Helbredt for parkinson ved Guds stemme
Birthe Figh mistede sin førlighed og stemme på grund af parkinson. Men ikke sin hørelse.Når vi møder et menneske, der er rigtig alvorligt syg, går vi gerne i bøn for vedkommende, men alt for tit sker der tilsyneladende ingenting.
Ofte, alt for ofte giver vi på forhånd op, hvis sygdommen er af en meget alvorlig karakter. Derfor er det godt at høre, når Gud griber ind i håbløse tilfælde.
Jeg har mødt et sådant tilfælde. En dejlig smilende dame. Damen hedder Birthe, og jeg har fået lov til at fortælle om, hvordan hun blev helbredt fra den sjældne og meget svære parkison MSA.
Det er jo ellers en sygdom, man ikke sådan lige bliver af med, men hør her, hvad Birthe selv har fortalt.
Birthe har siddet i kørestol i flere år, og på det seneste skete der det forfærdelige, at hun tilmed mistede stemmen, så andre ikke kunne forstå, hvad hun sagde.
Al kommunikation fra hende skete ved, at hun måtte skrive små sedler og bruge talemaskine, men heldigvis kunne hun stadig høre, hvad andre sagde til hende.
Birthe tror på Jesus, og hun kom jævnligt i Folkekirken i sin kørestol, men besøger også sammen med andre kristne nogle venner, der i en lang årrække under private forhold har holdt nogle mandagssamlinger, hvor de læser Guds Ord og beder sammen.
Naturligvis er der således mange, der har bedt for Birthes helbredelse, men der skete ikke rigtig noget, tværtimod blev det som nævnt værre.
Imidlertid sker det en dag, at Birthe sidder hjemme i sin stol og hører ved brevkassens klapren, at der kommer post til hende. Umiddelbart siger det hende ingenting, for hun er jo ude af stand til at hente sin egen post, men så lyder der en stemme i hendes indre: Gå ud og hent posten!
– Det kan jeg jo ikke, tænker Birthe helt logisk, men kort efter lød Guds steme igen: Gå ud og hent posten!
Hvad gør man så i den situation? Se, Birthe var ikke i tvivl om, at det var Guds stemme, og hører vi Gud tale til os, hvad skal vi så gøre? Vi skal naturligvis adlyde, og det var netop, hvad Birthe gjorde.
Det var næsten som den syge ved Betesda dam, der havde været syg i 38 år, men så fik befaling af Jesus om at rejse sig op, rulle sin seng sammen og gå.
Birthe var ligesom denne syge mand lydig og forsøgte at rejse sig, hvilket lykkedes, og stille og roligt gik Birthe ud og hentede sin post.
Ingen mennesker kan rose sig af at være den, der havde bedt for hende eller lagt hænder på hende, så hun blev rask. Det var Guds egen kærlige indgriben i hendes liv, og naturligvis gjorde Gud det færdigt.
Helbredelsen skred frem, så efter en måneds tid fik hun stemmen igen og kunne glædesstrålende telefonere til fjern og nær om Guds vældige indgriben. Nu kunne hun både gå og tale igen.
Om søndagen tog hun som vanligt i Værløse kirke, men til alles forbløffelse kom hun nu ikke i kørestol, men kom gående op ad kirkegulvet.
Jeg har nu selv mødt Birthe og har flere gange været sammen med hende til nogle kirkelige arrangementer. Det var netop på et sådant møde, Birthe selv fortalte om sin helbredelse, og nu smiler hun endnu mere af taknemmelighed til vor kære Herre og Frelser.
Hvilken betydning har denne beretning så? Jo, engang imellem, og måske når vi er mest opgivende, er det klogt at lytte til, hvad Gud siger til os ved Helligånden, og så handle derpå.
Hvis Birthe havde holdt fast på, at hun ikke kunne gå, var hun garanteret ikke blevet helbredt, lige så lidt som den syge ved Betesda dam. Hvis han havde sagt: Jamen, jeg har været syg i 38 år, så mine muskler er så svage, at jeg først må træne dem, så var han aldrig blevet rask.
Så lad denne lille oplevelse, der har været til stor velsignelse for mig, opmuntre enhver syg til at holde fast i tro til Gud, for vi har jo løftet i Bibelen, hvor der i Esajas 53,5 står Ved hans sår blev vi helbredt.
Det, som er umuligt for mennesker, er absolut muligt for Gud.
Af Rolf Grenov
