Den fuldkomne ægtemand

I sidste uge skrev jeg om drengedrømmenes moder: Den fuldkomne hustru. Jeg lovede at vende tilbage med hendes mandlige modpart – og da verden er ved at løbe tør for gentlemen, kommer her fra svigermors gemmer gode råd til alverdens ægtemænd.”Takt og Tone for Viderekomne” er især velegnet til afstumpede og brovtende mænd, der har glemt alt om galanteri efter de første hvedebrødsdage med deres brud.
Kære mænd, tag jer sammen og følg rådene fra ”Den Gyldenblonde og Peter Plys”:

Den fuldkomne ægtemand:

– vågner en halv time før vækkeuret ringer og lister sig stille ud i køkkenet for at sætte vand på til kaffe.
– er stolt af sin kone, fordi hun kan synge, ride, spille golf og danse swing. Om hun kan lave mad er ham underordnet.
– siger ikke hver gang, hun spiser en kage, at han foretrækker kvinder, der har figur som Lotte Heise.
– fordeler i teatret sit bifald ligeligt mellem heltinden og helten.
– er ikke medlem af foreningsbestyrelser og har ikke en ugentlig kegleaften.
– fejrer ikke blot bryllupsdagen, men også forlovelsesdagen og dagen for deres første kys med blomster.
– er aldrig modvillig, når hans kone midt om natten mener, hun hører en tyv, men springer straks op og lukker det klaprende vindue, der har foruroliget hende.
– studerer ikke regningen på en restaurant så omhyggeligt, at de andre gæster tror, han vil lære den udenad.
– begynder allerede i januar at spørge, om hun ikke trænger til en ny forårshat.
– glæder sig over at høre historier om naboerne og opfordrer sin kone til vedblivende at holde sig underrettet.
– går ikke forbi modebutikker, som om han havde skyklapper på.
– forstår, at hans kone er nødt til at farve håret, fordi det skal stå til hendes nye dragt.
– er tilfreds med det næstsidste ord.
– fortæller hende nogle gange om dagen, hvor meget yngre hun ser ud end i går.
– skænker hende de tre uundværlige gaver: Børn, Beskæftigelse og Illusion (nogle kalder det Romantik).
– husker altid hendes fødselsdag og glemmer hendes alder.

Endnu et råd på falderebet:

Hæng denne uges bagsmæk op ved mandens seng i soveværelset og sidste uges klumme ved hustruens.
Så skulle den ægteskabelige lykke være sikret!