Santa Clara – svensk kirke, der vokser

Interview med den svenske dr. teol. Carl-Erik Sahlberg, som har fået en dødsdømt kirke til at vokse midt i Stockholms centrum.Da Carl-Erik Sahlberg blev præst i Sankta Clara kirken i Stockholms centrum, kom der kun tre til den første gudstjeneste… I dag er det den bedst besøgte menighed inden for Svenska Kyrkan.Og det er ikke tilfældigt.
Sahlberg havde forud skrevet en afhandling og undervist præster i Tanzania om, hvad der gennem historien har fået kirken til at vokse.
Da han stod med kun tre kirkegængere, forsøgte han at praktisere, hvad han havde undervist i. Og det virkede.

Carl-Erik Sahlberg er abonnent på Udfordringen, selv om han bor i Sverige.
– Jeg vil gerne følge med i, hvad der sker i Danmark, forklarer han.
Han voksede op i Jemteland og besluttede at ”bekende troen” som 16-årig. Efter gymnasiet læste han teologi i Upp-sala og arbejdede en periode som kapellan i Jemteland.
Så kom han i gang med videnskabeligt arbejde. Skrev en doktorafhandling i teologi om det svenske kristelige dagblad, Dagen, og den store svenske pinsebevægelse (Pingströrelsen og tidningen Dagen – Fron sekt til kristent samhälle 1907-1963).
Den udkom faktisk igen i maj som bog i et nyt oplag.
Han var også professor i kirkehistorie i en kort periode.
– Kirkehistorie er min stærke side, men i dag er jeg mindst lige så interesseret i missionshistorie, og i hvad vi lærer af kirkehistorien i dag.
Med et videnskabeligt fokus, tilføjer han.

Det lyder måske som pral. Og ofte har jeg derfor undladt at fortælle om det. Men så er det, som om Gud siger: Synes du ikke, det er noget særligt, det jeg har gjort?
For det er jo et mirakel.

En dag fik han en opringning fra Svenska Kyrkans Misjon, som foreslog ham at undervise teologer i Pakistan eller i Tanzania. Han valgte Pakistan, fordi han regnede med, at det var mere civiliseret end Afrika, men det endte alligevel med, at han blev udsendt til Tanzania i 5 år, fra 1983-87, for at undervise på en præsteskole i Makymila. Dér mødte Carl-Erik også sin kone Overa, som han har fire børn med. Hun er også teolog og nu ansat i Sverige som ”jourhavende præst” – dvs. en præst som modtager opkald fra alarmcentralen.
– I Tanzania så jeg, at kirken var fuld, og det gjorde et stort indtryk på mig.
Der var også en karismatisk vækkelse på skolen i 1986, som var meget spændende at opleve for mig.
– Var du ikke forbeholden som svensk luthersk doktor?
– Nej, jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at få mine studerende til at tage imod vækkelsen, så fornyelsen ikke gik udenom den lutherske kirke. Senere har jeg fået at vide af mine studerende, som er de nuværende ledere i kirken, at det var til stor gavn.

– Vi kom hjem til Sverige i slutningen af 1987. Jeg søgte et job i Stockholm ved Sankta Clara. Det var en kirke, der var truet med at skulle lukkes. En biskop havde foreslået, at kirker som Sankta Clara kunne bruges til andre formål, fx som badstue… Men jeg søgte jobbet og blev valgt som præst.
Til den første rigtige gudstjeneste efter indsættelsen kom der kun tre – og sådan var det ofte derefter.
Jeg havde jo siddet i Tanzania og arbejdet med et projekt om, hvad vi kan lære af kirkehistorien.
Jeg undersøgte den første urkirke, jesuitterne, pietismen, den keltiske kirke og de voksende kirker i dag. Vi har jo aldrig oplevet sådan en ekspansion i kirken som i dag!
Ud fra undersøgelsen kunne jeg fastlægge 9 kendetegn for en kirke, der vokser:

En kirke vokser
hvis den..
1. Er for alle
2. Tager sig af mennesker
3. Har et kærlighedsfuldt
fællesskab.
4. Sætter Jesus i centrum
5. Lever i hellighed
6. Lider for troens skyld
7. Søger Gud i bøn
8. Bruger lægmænd
9. Anvender Helligåndens
kraft som ressource.

– Vi prøvede nu at omsætte dette i Sankta Clara, som ligger i et miljø i Stockholm, som kan sammenlignes med Istedgade. Her er narkomaner, prostituerede og kriminelle.
Vi begyndte med at åbne kirken, også i dagtimerne. Vi lavede en café og en reception i kirken, hvor man kunne komme ind på et kontor og få noget hjælp.
Jeg var selv med ude på gaden sammen med en Frelsens Hærs-soldat for at lære at møde folk i mit sogn.
Vi begyndte nu at dele kaffe ud og snakke med dem, der havde lyst.
Efterhånden begynder der at komme folk til kirkens arrangementer.

– Men jeg fandt hurtigt ud af, at gudstjenesteformen ikke var så velegnet. Den var for lang og for svær at følge med i. Jeg kunne se, at folk sad og faldt i søvn. De fik ikke mødt deres behov.
Vi fik tilladelse til at lave en ny form for gudstjeneste med guitar og nye lovsange og bøn. Det var helt naturligt, for disse mennesker var så ophængte og stressede, at de ikke kunne sidde stille i så lang tid. De ville sige noget og røre på sig ind i mellem.
Så den form for bøn, vi brugte, var åben bøn, hvor alle kunne bede højt.
Men det var ikke så nemt at ændre på formerne. For Sankta Clara har en vis status som en meget kendt kirke midt i Stockholms centrum. Selv det svenske kongehus har været på besøg i den kirke.

Den teologiske doktor gik på gademission, og både de udstødte og de kongelige kom i kirke.

– De første fem år arbejdede vi hårdt på at få kirken i gang. Og der skete små fremskridt. Men efter de fem år begyndte vi at eksperimentere med bøn hver dag mandag til fredag en time om formiddagen og om eftermiddagen.
Så skete der noget!
Før havde vi også vækst, men det var sådan, at når der kom to nye, så gik der én ud.
Men da vi for alvor begyndte at bruge bøn, skete der en mærkbar stigning.
Det blev mere stabilt, og mennesker kom bare for at bede. Narkomaner og prostituerede blev hjulpet, og alle kom nærmere hinanden. Bøn skabte gennembrud, konstaterer den teologiske professor ganske enkelt.

– Jeg har en tese om, at den kirke, som ønsker at nå de ”fine” i samfundet, den når ikke de ”lave”, og måske ikke engang de ”fine”.
Men den kirke, som ønsker at nå de ”lave”, den når både ud til dem og til samfundets top.
Den svenske prins Carl Philip har været i praktik hos os i Sankta Clara, og prinsesse Madeleine har været på studiebesøg. Dronning Silvia har været til højmesse, og hun vil komme igen, er Carl-Erik Sahlberg overbevist om.
Sammen med Inger, en diakonisse i kirken, var Sahlberg i januar i audiens hos kongen for at modtage kongemedaljen for veludført arbejde.
Carl-Erik Sahlberg bruges også som præst for den kristne gruppe i Stortinget, som har omkring 50 medlemmer fra forskellige partier, mest KD og Moderaterne. Det er dog kun 15-20, som er aktive.

Der er nu ansat 4 præster i Sankta Clara kirken samt 2 diakoner, 2 diakoniassistenter og 2 vagter.
Der kommer mellem 200 og 400 til gudstjenesterne. Det er den største gadekirke, og kirken har også en varmestue på det kendte Sergels Torg i Stockholms centrum.
Menigheden driver også fængselsmission. Den har et lille bogforlag. Den laver en halv times tv om ugen. Den har en bibelskole – Lærjungeskolen – hvor der er omkring 25 studerende. Der er Alpha.Omkring 20 hjemmegrupper.
Der er et behandlingshjem for narkomaner og folk med blandingsmisbrug i nært samarbejde med kirken.
Kirken støtter et børnehjem i Tanzania. Når Carl-Erik går på pension, planlægger han og hans kone Overa at tage ned og drive børnehjemmet selv.

Carl-Erik Sahlberg har skrevet en snes bøger. Den bedst sælgende bog har været afhandlingen med de 9 punkter. Den hedder Den Väksanda Kyrkan og findes både på svensk og engelsk.
Han har netop udgivet en ny bog: Mamma kyrkan berättar. Den følger hvert århundrede i kirkens historie gennem personligheder, som formidlede vækkelse og fornyelse.
En meget efterspurgt bog er ”Effektiv bøn”, som lige er udkommet i andet oplag.
Sahlberg var med i Oase-bevægelsen i Sverige i 7 år, men er nu med i netværket Cairos New Wine.
Han har været nomineret til bispevalg i 6 stifter og kom på en 5. plads ved ærkebispevalget.