Addis Ababa by night – set i børnehøjde
En vandring i Etiopiens hovedstad Addis Ababa efter solnedgang giver indblik i tilværelsen for storbyens gadebørn. En kristen organisation forsøger dog at yde omsorg til børnene og fortælle dem om, at med Gud som far er de ikke helt alene.I Addis Ababa har jeg oplevet et natteliv, som er helt anderledes end det, hovedstæder ofte roser sig af i farvestrålende turistreklamer.
Klokken er over otte om aftenen, og her er ikke andet lys end det fra de mange biler, der suser forbi på gaden.
Jeg er med Tariku Wondimu fra Win Souls for God (WSG) på en af hans tre ugentlige aftenture rundt i Etiopiens hovedstad for at besøge hans venner, som han siger.
På vej hertil gik vi på oplyste gader med butikker og cafeer, men her er det mørkt, og så er det ikke nemt at sno sig uden om de mange, mange mennesker, hullerne, affaldsbunkerne og pytterne.
Det er sikkert tilfældigt, at det lige er i dette kvarter, der ikke er strøm i aften, men det er med til at understrege, at dem, vi skal besøge, lever på samfundets skyggeside.
Tarikus venner er nemlig gadebørn, og dem bliver der flere og flere af. På tre år er antallet af hjemløse i Addis Ababa vokset med 10.000 til nu 70.000.
Pludselig standser Tariku og taler til en dreng. Drengens øjne viser, hvor glad han er for at se Tariku. Ellers ser han ud til at være trist eller ked af det. Han er omkring 14 år og har en rød hættetrøje på med hætten trukket op om hovedet, hullede bukser og på fødderne noget, der engang var kondisko.
Vi står på et gadehjørne, og op ad muren ligger en lille bunke gamle klude og papkasser. Det er drengens hjem. Mens de snakker, lægger Tariku armen om ham på en måde, som gør mig helt varm og glad indeni.
– Jeg mindede ham om, at han har en far i Himmelen, siger Tariku, da vi går videre.
– Jeg spørger somme tider mig selv, hvorfor mennesker skal leve så elendigt et liv. Jeg kender ikke svaret, men jeg ved, at det er i Guds hånd, og at gadebørnene har brug for at lære ham at kende, så de kan blive frelst og komme hjem til ham i Himmelen. Det er det vigtige. Nogle af dem vil måske dø snart, og så er det vigtigt, at de kender Gud.
Et sted er der en ret stor helle midt på gaden, og her sidder fire unge drenge og spiser madrester, som de har fået på en restaurant.
De råber til Tariku, og han fortæller, at de spørger, om vi vil spise med. Han takker nej, og vi fortsætter. Vi går over en meget bred gade med midterrabat, hvor der ligger folk og sover uden andet til at holde varmen med end det tøj, de har på.
Jeg har det tilpas i min tynde cardigan, men det er ikke nat endnu, og temperaturen kan nemt komme ned under 10 grader, og hvad så når det regner?
Nu kommer vi til et kvarter, hvor gaden flyder med rådne frugter og grønsager. Luften er tung og fyldt med en vammel stank, der får maven til lige at vende sig en omgang.
Langs fortovet er en lang række små skure, som gør det ud for butikker, og på cementsoklen, tæt op af muren, ligger flere steder aflange bunker af pap, plastik og lasede klude.
At det ikke alt sammen bare er affald, går rigtigt op for mig, da en bunke bevæger sig, og et søvnigt drengehoved dukker op.
Lidt længere fremme sidder en mor med et spædbarn og to små børn, alle i snavsede pjalter. Hun holder hånden frem og beder om penge.
Tariku bliver standset af en ung pige. Hun er smart i tøjet, har store øreringe, flot frisure og makeup i ansigtet. De taler kort sammen, og da vi går videre, fortæller Tariku, at han har mødt hende før.
Hun vil snakke med ham om nogle problemer, men han er bange for, at det kan skabe nogle forkerte forventninger hos hende, da han selv er en ung mand. Derfor vil han tage en af WSG´s kvindelige medarbejdere med, som kan snakke med hende en anden aften.
Overalt hvor vi kommer frem, møder vi nogle af Tarikus venner, som han lige skal snakke med, give en opmuntring eller et knus.
Nogle af gadebørnene er alene, andre i små grupper. De fleste af dem er teenagedrenge, men der er også få piger og små børn imellem.
En af dem er en lille pige med store øjne, bare fødder og en snavset kjole, som er et par numre for stor til hende. Hun er fem-seks år og bærer på en pose med nødder, som hun prøver at sælge til folk.
Hun kommer listende bagfra og tager forsigtigt Tariku i hånden. De får sig en lille snak, mens de fortsætter et godt stykke hen ad fortovet hånd i hånd. Så hjælper Tariku hende med at finde et hul mellem bilerne. Hun stikker over gaden, og mit hjerte løber med.
Han fortæller, at hun er alene med sin mor, som vasker tøj for folk, og at han ofte møder hende på gaden, også sent om aftenen.
– Vi kan give gadebørnene nærvær, kærlighed og menneskelig varme, og vi kan fortælle dem, hvor de skal gå hen for at få rådgivning i WSG.
– Vi har også et sted, hvor nogle af de mindste børn kan bo midlertidigt og få hjælp til at komme videre til et bedre liv, men vi kan langt fra hjælpe dem alle, siger Tariku.
Vi går forbi en bank med en prangende glasfacade. Lige overfor, midt på gaden, sidder fire store drenge og to piger under plastiksække. De spiser et eller andet ubestemmeligt, og en af dem byder Tariku på en cigaret.
Han siger nej tak og snakker med de unge, mens jeg funderer over, hvordan der er en verden til forskel fra dem og deres liv til den flotte bank, som ligger så tæt på.
Klokken er ved at være halv ti, og vi nærmer os busstationen. Tariku gør mig opmærksom på de mange unge piger, der står langs gaden.
Det er prostituerede, som venter på kunder, men Tariku omtaler dem diskret som ladies og fortæller, at nogle af dem bare er 12-13 år, og at de sælger sig selv for 3 birr – det er mindre end halvanden krone og ikke nok til at købe en cola.
Tariku finder en taxibus, som vi maser os ind i for at køre tilbage til WSG´s hovedkontor. Han plejer at gå rundt i byen i omkring tre timer, men gør turen kort i aften, fordi jeg er med. Og jeg kan ærligt talt heller ikke rumme mere.
Meget senere samme aften ligger jeg i min seng på Dansk Etiopiermissions (DEM) komfortable gæstehus. Det har jeg snart gjort længe, jeg kan bare ikke sove.
Billeder af gadebørnene fræser rundt i mit hoved sammen med et larmende hvorfor? Hvorfor skal sagesløse børn leve så elendigt?
Til sidst må jeg som Tariku finde hvile i, at også den sag ligger i Guds hånd – og i at han har kaldet Tariku og de andre unge i WSG til at hjælpe i alt fald nogle af disse børn.
Det virker for mig den aften, men billederne og spørgsmålet spøger stadig.
