Fra Berlingske Tidende til missionsselskabet Danmission
Danmission har nu ansat journalist Tove Lind Iversen som redaktør af bladet Ord til Handling. Hun har været journalist på Berlingske Tidende.Tove Lind Iversen skal afløse cand. theol. Anne Slinger, som 1. februar går på pension efter næsten 18 år i Danmission.
Tove Lind Iversen kommer fra en stilling som journalist på Berlingske Tidende, hvor hun har arbejdet på udlandsredaktionen og det daglige magasin.
Inden da var hun på Kristeligt Dagblad, først som medredaktør af tillægget Danmark og Den Tredje Verden, og sidst som udlandsredaktør.
Den 48-årige journalist er nu også ansvarlig for Danmissions pressekontakt. Hun kender humanitære organisationer indefra og har desuden haft en lang række reportagerejser til Afrika, Asien, Mellemøsten og Østeuropa med fokus på nødhjælp, udvikling og mission.