Sognepræst med arabiske rødder: Mit liv er ét langt ja fra Gud

Christian Bandaks baggrund er brolagt med både tragedier og eventyr. Hans far var generalsekretær i Den Arabiske Liga, og selv er han endt som sognepræst i Nykøbing Falster.En lys og smuk nittenårig pige forlod en dag sit hjem i Rungsted nord for København. Forklaringen til forældrene lød, at hun skulle til tandlæge inde i byen, men da det blev aften, var hun endnu ikke kommet tilbage.

Gud skabte vej, hvor der egentlig ikke var nogen vej, siger sognepræst Christian Bandak om sit liv.
Foto: Kristeligt Pressebureau

Tre dage efter modtog forældrene et telegram fra pigen. Det var sendt fra Tripoli i Syrien med besked om, at hun havde giftet sig med en araber.
Det emmer af dramatik, når sognepræst i Nykøbing Falster Christian Bandak fortæller fra slægtshistorien. Pigen fra Rungsted var nemlig hans mor, og det kan ikke undre nogen, at forældrene blev forskrækkede, da de modtog telegrammet.
”De så for sig, at hun nu var indlemmet i en arabersheiks harem,” fortæller han.
Det var hun nu ikke.

Den unge Yusif al-Bandak var taget til Cambridge i England for at studere statskundskab. Han kom fra en kristen arabisk familie med stor indflydelse og jordbesiddelser i de bibelske byer Jeriko og Betlehem. Der var tradition for, at familiens mænd fik højtstående politiske embeder. Eller de blev præster.
På samme tid – det var få år efter Anden Verdenskrig – var den unge danske pige fra Rungsted au pair-pige i Cambridge. Den elegante og charmerende araber og den lyse dansker mødte hinanden og blev dybt forelskede.
”Min mor blev gift uden sine forældres samtykke. Hvis hun havde spurgt, havde hun nok også fået nej,” fortæller Christian Bandak. ”Min mormor fik normalt gennemtrumfet sin vilje. Måske havde hun også en finger med i det spil, der siden skete.”

Yusif al-Bandak med to af sine børnebørn i julen 1993.
Foto: Privat

Det unge par slog sig ned i Tripoli i Syrien, hvor Christian i 1952 blev født som frugten af deres kærlighed.
”Far var ved at gøre karriere. Han steg i graderne og blev generalsekretær i Den Arabiske Liga. Det blev hans livsopgave at tale palæstinensernes sag – især i USA, men også mange andre steder i verden.”
Da Yusif al-Bandak, som familietraditionen foreskrev, nåede til den høje stilling, var Christian dog for længst ude af hans liv. Mens Christians mor ventede barn nummer to, blev forældrene nemlig skilt, og hun flyttede til København.
”Mor ville hjem, men Danmark lå langt uden for det, min far kunne forestille sig som sit hjem. Jeg ved fra senere kontakt med far, at det var en stor smerte for ham, at han blev frataget sine sønner og mistede min mor,” siger Christian.

Christian og hans lillebror voksede op i det indre København sammen med deres mor. Barndommen var på mange måder omtumlet, men da han var midt i første år på gymnasiet, kom et nyt vendepunkt.
”Min mor blev gift tre gange, og alle ægteskaberne var tragiske. Hun mistede overblikket, og i 1969 begik hun selvmord,” fortæller han. ”Hvis jeg ikke hurtigt have fundet et fast holdepunkt, ved jeg ikke, om jeg havde klaret det. I forvejen havde jeg svært ved at følge med i skolen. Når ens hjem er i opløsning, er det ikke let at samle sig.”
For at få en eksamen fulgte Christian sideløbende et latinkursus. Her fik han den teologistuderende Jørgen Skydstofte som lærer. Lise og Jørgen Skydstofte boede dengang i nærheden af Bandaks, så Christian og Jørgen lærte hinanden at kende, når de gik hjem fra undervisningen.

”Jeg begyndte at komme i Lise og Jørgens hjem, og det første, jeg gjorde, da jeg fik at vide, at min mor var død, var at gå over til dem og spørge, om jeg måtte bo der,” fortæller Christian. ”Da var jeg 17 år. De skulle lige have et døgn til at tænke over det, og så sagde de ja.”
Christian boede i en naboejendom, hvor Jørgen havde lejet en tidligere butik. Han brugte lokalerne som studerekammer, hvor han også mødtes med venner og medstuderende, der kom for at diskutere teologien og verdenssituationen.
Christian husker Lise og Jørgens hjem som både varmt og kærligt. Og hurtigt lagde han mærke til, at den kristendom, som blev praktiseret i hjemmet, var med til at gøre livet rigt.
”Det var overvældende at sidde som fluen på væggen og lytte. Jeg voksede stille og roligt ind i troen,” husker han.

I sin ungdom havde Christian rigeligt at gøre med at finde sig selv og få sin daglig­dag til at fungere. Han havde derfor hverken lyst eller overskud til at opsøge sin arabiske familie, som han ikke havde haft kontakt til, siden forældrenes skilsmisse.
”Min arabiske familie var mest noget forstyrrende. Jeg havde intet ønske om at komme i kontakt med min far,” husker han.
Men i 1981 flyttede endnu en Bandak til København. Det var Christians fætter, som havde været norsk gift og nu bosatte sig Danmark. Han fandt frem til Christian og hans bror gennem telefonbogen og tog kontakt.
”Min fætter kontaktede så min far. Det resulterede i et langt brev fra far, hvor han fortæller om sit liv. Det viste sig, at jeg er førstefødt i fjerde led, og det betyder meget i den arabiske verden. Derfor var det også en skuffelse for far, at jeg ikke videreførte den betydning, min familie har haft. At være præst var ikke så dårligt. Min tipoldefar var præst i Betlehem. Men far ville meget gerne have ført mig frem til noget større.”

En dag i sommeren 1983 indlogerede Yusif al-Bandak sig på hotel D’Ang­leterre i København og sendte bud til sine to sønner, at han gerne ville møde dem.
”Vi besøgte ham, og vi var intensivt sammen i en uge. Han fortalte min bror og mig, hvilket fantastisk liv vi ville have fået, hvis vi havde boet hos ham. Han var glad for min kone Merete og stolt af sine børnebørn. Det var et rigt og godt besøg.
Yusif al-Bandak skjulte dog ikke sin skuffelse over, at de to sønner ikke havde opsøgt ham. Ud fra arabisk tankegang var det helt klart børnenes opgave at kontak­te deres far.
”Efter mødet i København skrev og ringede vi sammen. Han var hos os i julen 1993, hvor vi havde en dejlig højtid sammen. I sommeren 2001 kom han igen for at besøge os. Da var han så syg, at han blev kørt direkte fra lufthavnen til hospitalet. Han havde kræft, og alt tyder på, at han kom for at sige farvel til os. Vi fik snakket rigtig godt sammen.”
Christians farbror kom til København for at hente Yusif al-Bandak til Damaskus, så han kunne dø i et arabisk land. Det skete fire dage senere.

Christian Bandak finder et avisudklip frem. ”Det her betyder meget for mig, for det gør det hele lidt mere virkeligt,” forklarer han.
Udklippet er fra forsiden af en syrisk avis. Øverst ses en artikel om to centrale mellemøstlige politikere og et foto af dem. Lige under er der en nekrolog over generalsekretær Yusif al-Bandak, der kom til at betyde så meget for den palæsti­nensiske sag.
”Min far talte lige så engageret om palæstinensernes sag, som jeg taler om Jesus,” siger Christian. ”Jeg tror nok, at jeg fra far har arvet evnen til at være engageret og brænde for noget. Negativt betyder det, at jeg kan være ret utålmodig,” smiler han.
Christian har dog ikke arvet sin fars politiske engagement. ”Min baggrund betyder, at jeg forstår noget om, hvor svært det kan være for nogle at leve i de vilkår, de har fået i Mellemøsten, men jeg har ingen markante politiske holdninger i den forbindelse,” understreger han.

Christians tipoldefar var græsk-ortodoks præst i Betlehem.
Foto: Privat

Når Christian ser tilbage på sit liv, føler han intet behov for at udråbe hverken sin mor eller far som helt eller skurk.
”Jeg er sikker på, at de har gjort det så godt, de kunne, i den situation, de var i. Jeg har derimod oplevet, at Gud har lagt tingene til rette for mig, og jeg kan kun betragte mit liv som et langt ja fra Gud,” fortæller Christian, som efter endt teologistudie blev præst ved den splinternye Lindeskovkirken i Nykøbing Falster.
”Jeg har i mit liv erfaret Guds omsorg og ledelse,” siger han. ”Gud skabte vej, hvor der egentlig ikke var nogen vej. Sådan er det for alle, men det er måske særligt tydeligt i mit liv. Noget af den erfaring, jeg gerne vil dele med andre, er, at Gud virker gennem mennesker. Nogle gange i løbet af livet kan et ja eller et nej afgøre alt. ”
Af Jørgen Hedager Nielsen
Kristeligt Pressebureau