Venstre sidebanner eksempel

Afrikanske kristne viser Jesus-film for muslimer

Udfordringens medie-mission hjælper afrikanske kristne med at vise Jesus-filmen, og mange beslutter at blive kristne efter at have set filmen. Det gælder ikke mindst muslimer.De to evangelister Ezechiel og Justin viser jævnligt Jesus-filmen for muslimer i Cameroun i Afrika.

Ezekiel (tv.) og Justin, da de i maj fik udleveret film-udstyret fra Henri Nissen og Udfordringens mediemission.

Det kan de, fordi Udfordringen har hjulpet dem med det nødvendige udstyr.
Og de to evangelister er udvalgt med omhu.
Ezekiel havde som barn en sygdom, så han fik udstående og skæve øjne, men hjernen fejler ikke noget.
Han er evangelist med hele hjertet. Han er fattig, men ofrer gerne tid og penge på at fortælle andre om at tro på Jesus – få tilgivelse og få et nyt, evigt liv.
Han var en af de folk, som Campus Crusade brugte til at vise bibelske film ude i landsbyerne. Men det tekniske udstyr blev ødelagt, og da den lutherske kirke fik et nyt udstyr, beholdt ”evangelisations-direktøren” det i sin stue, eller lejede det ud for penge til verdslige formål, så evangelisterne ikke kunne få lov at bruge det…
Siden har Ezechiel måttet leje udstyr hos Full Gospel og har måttet betale transport osv. I forvejen får han ingen løn og må leve af et lille landbrug…
Men i maj købte Udfordringens mediemission så et komplet fremvisnings-udstyr med en generator, som kan lave strøm i bushen og en meget lang ledning, så larmen ikke forstyrrer filmen.
Nu får jeg jævnligt mail, hvor vores kontakt Justin (i midten) fx fortæller:
”Ezechiel har lige været i Guider og vist film i 3 dage. Den 23. juni besøgte han fængslet for at forsyne fangerne og fortælle dem det gode budskab. Han var også på hospitalet for at tage sig af de syge. I alt viste han Jesus-filmen for ca. 720 personer, og 24 besluttede offentligt, at de ville tage imod Kristus.”
En anden mail lyder:
”Fra 16.-18. juni har vi vist film hver eftermiddag og aften i et kvarter i Garoua med 80 tilskuere i gennemsnit. Vi er begejstrede for, at 47 personer besluttede at følge Kristus, og vort team er i gang med at undervise dem om vejen.”
Og da dette foregår også i muslimske kvarterer, så er det endnu mere glædeligt.
Justins far har lånt en gammel bil af mig, som han nu kører taxi i. Det betaler han en afgift for, som går til film-arbejdet. Desuden kan bilen bruges til team-transport.
Men bilen må ofte repareres, og familierne rammes af sygdom og mange problemer. Så lad os huske Ezechiel og Justin i vores bønner.

Andre af Udfordringens medie-projekter, som du kan støtte

1. Kristen radio på arabisk: Drift af radio-studie med daglige radio-udsendelser på arabisk til ca. 1 mio. lyttere. Lederen kommer på besøg i Danmark i marts 2010.
2. Kristne radiostationer: Støtte og undervisning af kristne, som driver radioarbejde i flere afrikanske storbyer.
3. Oprettelse af ny radiostation i kongeriget Rey – omtalt i Udfordringen uge 22/2009.
4. Oprettelse af radiostationer i flere afrikanske byer – heraf flere i muslimsk-dominerede områder.
5. Teknisk hjælp med fx billige sendere og udstyr.
6. Film-team, der viser bibelske film i by og bush.
7. Film-produktion – støtte til video-produktioner med lokale skuespillere.