Jesper Helsø forenede kristen tro med en militær karriere

Længe før de seneste skandaler rystede forsvarskommandoen, var Jesper Helsø forsvarschef. Det var toppen på en lang karriere inden for forsvaret, hvor Helsø fik hjælp af sin kristne tro. Danmarks forsvarschef frem til sommeren 2008, Jesper Helsø, er et troende menneske.

Selv om han bar generalens fire stjerner på hver skulder og sildesalat på brystet, så bestræbte han sig på at omgås høj som lav med respekt, afslappethed og en god portion humor.

En søndag i juni kom jeg til at sidde sammen med Jesper Helsø og hans kone Pernille ved gudstjenesten i Frikirken Salem i Frederiksværk, og vi drak kirkekaffe sammen bagefter. Pernille og Jesper Helsø kommer normalt i folkekirken, men det sker flere gange om året, at de dukker op i Missionsforbundet i Frederiksværk, når de er i sommerhuset.

I Jesper Helsøs barndomshjem havde forældrene en grundtvigiansk indstilling. – Da jeg kom på Øster Søgade Gymnasium, som dengang var et kristent gymnasium, fik jeg Holger Bekker-Jensen som historielærer. Han havde et kristent ungdomsarbejde og arrangerede blandt andet lejre, som jeg i første omgang deltog i for fællesskabets skyld, fortæller Jesper Helsø.
– 1967 tog han nogle af os store drenge med på en tur til London. Her var vi en aften til et Billy Graham-møde på Wembley Stadion, og der startede mit personlige kristenliv, som siden har bragt mig igennem op- og nedture.
Jeg har bl.a. været på bibelskole på Capernwray i England. For mange unge blev det skelsættende i de år.

Min kone og jeg havde også tidligt berøring med den karismatiske bevægelse, men fik os der et par overraskelser.
Så vi har holdt os til Den danske Folkekirke og en bibelkreds, som har rod helt tilbage i Bekker-Larsens ungdomsarbejde.
Jesper Helsøs kone, Pernille, er meget engageret i Evangelisk Børnemission (EB), et tværkirkeligt børne- og ungdomsarbejde, og Jesper Helsø har selv taget visse lejr-tjanser i det regi, ligesom deres børn har nydt godt af EB´s lejre og fællesskaber.

Troen har blandt andet betydning for Jesper Helsøs måde at omgås andre mennesker. Selv om han bar generalens fire stjerner på hver skulder og sildesalat på brystet, så bestræbte han sig på at omgås høj som lav med respekt, afslappethed og en god portion humor – hvilket han stadig gør.

Militæret i 2009 har ikke meget tilfælles med militæret på Gamle Testamentes tid. Alligevel kunne Jesper Helsø godt hente inspiration til sit arbejde i Bibelen. Blandt andet ser han op til israelitternes hærchef Josva.
– Han har blandingen af aktiv personlig stræben og ungdommens usikkerhed. Han stræber efter renhed, og denne stræben gennemsyrer alt, hvad han foretager sig. Han er åben og deler bekymringer og sin svaghed. Netop derfor er han stærk, siger Jesper Helsø.

Jesper Helsø har stået i spidsen for de danske missioner i Afghanistan og Irak og været ankermand på en radikal omlægning af det danske militær – fra et koldkrigsforsvar til et forsvar baseret på udsendelser og kamp mod terror.

Helsø var i 1995 i ½ år FN-områdechef for den muslimske enklave Bihac og skulle til tider arrangere og deltage i udvekslinger af lig, som hver gang fandt sted på det åbne parkeringsområde få kilometer nord for Bihac.
Den spændte stemning mellem parterne kunne allerede ses, når de ankom i lastbiler fyldt med kroppe fra hver sin side af hovedvejen. Bremsede den muslimske konvoj op, gjorde den serbiske også. Ingen måtte komme først, for så risikerede man allerede at være i et gældsforhold.

Jesper Helsø kan stadig genkalde sig stanken fra parkeringspladsen. I det øjeblik lastbilernes presenninger blev slået til side, og sorte affaldsposer og hvide gødningsposer fyldt med lig og ligdele kom til syne, trak en sødlig dunst af råddent kød ud i det fri.
Den rådne stank blev blandet med lugten af kloroform, som de brugte til at skylle de værste ligvæsker væk med, når disse var løbet ud over lastbilernes bund.
Herefter var det Jesper Helsøs rolle at få parterne til at blive enige. Nogle gange havde den ene part ikke taget de lig med, som den anden part var blevet lovet. Andre gange kunne de ikke blive enige om, hvorvidt handlen med lig var rimelig, om en enkelt vigtig person for eksempel burde udløse flere lig fra modparten.
Så måtte Jesper Helsø forsøge at tale parterne til rette. Han var altid iklædt militæruniform og forsøgte på bedste vis at hjælpe med at identificere, om et lig nu også var den pågældende person.
De ledte blandt andet efter kendte ar eller tatoveringer. Det var svært for Jesper Helsø at bevare den professionelle distance, når en 9-årig pige eller dreng blev trukket ud af affaldssækkene.

Ofte viste det sig, at ligene havde fået hugget fødder eller hænder af, og det voldte især muslimerne problemer, fordi det var vigtigt, at kroppen var hel ved begravelsen.
Så måtte Jesper Helsø igen forsøge at mægle ved at dykke ned i affaldssækkene med ligdele og se, om han kunne finde den manglende hånd.
Det lykkedes som regel ikke, og derfor måtte han overtale dem til at affinde sig med en anden højre hånd, som måske var i overskud. Nogle gange gik puslespillet ikke op, lige meget hvor længe de rodede i sækkene, og så måtte parten tage til takke med to venstrehænder.

– Det er en helt særlig fornemmelse at stå med en sort affaldssæk og dykke ned efter højrehænder, men kun finde venstrehænder, bære endnu en venstrehånd over til liget og så aftale, at det må gå lige op.
Når jeg gik rundt mellem ligene, følte jeg en enorm tomhed. Hvor grotesk kunne noget være? Jeg tog selvfølgelig min professionelle maske på, fordi et enkelt udbrud fra mig kunne have ødelagt hele udvekslingen. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at disse oplevelser formentlig havde sat sig langt voldsommere i mig, hvis jeg ikke havde haft min tro at læne mig op ad. Havde jeg ikke haft en grundlæggende tro på, at der er en mening med alting, ville jeg være blevet betydelig mere påvirket.
– Hvordan har du forenet din kristentro med militærtjeneste? spurgte Udfordringen den forhenværende forsvarschef.
– Jeg har altid sagt, at jeg ikke kan adskille funktion og person. En funktions udøvelse beror på personen. Det forstod jeg ret tidligt i min militære karriere, da jeg fik ansvar for andre mennesker.
Det ansvar, der følger med en militær stilling, kan bedst udleves, hvis man har et fast holdepunkt, der opbygger, støtter og giver trøst. Giver den gode ro og mavefornemmelse – og det gør min kristne tro.
Jeg har i 40 år dygtiggjort mig i at uskadeliggøre andre, at bringe mig selv i en situation, hvor jeg om nødvendigt kunne miste mit liv eller om nødvendigt befale andre mennesker ind i en situation, hvor jeg vidste, at riskoen for at dø var stor. Det kan man kun gøre, hvis man bygger på andet end sig selv. Man skal forstå urettens væsen for at kunne virke med rettens sværd, forstå umenneskeligheden for at kunne være menneske, hvor umenneskeligheden råder. Det handler om at være soldat for menneskeheden og menneske for Gud.
– Nogle kristne bliver pacifister og bruger deres tro som årsagen. Andre kristne vælger at blive soldater med deres tro. Har du følt dig presset mellem de to synspunkter?
– Jeg har aldrig nogen sinde været i tvivl om mit valg. Men egentlig skulle jeg ikke have haft en karriere i militæret. Efter studentereksamen ville jeg læse cand. mag. i historie eller læse medicin. Men min far, der var general, rådede mig til aftjene min værnepligt først, så jeg ikke skulle blive en ”gammel” indkaldt. Det gjorde udfaldet. Jeg blev ved med at være soldat.