Hvor er…?

Vi skal flytte. Ikke ret langt, kun cirka 25 km i vestlig retning, men der er alligevel rigtig mange ting, der skal ordnes, før man sådan kan rykke teltpløkkerne op og slå dem i igen et andet sted.Forrige gang havde vi kun et enkelt barn og boede til leje, så det var en leg i forhold til nu, hvor der er tre stk. afkom, et akviarum fyldt med fisk og diverse tilbehør til hele herligheden. Og så er der det med huset, der jo gerne skulle blive solgt – og helst lidt kvikt! Det er, som de fleste vel efterhånden er klar over, slet ikke en selvfølge i øjeblikket. Det kræver en indsats, og derfor har vi i ugevis repareret, malet, fikset og ryddet op.
Der er bare et problem. Jeg kan ikke finde mine ting! Det er nemlig min mand, der er mest opsat på at kunne se bordplader, hylder og andre vandrette flader i huset uden at skulle løfte en bunke papirer eller en stak legetøj. Og pludselig ligger tingene de underligste steder, fordi han ikke altid husker at fortælle mig, hvor han har lagt det.

Den dag, hvor fotografen skulle komme på besøg, var den helt gal. Der var ryddet ekstra grundigt op – endda også de steder, hvor der plejer at ligge dynger med det, der ikke må rode på strategisk vigtige steder i huset. Da fotografen langt om længe var gået, skulle jeg lige have vasket noget tøj.
Men vasketøjet var væk! Det stod ikke på sin vante plads ved siden af vaskemaskinen. Bryggerset plejer at være det sted, hvor vores private rodemonster får lov til at hærge i fred. Men i dag var det så pænt, som jeg sjældent har set det. Så hvor var alt rodet? Jeg ledte over hele huset, men til sidst måtte jeg give op og sende en sms til min mand. Denne gang kunne jeg simpelthen ikke regne det ud, og det kunne bare ikke vente længere, det vasketøj…
Du gætter det aldrig… mit vasketøj stod på LOFTET!
Men vi har et meget pænt hjem i øjeblikket. Det er da dejligt. Og det maner til eftertanke. Måske skulle vi bare smide de ting ud, som vi har flyttet ud af huset? Jeg har allerede svært ved at huske, hvad det egentlig var