Skriv til Suh

Har du et problem, så skriv til:
Psykolog Suh B. Jacobsen
Nordgårdsvej 109
4030 Tune
eller mail til: Suh@Udfordringen.dk. Ikke alle breve offentliggøres. Du er velkommen til at være helt anonym, hvis du ønsker det. Hjemmeside: www.suhjacobsen.dk

Hej Suh
Jeg skriver til dig, fordi der er noget, jeg har tænkt på i længere tid. Jeg er en ung pige i starten af 20´erne. Jeg er adopteret og var i 1 ½ år på børnehjem, inden jeg kom til Danmark.
Dem som tog sig af mig dengang gjorde deres bedste – men samtidig er det vel en kendsgerning at det ikke er ”optimalt” for et barn at være på et børnehjem. Dels ved jeg jo, at der var mange materielle ting jeg ikke havde adgang til. Men jeg tænker også, at jeg nok var lidt forsømt med hensyn til at få tryghed og omsorg.
Jeg har altid haft meget behov for tryghed, og da jeg kom til Danmark og fik et hjem, en familie og fik nogle, som kom til at betyde meget for mig, fik jeg mine behov opfyldt.
Det jeg så tænker er, at hvis jeg i starten af mit liv ikke fik al den tryghed og omsorg jeg, havde behov for, om det så ligesom er det, der har gjort, at netop de ting er så vigtige for mig i mit liv nu.
Selvom jeg har brug for meget tryghed, opfatter jeg det ikke som et problem i hverdagen. Så grunden til at jeg skriver til dig er mest fordi, jeg er en eftertænksom pige som reflekterer over mit liv og synes det er dejligt at lære mig selv bedre at kende og derved også forstå mig selv.
På forhånd tak 🙂
Kærlig hilsen
Adopteret Pige

Kære Adopteret Pige
Et barns start på livet har stor indflydelse på, hvordan det sidenhen udvikler sig psykisk og følelsesmæssigt. Det er nemlig i den første tid uden for mors mave, at vi drager os vore første erfaringer med omverdenen, og disse erfaringer kommer til at udgøre det grundlag vi fortolker og oplever senere hændelser ud fra.
Hvis du derfor i dine første leveår har oplevet, at dit behov for omsorg og nærvær ikke er blevet mødt i tilstrækkelig grad, kan det ganske rigtigt have været med til at skabe en form for underskud, forstået på den måde, at der skal vældig store mængder af kærlig bekræftelse til for at fylde det hul, der er skabt i dig. Samtidig kan tidlige erfaringer og konklusioner om, at behovet for omsorg ikke bliver mødt trods eventuelle anstrengelser for at få det betyde, at man senere hen fortsat ikke tror på det, og derfor heller ikke kæmper for at få omsorg og kærlighed. Ulogisk nok kan det faktum, at man ikke har fået tilstrækkelig omsorg i stedet for afstedkomme, at man slet ikke kan finde ud af at tage imod det, når det byder sig, på trods af den store længsel, man har efter at modtaget det. Nogle mennesker oplever således, at de hungrer efter ros og anerkendelse, men når de endelig får det, bliver de utilpasse, beklemte og reagerer paradoksalt nok med afvisende adfærd. Dette er et udtryk for en uøvethed i at tage imod den positive anerkendelse (formen) snarere end et udtryk for, at man ikke bryder sig om det sagte/gjorte (indholdet). Det kan også handle om en angst for at tage imod, da man er bange for at blotte sig følelsesmæssigt.
Heldigvis fortæller du, at du blev adopteret til et hjem og en familie, hvor du fra da af fik dine behov for tryghed og omsorg opfyldt, og under sådanne forhold kan det heldigvis sagtens lykkes hen ad vejen at få rettet op på et evt. underskud. Man kan dog, netop som du beskriver, iagttage små rester af dette ”underskud” langt op i livet, som dukker op i forskellige situationer. Her er det vigtigt ikke at lukke af for de følelser, men i stedet prøve at anerkende, at man har dem og meget gerne dele dem med nogen. Sæt også gerne tårer på eller hvad du nu kan have lyst til at bruge af udtryk og få nogen til at give dig netop det, du i det øjeblik savner, f.eks. et kram eller en verbal bekræftelse på, at du er elsket.
I det hele taget kan du hjælpe dig selv ved at være opmærksom på at sørge for at få den bekræftelse, du tidligere har været i underskud af – vær gerne lidt aktivt opsøgende, og gem så responsen i dit hjerte.
Hilsen Suh

Kære Suh
Jeg har igennem 8 måneder været kæreste med en fyr, som jeg inden da var venner med. Vi havde et rigtig godt forhold, syntes jeg, men lige pludselig slog han op. Vi går på det samme gymnasium, så jeg ser ham hver dag. Vi har mere eller mindre haft den samme vennekreds, men da de fleste af vennerne var hans venner, så er alting blevet virkelig besværligt nu. Oven i det hele, er han nu blevet kæreste med en af mine gamle veninder, så nu føler jeg, at jeg både har mistet min kæreste og min veninde. Jeg er helt ulykkelig og ved slet ikke, hvordan jeg skal komme videre, og jeg er bange for, at jeg er ved at blive deprimeret.
Hilsen K.

Kære K.
Det er rigtig hårdt at blive droppet af en, man er glad for, særligt, hvis man selv syntes, at forholdet gik godt. Oven på dét, er det helt naturligt at være meget ked af det, både med triste, skuffede, frustrerede og vrede følelser. Man kan godt være så fortvivlet og ked af det, at man slet ikke orker at stå op til næste dag eller man bare har lyst til at græde i flere dage. Disse reaktioner ses ofte i forbindelse med den sorg det er at miste én man holder af, hvilket man jo faktisk gør, når et forhold ender. Dette er helt normalt og har ikke noget med en egentlig depression at gøre.At du samtidig har mistet det meste af din vennekreds, fordi det oprindeligt var hans venner og oven i købet en af din gamle veninder som nu er hans nye kæreste, gør det endnu sværere at være dig.
Det bedste du kan gøre er at give dig selv lov og tid til at sørge over det sluttede forhold og de mistede venner. Svælg bare i lidt selvmedlidenhed, tud til du ikke har flere tårer tilbage, og del dine frustrationer med nogle af dine tilbageværende veninder. Når du orker det, så sørg for at gøre noget rigtig godt og hyggeligt for dig selv, tag på shoppe-tur, gå i biografen, på café, lav en tøse-aften derhjemme eller lign. så du bliver afledt lidt i forhold til dine triste tanker, og også får en fornemmelse af, at livet heldigvis har meget andet godt at byde på. Hvis du sørger for at gøre begge dele, er jeg overbevist om, at du vil opleve, at behovet for at sørge og også de triste følelser lige så stille og roligt bliver mindre og mindre.
Du kan måske også prøve at snakke med nogen lidt ældre om din situation – måske en i din familie eller i din kirke – for at høre om deres erfaringer. Du er helt sikkert ikke den eneste, der har oplevet at have det sådan, og det kan være godt at blive mindet om, at andre er kommet videre fra sådanne følelser. Måske er de endda endt med at møde en helt anden, de er blevet endnu gladere for?!
Hilsen Suh

Hotline til Suh
På alle onsdage fra kl. 10-11 kan du ringe til Udfordringens psykolog Suh Jacobsen på 46 96 89 69.
Nogle af spørgsmålene bringes senere i brevkassen.
Du kan fortsat skrive pr. brev eller mail til:
Suh Jacobsen, Nordgårdsvej 109,
4030 Tune, eller mail til:
Suh@Udfordringen.dk