

– Er I enige teologisk?
– Ja, grundlæggende er vi jo enige, men vi elsker da en god diskussion, svarer Anna.
– Helga tager nogen gange det modsatte synspunkt af fars for at få en diskussion.
– Det er ikke altid, vi er enige om, hvordan en prædiken skal være, bemærker Bent.
– Mor og far er begge meget stærke personligheder. Far tog sig af det teologiske og holdt nogle rigtig gode prædikener, mens mor var hyrden og profeten. De supplerede hinanden godt, konkluderer pigerne.
– Ruth er mere udadvendt og social, mens jeg på grund af migræne ofte måtte trække mig tilbage efter en gudstjeneste, forklarer Bent.
– Vi var et godt team. Ruth kom med nogle stærke profetier og åbenbaringer, som ofte drejede skibet og justerede kursen. Fx havde hun et syn af en engel over den hal, hvor vi skulle have bibelcamping. Og så blev det sådan!