Bønnerejser til Polen
Tyske Christa Behr arrangerer rejser, der kan få voksne mænd til at græde.Tyskeren Christa Behr, der er bosat i Jerusalem, arrangerer bønnerejser, som får voksne mænd til at græde.
De seneste fjorten år har Christa Behr bragt bus efter bus med tyskere og østrigere til udryddelseslejre i Polen, op til flere gange om året.
– Med jødehad og neonazisme på fremmarch igen har vi al mulig grund til at mindes, påpeger Christa.
Christa Behr er nordtysk lutheraner med østrigsk pas. Det var fra Østrig, hun fik starthjælp, da hun under golfkrigen flyttede til Jerusalem for at starte et bønnearbejde.
Den østrigske grevinde Clary Aldringen delte Christas iver efter at trøste jøderne og købte et hus til hende.
– Vi har for nylig opsat en mindestavle på hendes husgavl, fortæller Christa, der forklarer at vi er et lille fællesskab, der er vokset frem i huset i Jerusalem. For tiden er det Christa, Dietmar og Christine plus en lind strøm af besøgende og volontører.
Her sker der næsten altid noget – alt fra ungdomssamlinger til bøn og fastedage for Israel med gæster fra Europa.
Det var efter flytningen til Israel, Christa begyndte at besøge nazisternes udryddelseslejre.
– Første gang jeg tog andre med var i 1994, mindes Christa.
– Da var vi 130 deltagere i flere busser. Det var en opløftende oplevelse for alle, fortæller Christa.
– Min egen pastor her i Jerusalem, Benjamin Berger, havde aldrig tidligere besøgt Auschwitz, hvor hele hans familie blev gasset ihjel. Han stod og græd skulder ved skulder med en ældre herre, der havde været soldat i Hitlers armé.
Den tyske herre var den bayerske fyrste Albrecht Castello, der i mange år ikke kune græde. Men nu kunne han ikke stoppe tårerne.
– Han sagde, at han ikke havde været bevidst om, hvor meget han skammede sig over at være tysk, og hvor meget han skammede sig over at være tysk adelsmand, fortæller Christa.
– Så længe bevidstheden om, hvad der skete, kun optræder i forstanden, sker der ikke meget. Det er hos dem, der lader sig berøre følelsesmæssigt, vi ser, at angeren bærer frugt.
Det er svært ikke at lade sig berøre under de ugelange rejser til de forskellige udryddelseslejre, som Christa Beer arrangerer. Man besøger Auschwitz og de andre polske dødslejre.
– Treblinka, hvor det tyske dødsmaskineri fuldendes, er der næsten ingen, der besøger mere, siger Christa.
I Treblinka fandtes der ingen koncentrationslejr. Jøderne blev sendt direkte fra godsvognene ind i gaskamrene.
For at det hele skulle gå smidigt havde bødlerne opsat en synagogepolitur foran indgangen med inskriptionen: Dette er porten, som de retfærdige går igennem.
Gaskamrene og krematoriet stødte op til hinanden. Ingen tid skulle spildes. På den måde lykkedes det dem at tage livet af en million jøder på tretten måneder.
I dag ligger deres aske spredt ud på den halve kvadratkilometer, hvor anlægget lå, og kun nogle sten vidner om, hvad der har fundet sted. Bygningerne blev revet ned i al hast, inden de allierede nåede frem.
– End ikke græs kan vokse der, siger Christa.
– Vi byder folk fra Israel med hver gang. Vi har haft israelske børn og unge af messianske jøder med. Og nu til og med et par overlevende fra holocaust, søstrene Judith og Ester Belcez fra Tel Aviv.
– Det var en stor overvindelse for dem at foretage den her rejse sammen med os tyskere, påpeger Christa og tilføjer:
– Tyskere som desuden var kristne. Kristne står for så meget negativt for jøder. Alligevel blev det for Judith og Ester en trøsterig oplevelse, mener hun, ikke mindst besøget hos Maria Søstrene i Darmstadt bagefter.
– Det var Maria Søstrene, der begyndte at gøre bod efter krigen. Jeg blev selv inspireret af Basilea Schlink i min ungdom, mindes Christa.
Der er sket en del på forsoningsfronten siden da. I dag kan tyske unge aftjene civil tjeneste i Israel, ligesom Sygekassen betaler rehabiliteringsrejser til Dødehavet.
– Men nazifænomenet er ikke brudt, mener Christa og maner til vagtsomhed.
– Vi må forstå, at vi mennesker ikke er anderledes nu, end vi var i 1930erne.
