Obamas dunkle tale

Kommentar til præsident Obamas tale til den islamiske verden i Kairo, Egypten den 4. juni:
Vidar Norberg
Korrespondent for Udfordringen i Israel og Mellemøsten.

USA’s nye præsident rejste til Mekkas land for at søge råd hos den muslimske kong Fahd, før han drog til Kairo den 4. juni. Der holdt han sin tale til verden. Budskabet var, at de tre religioner, islam, kristendom og jødedom, må gå sammen for at skabe fred og fremgang for alle mennesker.

Barack Obama kalder sig en kristen, men han optræder som en humanist på fuld fart ind i islam. Som barn hørte han minaretens bønnekald.
Obamas budskab er fred i verden. Prisen han er villig til at betale, er jødernes hjem i bibellandet Judæa, Samaria og Jerusalem.
Igen og igen gentager præsidenten, at jøder ikke må bygge i Judæa og Samaria. Som så mange andre på historiens verdensarena tror han, at jøderne er problemet, denne gang de som kaldes ”nybyggere”. Han vil give deres hjem til arabere, et folk som allerede har mange stater.

En efterkristen verden står over for en ubeskrivelig islamisk åndsmagt på fremmarch. Uden ånd er den efterkristne verden ude af stand til at afsløre islam. Den trojanske hest er i færd med at blive rullet i land efter land. Indbyggerne håber på dialog, svarer med eftergivenhed og opgivelse af kristne værdier og identitet for at skabe fred med muslimer.
  Denne brydningstid kan synes som en smuk solnedgang for den kristne demokratiske civilisation. Selv paven tager skoene af og går til moskeen. Fra tro og respekt for Abrahams, Isaks og Jakobs Gud går man over til flerguderi, hvor Koranens Allah stilles op ved Israels Gud. Det er det, der kaldes flerguderi. Det har aldrig ført til andet end dom, både over jødefolk og andre civilisationer.

Obama citerer flittigere fra Koranen end fra Bibelen. Præsidentens tale er et opgør med USA’s gamle værdier. Det er en tilpasning til et af verdens nye kraftcentrum. Det har som mål at skabe en global fred med mest mulig uddannelse, materialisme og derpå forventet lykke den korte tid, mennesket lever på jorden.
Den efterkristne civilisation er mæt og træt. Alt er blevet så dunkelt. Menneskene danser ind i nattemørket til lyden af afgrundens fredstrommer. Det er som en rus. Næsten ingen vil mærke noget, før glædesbægeret byttes ud med den almægtiges vredesbæger.