Ferie med indhold
Tina og Tunde på
En åben dørs sommerlejr
Den kendte forkynder Tunde og hustru Tina Bolanta underviser. Frikirken En åben dør ser med forventning frem til at modtage deltagere fra mange dele af landet og fra forskellige kirker til sin sommerlejr ved Flemming Efterskole.– Vi har indbudt en række forskellige talere, som vil gøre stævnet teologisk og kirkeligt bredt og spændende. Vi ser frem til at have både Tunde og Tina Bolanta med på stævnet fortæller ledelsen.
Både Tunde og Tina Bolanta fra Kaduna, Nigeria, vil tale på stævnet. Tundes tjeneste udvides stadig, idet han rejser mere og mere i USA, Skandinavien og Europa. Tina Bolanta fungerer som leder af menigheden, ligesom hun deltager i radio og TV-programmer, som når ud til millioner i Nigeria og det centrale Afrika.
Desuden er hun leder af et børnehjem for hjemløse børn, kostskole og skole for voksne i samarbejde med Danida. Der rapporteres ofte om helbredelser og andre spændende ting under deres møder. Bolantas har allerede tjent i forskellige menigheder i Danmark i mere end 10 år og er kendt af mange.
Torsten Højbjerg, Baptisterne, Jens Peter Petersen fra Apostolsk Kirke, Herning, samt Kurt Christensen, tidl. præst og anerkendt bibellærer i Pinsekirken medvirker som forkyndere. Derudover taler Chresten Eskildsen, Baptistkirken Betel i Ålborg. Endelig taler Frikirken En Åben Dørs egen præst Keld Pedersen.
For børnene bliver der et rigtig spændende program, hvor Hanne Evans underviser sammen med kirkens egne børnemedarbejdere. Karsten Pedersen står for undervisning af teenagerne.
Dertil kommer det almindelige fællesskab, mødet med alle vennerne mulighed for etablering af nye venskaber osv. Så råhygge rigelig kaffe snak til ud på natten er også en del af det at være på sommerstævne.
Er man ny i troen og står overfor at skulle finde sine ben i det kristne univers med alt det nye, det medfører, er en uge på stævne en glimrende ting. Også selvom man endnu ikke er troende og måske slet ikke har til hensigt at blive det, men bare har lyst til at få lidt indblik i, hvad den kristne tro står for, så er sommerstævnet et godt sted.
Man kan bo i eget telt eller campingvogn på skolens græsarealer eller på efterskolen.
Program med priser og praktiske oplysninger kan ses på kirkens hjemmeside www.frikirken-vejle.dk.
Lisbeth