Kristne fra forskellige kirker i bøn for Danmark på Skamlingsbanken

Den 25. april inviteres kristne ledere fra det sydlige Jylland til morgenkaffe på Skamlingsbanken syd for Kolding.
Det sker som optakt til Global Day of Prayer, som i år også holdes i Syd- og Sønderjylland. Desuden holdes der en samling på Rådhuspladsen i København ligesom tidligere år, i Aalborg er der en tidlig morgensamling på Signalbakken, før byens kirker holder gudstjenester, og på Fyn mødes man på Frøbjerg Bavnehøj.

En sjældent møde mellem meget forskellige kirkeretninger finder sted, når engagerede kristne pinsedag mødes på Skamlingsbanken for at bede sammen for Danmark.
Forsoning

Den sønderjyske bededag bliver en forsoningsdag. F.eks. vil tyske og danske kristne mødes for at bede om tilgivelse for de krige og det had, der har hersket mellem danske og tyske i grænselandet.
En folkekirkepræst, Jørgen Jørgensen, Åbenrå, sammen med forstander Bent Christiansen fra Apostolsk Kirke og Benny Blumensaat fra Katolsk Kirke og Missionsforbundets leder Peter Gøtz, vil sammen bede for Danmark.
Gruppen bag initiativet har i øvrigt valgt Torben Jensen fra Missionsforbundet i Haderslev som ny koordinator efter Birgitte Delfs, som er udtrådt.
Planen er, at kristne fra alle grupperinger skal mødes med kaffekurven i det grønne pinsesøndags eftermiddag med lovsang, fællessang, drama og bøn.

Brunch

Forud mødes kristne ledere, ungdomsledere og forbedere til en brunch i Skamlingsbankens restaurant på næste lørdag, den 25. april, hvor initiativtagerne vil orientere om visionen bag den globale bededag, som samler millioner verden over netop pinsedag. Der vil blive vist en kort præsentationsfilm.
Henri.