Pigen med æsken

– et eventyr fra middelalderen.Langt borte i et fremmed land lå en flot domkirke. En rig købmand havde dækket nogle af udgifterne til kirken ved at betale kirkens tårn og klokkerne.

Illustreret af Hakon Lund Jensen

Han spillede nu slet ikke med hjertet, men kun med hjernen, for han ville drage forretningsmæssige fordele af den ny kirke. Han regnede nemlig med, at en stor kirke ville øge byens rigdom og indflydelse og dermed få hans egen forretning til at vokse. Og hans beregninger holdt stik.
Byen blomstrede, og han blev en velhavende og respekteret mand, der til sidst blev valgt til borgmester, men selv blev han alligevel mere og mere ensom og isoleret. Kirkens liv tog han ikke del i. Han nøjedes med at gå op i kirkens tårn og nyde solnedgangen og med tilfredshed nyde synet af alle sine rigdomme, heriblandt byens herberger. Klokkerne brød han sig slet ikke om, for de mindede ham alt for meget om kirkens påtrængende budskab. Et klokkespil, som biskoppen havde tilført kirken, kunne heller ikke få købmanden på andre tanker. Men byens befolkning nød klokkespillets fine toner.

Domkirkens biskop havde ansat en ung pige til at klare de praktiske ting i kirken, og hun gjorde det dygtigt og samvittighedsfuldt. Nogle gange inviterede hun folk ind i kirken, fordi hun så, at de trængte til mad og varme. Derudover ville hun gerne pege på kirkens Herre, som havde al mulig velsignelse til enhver, der mødte op. For det var jo et valg. Man kunne tage imod indbydelsen eller lade være.
En dag dristede hun sig til at invitere en gammel mand fra en hel anden egn. Hun havde hørt om hans visdom og ville nu lade andre få del i den. Visdommen var nu ikke noget, han pralede af, for han havde fået det hele givet af kirkens Herre. Som ung havde han modtaget hilsener og drømme, som havde sat det hele i gang. En nat drømte han ordene ”det, det drejer sig om, er at have Guds ord i sit hjerte og så handle på det” og en anden nat ”stort er Hans herredømme” og en tredje nat ”stå fast i Herrens krige”. Jo, han var en stridsmand. Et fjerde ord havde forfulgt ham hele livet. Han fik det, da han som ung stod foran Herrens alter og skulle træde ind i manddommen. Ordet var: ”Strid troens gode strid og grib det evige liv”. Han stred, og han greb ud efter de evige værdier, selv om mange ikke forstod ham. Men pigen forstod. Det var derfor, hun inviterede ham til domkirken for at lade ham fortælle om det håb, der ligger parat til alle. Hvad, hun ikke vidste, var, at han havde en fængselsdom hængende over hovedet. Han havde skrevet et smukt brev tilstillet biskoppen, men en af købmandens mænd havde opsnappet det, og i brevet stod der bl.a., at jord, måne og sol ville forgå, men Guds ord skulle bestå.
Det blev for meget for købmanden. Ingen skulle vove at fremsige ord om jordens forgængelighed og Guds ords beståen. Han ejede jo meget gods. I øvrigt troede han heller ikke på Guds ord, men hvis en højere magt kunne overbevise ham, ville han straks fjerne fængselsdommen. Den gamle mand havde fået overrakt dommen gennem en af købmandens mellemmænd, men han tog det nu meget roligt, for han vidste, at han var uskyldig, og det hele beroede på en stor misforståelse.
Pigen havde forberedt mødet i kirken i god tid. Et brev blev sendt af sted til den gamle mand, og rundt i byen og på byens torv havde hun anbragt plakater, der indbød enhver til at møde den fremmede. Købmanden havde i kraft af sit borgmesterembede fået en særlig invitation. Selv ville hun kontakte nogle venner, som kunne sørge for bagværk og bordpynt, for samtidig med mødet med den fremmede skulle der også være fest.

Nu oprandt så dagen. Folk var kommet fra nær og fjern, men købmanden var ikke dukket op. Han gad nok heller ikke lytte til kirkesnak. Den gamle mand var derimod ankommet i god tid og fordrev ventetiden med at gå rundt i domkirken og kigge på gamle kalkmalerier. Pludselig blev han indfanget af et billede ved altertavlen. Et flot maleri med en strålende sol og et par symbolske vinger. Under billedet stod: ”Retfærdighedens sol skal stråle frem med lægedom under sine vinger over dem, der frygter Gud.”
Straks tænkte han på fængselsdommen og fandt trøst i ordet. Selvfølgelig kunne Gud, den almægtige, forpurre alle onde planer og lade retfærdigheden ske fyldest, og selvfølgelig kunne den samme Gud også fjerne de rygsmerter, han havde haft i et par måneder. Han skulle blot tro. Ubemærket knælede han ved alteret og bad om, at Gud måtte stadfæste og bekræfte det alt sammen.

Nu blev alle kaldt til bordene, og der blev sunget salmer, som den unge pige holdt af, og den gamle mand nikkede anerkendende for valget. Salmerne var så enkle og smukke.
Pigen tog en æske frem og talte varmt og kærligt om indholdet. Alle lyttede opmærksomt, for det lød så troværdigt. Æsken indeholdt flammeord fra himlen. Hun fortalte, at det kun var ord fra prøvede hjerter, som blev til flammeord, men så kunne de også til gengæld sætte andre hjerter i brand. Videre fortalte hun, at der skete noget besynderligt hver gang, hun løftede æskens låg. En ildfugl fløj ud med regnbuens farver på sig og efter sig. Det betød, at regnbuens Herre havde knyttet masser af løfter til flammeordene. De skulle blot opsøges og tilegnes. Også den gamle mand lyttede. Han syntes nu, at fuglen skulle hedde regnbuefugl, eftersom dens udseende og dens ærinde tydeligt var fra regnbuens Herre. Efter sin fortælling om håb kiggede han på æsken, men han turde ikke åbne den. Den var så hemmelighedsfuld. Men pigen var fortrolig med den. Det kunne man se.
De indbudte tog godt for sig af retterne, og snakken gik hen over bordene, for alle nød hinandens selskab, men snart udløb tiden, og gæsterne og den gamle mand skulle videre. Den gamle mand skulle ud på en lang hjemrejse, og han kendte ikke rigtig vejen til det nærmeste herberg, hvorfra han skulle videre med hestevogn. Men pigen lovede at vise ham noget af vejen, så måtte han selv finde et herberg. Hun havde taget æsken med og fulgte ham dog helt hen til herberget, hvor der allerede stod et par heste klar, spændt foran en vogn.

”Æsken,” tænkte han, ”kunne han driste sig til at spørge om at kigge i den?” Han spurgte forsigtigt, og villigt løftede hun på låget. Pludselig så han ildfuglen med regnbuens farver og masser af stjerner, som fulgte med. Bag ved glimtede aftensolen. Det kunne kun være en bekræftelse på ordet fra altertavlen, at retfærdighedens sol ville fremstå med lægedom under sine vinger for dem, der frygtede Gud. Vingerne fra fuglen og solen havde overbevist ham. Hans ryg blev pludselig varm og fri for smerter. Jo, Gud var der. Til sidst lød ordet, som kom det direkte fra æsken: ”Strid fortsat den gode strid.” Lyden var ikke til at tage fejl af. Jo, æskens budskab var klart. Den indeholdt flammeord, som var gældende for alle mennesker til alle tider.
Ved herbergets åbne vindue stod købmanden og havde iagttaget det hele. Han havde set fuglen og hørt røsten fra æsken, og nu genkendte han den gamle mand fra plakaterne på torvet. Han skyndte sig ud til ham og gav ham en stor undskyldning. ”Jeg tog fejl,” sagde han, ”nu har jeg hørt det levende Guds ord og samtidig set en fugl med regnbuens farver. Nu tror jeg på underet. I min egoisme var jeg blevet blind for de åndelige værdier. Jeg var kun optaget af at sikre mig i denne verden. Jeg føler nu en stor lyst til at gå i kirke på søndag, for der har Guds ord hjemsted på en særlig måde.
Tilbage stod de alle tre, forundret over flammeordenes fantastiske egenskaber. Løfter var blevet opfyldt. Fængselsdommen var ophævet, en ryg var blevet fri for smerter, et hjerte var ikke længere fyldt med griskhed, men med ydmyghed, og lysten til at gå i kirke var vakt. Alt sammen på grund af flammeordene i pigens æske. Godt, at æsken aldrig veg fra pigen, for den kunne skabe nyt håb og nyt mod i hjertedybet, hvor hun end befandt sig.
I det samme lød klokkespillet fra domkirken. For købmanden betød det helt nye toner om forsoning og fred, og for den gamle mand betød det et farvel til pigen og den flotte domkirke, men samtidig en bøn fra en salme, som klokkespilsmelodien mindede ham om:

Du Herre Jesu Kriste,
vor glædes sol og skin,
bliv hos os til vort sidste,
opvarm vort kolde sind!
Giv kærlighed vort hjerte
forny vor sjæl og ånd,
vend bort al sorg og smerte
alt med din milde hånd.