Susanne og Leif på mission i Kenya
New Life Africa International i Kenya hjælper udstødte børn i Kenya, der finder liv og håb i mødet med deres himmelske far.
Når Sylviah Dangai Mtambi taler om missionærerne, er det Susanne og Leif Madsen fra Midtjylland, der blev udsendt fra Betania Kirkecenter i Blåhøj i januar 1994. De har siden været missionærer i Kenya.
Susanne oplevede Guds kald til at blive missionær som barn. Siden har Gud flere gange bekræftet kaldet.
– En dag, 14 år efter at vi var blevet gift og 27 år efter Susannes første kald til Afrika, kom Leif og fortalte, at Gud talte til ham om at blive missionær i Afrika. Det var en glædens dag, fortæller ægteparret.
– Vi har altid haft hjerte for børn og unge, og i Danmark var vi involveret i børne- og ungdomsarbejde i kirken og i samfundet.
Januar 1994 var alt lagt tilrette, og Susanne og Leif kunne rejse til Kenya med deres fem børn og startede nu på et nyt kapitel i deres liv.
Det var naturligt for dem at fokusere på de over 60 pct. af befolkningen, som er børn og unge.
– Vi så gadebørnene, som tiggede og sov på gaden, og bad Gud om at åbne en dør, så vi kunne blive i stand til at hjælpe dem, husker de.
– I 1996 blev vi ført sammen med en kirke i Nakuru, som har hjerte for børnene og de fattige. Sammen startede vi New Life Ministry, som blev en registreret organisation med navnet New Life Africa International (NLAI).
Arbejdet med børnehjem og skole startede med 40 – 50 børn, som samledes under et træ på kirkens grund til maduddeling og en slags søndagsskole. Her startede en ret primitiv skole med undervisning i læsning og skrivning, samt et snedkerværksted for store drenge.
I 1997 flyttede de første drenge ind i drengehuset, da de ellers ville gå tilbage til gaden og stjæle og tigge og sniffe lim.
I 2000 blev skolen til en rigtig skole fra børnehaveklasse til 8. klasse, hvor børnene går til afsluttende eksamen.
Skolen er anerkendt af myndighederne og følger undervisningsplanen for de offentlige skoler i Kenya. Skolen har i dag 550 elever og en voksenskole med cirka 50 elever.
I 2003 startede NLAI et hjem for hjemløse og udstødte piger, og arbejdet med pigerne voksede stærkt. Der blev bygget et nyt pigehus, hvor der i dag bor 50 piger.
– Udover skolegang får børnene skoleuniformer, sko, taske m.m., to måltider mad om dagen og medicinsk hjælp. Mange af dem får ikke mad derhjemme.
– Sidst, men ikke mindst, får de undervisning i Guds ord, så de kan lære deres himmelske far at kende. Da de fleste af børnene er forældreløse og forkastede, er troen på Gud som deres far livsbekræftende. De får også undervisning i sang og musik, dans og drama samt sport, oplyser Susanne og Leif.
For seks år siden fik de den første elev på gymnasiet, og i dag underholder NLAI 75 unge på gymnasier og 10 andre på praktiske uddannelser. I år er flere af deres gymnasieelever blevet studenter og kvalificerede til at komme på universitetet.
Ud over skolen har de haft snedkerværksted og jernværksted, hvor der blev fremstillet borde og stole, senge, vinduer m.m. Der er også en syskole, hvor unge bliver uddannet og får godkendt eksamen fra regeringen. Syskolen har en produktion af skoleuniformer, gaveartikler m.m., som sælges i forskellige forretninger og til private.
De har også været med til at starte et krisecenter ved en losseplads ved hjælp af midler fra Danmark, samt været med i opstarten af kvindekrisecenteret på samme grund med midler fra Danida. Og de støtter fortsat centeret økonomisk.
– Gennem 15 år har vi oplevet Guds store trofasthed mod os i den tjeneste, han kaldte os til. Arbejdet er vokset, og vi står ved Guds hjælp og støtte fra mange sponsorer som grundlæggere og ledere for New Life Africa International, der hjælper 760 børn med uddannelse, har en skole med 550 børn og et børnehjem med 100 børn og 42 fuldtidsansatte afrikanere.
– Gud er trofast, og vi takker alle, som gør det muligt for os at hjælpe de dejlige børn og unge i Kenya, erklærer missionærparret.