Bøn forandrer
Historien om
Skamlingsbanken:
Her mødtes tusinder
Skamlingsbanken er det højeste punkt i Sønderjylland (112 meter) med en storslået udsigt til Lillebælt og Fyn. Og stedet har sin egen dramatiske historie.
Sønderjylland var indtil 1920 en del af hertugdømmerne Slesvig-Holsten, som oprindeligt hørte under den danske konge. Man talte både dansk og tysk og forstod hinanden.
Men de dansksindede følte sig truet af, at man i byerne efterhånden talte mest tysk. De ville bevidstgøre befolkningen om dens danske rødder. Og i 1840 fik de kong Christian 8. til at genindføre dansk som et af de officielle sprog i Slesvig.
Det udnyttede den dansksindede købmand P. Hiort Lorenzen, Haderslev, ved at tale dansk i stænderforsamlingen (folketinget) i Slesvig den 11.11. 1843. Da referenten ikke kunne forstå dansk, nøjedes ham med at skrive, at Hiort Lorenzen talte dansk.
Da formanden ikke kunne få Hiort Lorenzen til at tale tysk, noterede referenten derfor kun: han vedblev at tale dansk.
De dansksindede købte Skamlingsbanken som et mødested, og den 18. maj 1843 mødtes 6.000 mennesker på Skamlingsbanken. Året efter hørte dobbelt så mange på taler af bl.a. Grundtvig.
I 1848-50 rasede 3-årskrigen i Sønderjylland. De tyske slesvigere ville have revolution og folkestyre ligesom i andre tyske stater. Det lykkedes den danske kongemagt at slå oprørerne tilbage, men det kostede tusindvis af dræbte. Og i 1864 satte Preussen og Østrig sin militære overlegenhed ind og erobrede Slesvig helt op til Kolding. Danmark blev voldsomt formindsket.
Kongen aftalte med tyskerne at udveksle landområder, så otte sogne syd for Kolding kom med til Danmark. Her lå også Skamlingsbanken, og i 1890erne kom der igen gang i møderne.
Fra 1914-18 rasede 1. verdenskrig, og tusindvis af sønderjyder blev indkaldt som soldater på tysk side. Næsten 5.000 af dem blev dræbt og flere såret. Men det tyske kejserriges sammenbrud betød, at de danske og tyske i Slesvig fik mulighed for at stemme om, hvor de ville høre til. Det nuværende Sønderjylland stemte sig til Danmark, mens Sydslesvig stemte sig til Tyskland.
Da nazismen vandt frem i Tyskland, blev en stor del af det tyske mindretal i Sønderjylland indfiltreret, og mændene måtte mere eller mindre frivilligt gå med i partiet og den tyske hær.
For at standse nazismen i at brede sig til Danmark samlede Det Unge (danske) Grænseværn i protest ca. 25.000 på Skamlingsbanken i 1934. Og efter befrielsen i 1945 samlede modstandsbevægelsen op mod 100.000 mennesker her.
En klokkestabel med navnene på de dræbte sydjyske modstandsfolk blev oprettet på Skamlingsbanken. Hver dag spiller klokkerne Prins Jørgens March, der under besættelsen var kendingsmelodi for de illegale danske radioudsendelser fra BBC.
I dag holdes der ikke længere nationalistiske møder på Skamling, men dog grundlovstaler og store operakoncerter i det fri. Og Pinsedag vil der her blive en forsonings- og lovsangsfest.
Henri.