Gode ben

Det har godt nok været en hård sommer at være med i Tour de France. Selv om jeg har haft gode ben, så har min ryg og nakke været helt stiv af alle de timer i sofaen foran fjernsynet.
Jeg lå mest på hjul af Armstrong – han er min helt. Selv om han er halvgammel, som jeg selv, kom vi alligevel flot tilbage efter tre år og vandt 3. pladsen og de spillede endda ved en fejl ”Kong Christian” for os i Paris.
Næste år vinder vi nok hele løbet – mig og Lance.
Jeg elsker Tour de France. Specielt landskaberne og slottene, eller når kommentator Jørgen Leth får et ”smukt tråd” i pedalerne til at tage sig heroisk og betydningsfuldt ud.
Faktisk har jeg ind i mellem fået helt lyst til selv at cykle en lille tur… Og en aften, hvor jeg var grebet af heroismen, fik min kone mig til at love, at jeg ville cykle med hende til pilgrimsbyen Santiago de Compeostela.
Puh ha… Der er godt nok langt. Det er i Spanien.

Men – der er jo ikke nogen, der siger at man skal gøre det på én gang. Så planen er nu, at vi cykler, så langt vi (jeg) gider, og så tager vi toget hjem. Senere tager vi så det næste stykke. Og året efter igen et stykke. Så når vi nok frem engang til verdens ende, som man også kalder byen på Spaniens vestkyst, hvor apostlen Jakob ”hviler sine bene”.
Ben er det bibelske udtryk for knogler. Når man fx skriver, at de tog Josefs ”ben” med fra Egypten og begravede dem i det forjættede land, så var det altså ikke kun hans ben, men hans knogler. Og når Ezekiel får besked på at profetere over de tørre ben i Josafats dal, så var det altså heller ikke kun understellet, men hele skelettet, der kom til live. (Det andet ville jo også have set underligt ud.)

Faktisk var mine ben i juni blevet så tørre og stive, at jeg ikke engang kunne svinge dem op over cykelsadlen.
Min læge mente, at det var iskiasnerven eller mine platfødder, som var årsagen, og han sendte mig to gange til røntgen. Grundlovsdag skulle jeg holde en tale og måtte nærmest kante mig sidelæns hen til mikrofonen. Da vi havde lånt et sommerhus i Vestjylland, ringede jeg til Frank Severin i Esbjerg, som be’r for syge og spurgte om jeg måtte komme ind til ham.
Det viste sig, at han boede på 2. sal, så jeg var nær aldrig kommet derop. Men jeg kunne nærmest løbe ned ad trappen bagefter! Senere tog en fysioterapeut resten af stivheden og forklarede mig, at min kone måske alligevel havde ret i, at det var godt at cykle.
Så nu tager vi på pilgrimscykling.