Skriv til Suh
Har du et problem, så skriv til:
Psykolog Suh B. Jacobsen
Nordgårdsvej 109
4030 Tune
eller mail til: Suh@Udfordringen.dk. Ikke alle breve offentliggøres.
Du er velkommen til at være helt anonym, hvis du ønsker det. Hjemmeside: www.suhjacobsen.dk
Kære Suh
For noget tid siden døde min kone. Vi var sammen i mange år, og vi elskede hinanden højt. Jeg har nu mødt en ny kvinde, som jeg har det godt sammen med. Jeg spekulerer på, om det kunne blive min nye livspartner, men hvordan kan man nogensinde igen knytte sig til et andet menneske, når det tidligere forhold er så stærkt i én? Hvor lang tid skal der gå omtrent før det er muligt at involvere sig på ny? Og hvordan får jeg det bedst præsenteret for børnene?
Enkemanden
Kære Enkemand
Jeg kondolerer med dit tab af din kone. At miste en ægtefælle gennem mange år er et omfattende tab, ikke kun i praktisk forstand, men også følelsesmæssigt. Det er ikke uden grund, at man ofte refererer til sin ægtefælle som sin anden halvdel. Når man altså mister en ægtefælle, opleves det ofte som at miste noget af en selv noget af ens identitet og af hele livet.
Det tager tid at finde sig selv oven på en sådan omvæltning, at re-orientere sig praktisk og følelsesmæssigt og evt. blive parat til at dele resten af livet med en ny ægtefælle. Man kan ikke sætte tid på, hvor længe det tager, for det er meget forskelligt fra person til person. Nogle har brug for rigtig lang tid til at bearbejde tabet i, mens andre er hurtigere til at lægge det bag sig. Man kan ikke sige, at det ene er mere rigtigt end det andet, det handler simpelthen om, hvordan man er indrettet som menneske. Generelt ses det, at mænd i sådanne situationer relativt hurtigt finder sammen med en ny kvinde, måske bl.a. fordi mænd har lettere ved at skille tingene ad, således at involveringen i det nye forhold for dem på en eller anden måde holdes følelsesmæssigt adskilt fra det tidligere.
Det er bestemt muligt at knytte sig stærkt og ægte til en ny ægtefælle. Det ses heldigvis rundt omkring. Hvad man skal være opmærksom på er, at det netop er en ny ægtefælle, og at man derfor ikke skal forvente eller bestræbe sig på at knytte sig til denne nye på samme måde som med den tidligere ægtefælle graden af tilknytning kan altså være lige så stærk, mens arten af tilknytningen er forskellig. Når man husker dette, er det måske mindre svært at tillade sig selv at indgå i et nyt forhold, for det betyder, at kærligheden til den mistede ægtefælle ikke behøver at blive erstattet eller lægges bort, men at den lever videre i dig, i dit hjerte, ved siden af en eventuel ny kærlighed til en anden kvinde. Og det er faktisk muligt at elske to mennesker lige højt, blot på forskellig måde, det ved i hvert fald dem, der har flere børn.
Hvordan og hvornår du skal fortælle dine børn det, er der heller ikke nogen absolutte opskrifter på. Jeg tror, det primært handler om, at du selv er fortrolig med situationen og hviler i en vished om, at det er det rigtige, du gør. Du må forberede dig på, at det kan være svært for dem at vænne sig til tanken om, at du har fundet en anden, fordi de selv stadig er i gang med at sørge over tabet af deres mor, eller simpelthen fordi det virker forkert på dem. Husk, at selvom det er nærliggende at opgive et nyt forhold af hensyn til børnenes følelser, så er det stadig dit liv det handler om, og hvis det nye forhold er godt for dig, og du giver børnene noget tid til at fordøje det hele i, så skal det hele nok løse sig med tiden.
Hilsen Suh
Kære Suh
I mange år har jeg levet mit liv for andre. Jeg har været der 100% for min mor, som var psykisk syg, været der for mine yngre søskende og sidenhen for min mand, der havde fysisk handicap, og mine børn selvfølgelig. Nu er min mor død, min mand selvhjulpen og børnene flyttet hjemmefra. Jeg har set frem til at leve mit liv med fokus på mig, men det er svært at finde ud af, hvem jeg er, og hvad jeg egentlig vil. Når jeg prøver, føles det akavet og skræmmende. Jeg troede, det ville blive dejligt at realisere mig selv, men det er det faktisk ikke. Hvordan kan det være, og kan det blive anderledes?
Hilsen T.
Kære T.
Hvis man har undertrykt sine egne behov og i stedet brugt energi og ressourcer på andre i mange år – måske siden man var barn – er evnen til at honorere egne behov simpelthen ikke blevet udviklet. At pleje og varetage egne behov handler om i første omgang at kunne mærke sig selv og dernæst respondere med en hensigtsmæssig handling.
Da undertrykkelse af egne behov ikke kan undgå at medføre frustrerede følelser, følger det, at man lærer at lukke af for følelserne for overhovedet at kunne overleve. Dette kaldes en forsvarsmekanisme og er som sådan en sund ting det er nødvendigt for os at kunne lukke af for vore følelser i visse situationer, så vi for det meste selv kan vælge, hvor og hvornår vi fx tillader os selv at bryde sammen, flippe ud eller kollapse. Men hvis undertrykkelsen af følelserne bliver permanent, mister vi efterhånden adgangen helt til dem og dermed også adgangen til de gode følelser de stammer jo samme sted fra. Man kan derfor støde på mennesker, der i ordets bogstaveligste forstand altid er ligeglade, for de har lært sig at lukke af for alle følelser og føler derfor oprigtigt ingenting.
Når man efter en lang årrække har levet med dette mønster og pludselig skal i gang med at agere på egne behov, er det en mere omfattende proces, der sættes i gang.
Først skal låget på alle følelserne lettes det kan være både tungt og svært arbejde, både fordi man skal bryde vanens magt, og måske er der også en bekymring for, hvad der gemmer sig dernede?! Dernæst skal psyken og hjernen til at lære at arbejde sammen, forstået på den måde, at hjernen skal vænne sig til at reagere og fordybe sig i de følelsesmæssige input, som psyken og kroppen giver den, i stedet for blot at lave intellektuelle overspringshandlinger, negligeringer eller bortforklaringer.
Og når man så er kommet så langt, skal man rent adfærdsmæssigt til at lære at sige til og sige fra, hvilket oftest er svært, hvis man er vant til altid at tilpasse sig andres ønsker og behov. Det kan sågar være svært bare at få tungen og munden til at samarbejde om at sige ordene jeg vil gerne have
eller jeg vil ikke længere
, da disse sætninger aldrig har været i spil før.
Så når du oplever, at det er akavet for dig at sætte fokus på dig så er det helt forståeligt og normalt. Der er dele af dig, som ikke er alderssvarende i forhold til din kronologiske alder (ofte får man en følelse af at være fx 7 år igen, hvilket fortæller noget om, hvor udviklingen gik i stå), og du bliver nødt til at væbne dig med tålmodighed over for dig selv. Ligesom børn skal guides til at udvikle sig, turde prøve noget nyt af, på samme måde har du brug for at øve dig, prøve dig frem og efterhånden få en erfaring af, hvad der er godt for netop dig. Og som man siger øvelse gør mester!
Hilsen Suh
Hotline til Suh
På alle onsdage fra kl. 10-11 kan du ringe til Udfordringens psykolog Suh Jacobsen på 46 96 89 69.
Nogle af spørgsmålene bringes senere i brevkassen.
Du kan fortsat skrive pr. brev eller mail til:
Suh Jacobsen, Nordgårdsvej 109,
4030 Tune, eller mail til:
Suh@Udfordringen.dk
