Et værdigt liv – helt til det sidste
Professor Peter Øhstrøm argumenterer for aktiv livshjælp. Det er nemlig den bæredygtige tolkning af begrebet værdighed…Jo mere teknologi, jo mere kan mennesket bestemme over liv og død. Det giver stof til etiske overvejelser. Og den problematik giver professor og medlem Etisk Råd Peter Øhrstrøm et godt overblik over. Udfordringen lyttede med ved et foredrag.
– Etik tager tid, så det er svært at være på omgangshøjde med den teknologiske udvikling. Det kan vi kun, hvis vi er beredt, hvis vi har tænkt over det, der kunne opstå, og hørt for og imod og er klar til at tage stilling, når problemet opstår, siger Peter Øhrstrøm.
Peter Øhstrøm er professor i informationsvidenskab på Aalborg Universitet. Øhrstrøm har arbejdet med videnskabsteori i mange år og er især optaget af videnskabens grænser og det etiske fundament.
– Etik er kort sagt bør-lære, læren om hvad man bør. Etik skaber nogle forudsætninger for, hvad mennesket er, giver grænser for de alternativer, vi sættes overfor. Etik er kriterier for, hvad der er det rigtige at vælge.
Nogle siger, at etik er en meget personlig sag. Andre siger, det er det samme, som når man diskuterer smag. Som når nogen kan li østers.
Men den holder ikke, mener Peter Øhrstrøm. Man skal kunne argumentere for etiske spørgsmål.
– Jeg vil gå så vidt som at sige, at der findes etisk sandhed. Hvis et barn løber ud på gaden, og der kommer en bil kørende, er det åbenbart, at jeg bør redde barnet. Men så findes der andre tilfælde, hvor vi er i tvivl. Her er der brug for at udfolde etikken rationelt. Det er ikke rigtigt at smage sig til etikken. Vi skal have en rationel diskussion, siger han.
Men hvad med moral?
– Moral betyder det samme som etik, det ene er græsk, det andet latin. Det handler om, hvordan man bør handle ud fra givne samfundsmæssige normer.
Men ordet moral betyder ikke det samme i dag:
– Ingen ville drømme om at oprette et Moralsk Råd. Men sådan har det ikke altid været. I bogen Den etiske udfordring skriver Ove Thyssen og Hans Siggaard Jensen, at samfundet består af forskellige grupper med hver deres moralkodeks. Læger og rockere har hver deres regler. Etikken er det, der gør, at vi kan hænge sammen som samfund alligevel. Det er de fælles værdier og normer.
Hvordan finder man ud af, hvad man bør gøre? John Stuart Mill (1808-73) sagde: Jeg anser nytte for det endelige kriterium i alle etiske spørgsmål.
– Mange fører det videre til et stykke økonomi. Man skal gøre det, der i det sundhedsøkonomiske regnestykke kommer ud med det bedste resultat. Det er nu ikke sikkert! Der er masser af ting, som ikke kan betale sig, men som vi alligevel bør gøre, siger Øhrstrøm.
Immanuel Kant (1724-1804) sagde: Der er to ting, der fylder mig med beundring. Stjernehimlen over mig og moralloven i mig.
– Hver eneste af os har en genkendelighed, hvor vi kan forholde os til etiske problemstillinger. Det er iboende. Etikken kobles til menneskets natur.
Henrik Wullf skriver i bogen Den samaritanske pligt: Der er tre principper. Det samaritanske, autonomi (egenbestemmelse) og retfærdig fordeling af ressourcer.
– Den samaritanske er vigtigst, pointerer Øhrstrøm.
Andre foreslår disse hensyn i prioriteret rækkefølge:
1. Værdighed: Det enkelte menneske har værdi i kraft af at være menneske.
2. Integritet: Det enkelte menneske har en mental og fysisk urørlighedszone som skal respekteres.
3. Autonomi: Den enkeltes selvbestemmelse skal respekteres.
4. Lighed/retfærdighed: Det er forbudt at forskelsbehandle.
5. Og til sidst: Vi skal gøre godt og ikke skade.
Men den der for alvor definerede den kristne etik var K.E. Løgstrup, cand. theol., præst og professor i etik og religionsfilosofi ved det Det Teologiske Fakultet ved Aarhus Universitet.
Han skrev i Den etiske fordring i 1956: Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af den andens liv i sin hånd.
– Han siger: Vi kan ikke sætte ord på det, vi bør. Ikke fordi etikken ikke melder sig og stiller krav. Men hvad den præcis siger, må vi selv finde ud af i situationen. Den er på en måde tavs, forklarer Peter Øhsrstrøm og uddyber:
– Det er ikke altid, man kan regelsætte etikken. I Etisk Råd lægger vi vægt på, at der er problemer, man må overlade til skøn. Vi må stole på hinanden. Stole på at folk, der har med omsorgsarbejde at gøre, handler ud fra en ansvarlighed og kan skønne på en fornuftig måde.
– Hvad bestemmer menneskets værdi? Der er mange svar men her er to hovedtendenser: Gradualismen siger: Værdien bestemmes af graden af kropslig funktionalitet eller af graden af relationer til omverdenen. Antigradualismen siger: Et menneskes værdi kan ikke gradbøjes og er ikke til diskussion. Det skal tages for givet og respekteres fra begyndelsen til det sidste åndedræt.
I Bibelen er døden en fjende, men en overvundet fjende. Vi er skabt til samvær. Døden betyder smerte og adskillelse.
– Derfor har mennesket en ældgammel drøm om at besejre døden. Sådan kan det moderne sundhedssystem også tolkes. Døden anses for den unævnelige fjende, et tabu.
– Hospice-bevægelsen gør det stik modsatte, den siger, at døden er en del af vores vilkår. Vi må tage den alvorligt. Vi må gøre den til en del af vores livsproces.
– Hospice-tanken indbefatter åndelig omsorg. Det er ikke kun religiøst, men bredt eksistentielt. Åndelig omsorg tager udgangspunkt i afmagten og drejer sig om at være sammen med den døende i dødsprocessen. Og i processen udfolde en samtale, der øger kvaliteten af den sidste tid.
Mange insisterer på selv at kontrollere og bestemme over døden. Den tankegang kan ende med eutanasi, dvs. aktiv dødshjælp, mener Peter Øhrstrøm.
Udgangspunktet er dansk straffelov paragraf 239: Den, som dræber en anden efter dennes bestemte begæring, straffes med fængsel indtil 3 år eller hæfte ikke under 60 dage.
– Argumenterne for aktiv dødshjælp er altid de samme tre i forskellige variationer, forklarede Peter Øhrstrøm. Her kommer de i rangorden:
1. Man bør følge den enkeltes ret til selvbestemmelse, også når vedkommende ønsker at dø.
2. Der findes ubærlig lidelse, som kun kan fjernes af eutanasi.
3. For nogle mennesker er livet ikke værd at leve. De bør have ret til eutanasi.
– Der er flere problemer med denne form for argumentation, mener Øhrstrøm: Mange går ind for aktiv dødshjælp, men mange vil ikke kunne tage beslutningen, fordi de er overvældede af situationen.
Og har de reel selvbestemmelse, eller er de under pres? I Danmark udelukker vi i modsætning til Holland – muligheden for aktiv dødshjælp. Den beslutning kommer altså ikke til at pine uhelbredeligt syge i Danmark.
Der er flere gode argumenter imod eutanasi, mener Peter Øhrstrøm:
1. Eutanasi strider mod menneskelivets ukrænkelighed. Du må ikke slå ihjel.
2. Eutanasi er et forkert svar pålidelsen. Man slår den lidende ihjel.
3. Eutanasiens mulighed er uforenelig med et etisk forsvarligt forhold mellem læge og patient. Normal skal læger helbrede, men her skal læger tage liv.
– Lovliggørelse at eutanasi pålægger desuden andre at slå ihjel. Og da opstår akavede situationer, som fx da en læge måtte sige til den døende, der havde begæret eutanasi: Vi kan ikke slå dig ihjel i dag, det er min datters fødselsdag. Hvis jeg gør det, kan jeg ikke gå hjem og være glad på min datters fødselsdag…
– Eutanasi starter på en glidebane. Hvad med dem, som ikke kan udtrykke deres ønske? Der kommer en række nye spørgsmål, som alle præsenterer etiske dilemmaer. Hvis de ikke selv kan sige til eller fra, hvem skal så?
– Der er en kamp om sproget, fortsætter Peter Øhstrøm. – Hospice-bevægelsen bruger ofte ordet en værdig død. Men det bruger Foreningen for en værdig død også. Man er ikke enige om, hvad ordet værdighed betyder. Og hvad en værdig død skal dække.
Der er altså to slags værdighed: Den ene betyder selvhøjtidelighed, selvrespekt og forfængelighed. Når man ikke kan spise selv, ikke gå på toilettet selv mere, er livet ikke længere værd at leve.
Den anden betydning handler om retten til respekt under alle vilkår, retten til at være til besvær, kunne man sige. Er jeg et menneske? Kan jeg møde livet? Så har jeg værdighed, uanset, hvor meget hjælp, jeg skal have!
Kernen i åndelig omsorg er åbenhed og fortrolighed. Man må godt tale ud fra eget livssyn, men kun i parentes. Man skal have sans for forskelligheden. Og man skal have viden om gængse livssyn.
Peter Øhstrøm slutter med at give sit bud på, hvad man kan tale med døende om.
1. Når vedkommende er rådvild, kan man tale om livssyn.
2. Når patienten har angst, kan man pege på sammenhænge og søge mening.
3. Når skyld og dårlig samvittighed melder sig, kan man formidle tilgivelse.
4. Og når talen falder på det uafvendelige, døden, kan man fortælle om håbet.
