TEMA: BØN
To-vejs bøn: Sådan kan Gud tale til dig

Gud er ikke fjern, men forsøger at kommunikere med os gennem visioner, drømme, ord og indfald. Helen Lescheid giver nogle eksempler fra sit eget liv.Nu som tidligere taler Gud til os på en meget personlig måde. Han tager bestemte behov i vores liv op og det på en måde, så vi kan forstå budskabet.Gennem visioner
Jeg var ret kejtet som teenager og følte mig ofte ensom. I skolen hørte jeg ikke rigtig til nogen steder og havde ingen venner. Selv derhjemme havde jeg en følelse af ikke rigtig at høre til. Når jeg kom hjem fra skole, var der tit ingen hjemme. Som enke måtte min mor slide hårdt i det for at forsørge os børn.
Da jeg en dag kom hjem, smed jeg bøgerne fra mig på køkkenbordet, styrtede ind på mit værelse og brød grædende sammen. Hvordan skulle jeg udholde endnu en dag i knugende ensomhed?
Pludselig fyldte et nærvær rummet. Jeg satte mig op og kiggede mig omkring, men kunne ikke se nogen. Alligevel var dette nærvær så virkelig, at jeg følte mig omfavnet af den. Pludselig så jeg et ansigt, der strålede, og hvis venlige øjne sagde: ”Vær ikke bange. Jeg elsker dig! Jeg elsker dig sådan, som du er. Jeg har udvalgt og taget dig til mig som et barn i min familie. Jeg vil aldrig lade dig i stikken.”
Da jeg næste morgen slog øjnene op, mærkede jeg, at dette glade nærvær stadig fyldte rummet, som om det havde ventet på, at jeg skulle vågne, så vi sammen kunne begynde på en ny dag.
I tre lange herlige måneder fulgte Jesus mig på denne mærkbare måde.
Men så en skrækkelig morgen vågnede jeg op i et tomt værelse. Det glade nærvær var væk. Først blev jeg forskrækket og spurgte mig selv, hvorfor han havde forladt mig. Men så huskede jeg det, han havde sagt: ”Jeg vil aldrig forlade dig!” Det betød altså: Han var stadig hos mig, men han havde fjernet den vidunderlige følelse af nærvær, for at jeg kunne lære at vandre i troen og ikke være afhængig af mine følelser.

Gennem drømme

Hele livet igennem længtes min mor efter anerkendelse, men min mormor roste hende aldrig. Hun gav aldrig min mor et knus og sagde: ”Jeg elsker dig.” Mormor døde uden blot en enkelt gang at have sagt disse opmuntrende ord til sin ældste datter.
Da jeg besøgte min mor nogle dage efter begravelsen, fortalte hun mig om en natlig drøm, hun havde haft: ”Mormor besøgte mig,” sagde hun. ”Hun stod i døren og tøvede et øjeblik. Så kom hun ind, smilede til mig og gav mig et af disse varme knus, som betyder: Jeg elsker dig. Og jeg kunne se på hende, at hun nu endelig havde fået fred.”

Gennem hans ord

På siderne i min bibel vrimler det med steder, som enten er markeret med gult eller streget under, fordi Gud en dag har talt personligt til mig igennem disse steder. Ofte står der ved siden af verset navnet på den person, som jeg forbinder med verset. Et af disse vers er Esajas 7,4 og 9.
På det tidspunkt, hvor jeg blev ledt hen på det vers, stod det virkelig dårligt til i min familie. ”Bekymrer Gud sig overhovedet om, hvordan vi har det?” spurgte jeg mig selv. Han syntes at være døv til trods for mine indtrængende bønner.
”Hvad nytter det at bede,” tænkte jeg rasende, ”det fører jo kun til skuffelser.”
Da ringede telefonen. En kvinde sagde: ”Jeg har netop siddet og læst i Bibelen og føler, jeg er nødt til at læse to vers for dig. Må jeg?”
Efter at jeg havde sagt ja, begyndte hun at læse. ”Tag dig i agt, og hold dig i ro! Frygt ikke! Tab ikke modet… Dette siger Gud Herren: …Holder I ikke fast ved mig, holder jeg ikke fast ved jer!”
Jeg takkede og lagde på. Gud havde benyttet en megafon! Klarere havde han ikke kunnet udtrykke sig. Intuitivt forstod jeg, at hvis jeg mistede min tro på Guds godhed, mistede jeg fundamentet for hele mit liv. For så ville jeg slet ikke mere kunne være til.

Gennem indfald

En anden episode stammer fra dengang, det blev klart for mig, at min mand aldrig igen ville vende hjem fra sit ophold på en psykiatrisk klinik. Jeg besluttede at sælge vores hus og købe et lille rækkehus. Men da ejendomsmægleren viste mig forskellige ejerboliger, blev jeg usikker. Hvordan skulle jeg nu finde det rigtige? ”Gud, jeg be’r dig, giv mig en særlig indskydelse, når det rigtige hus dukker op,” bad jeg. En dag viste ejendomsmægleren mig et hus, som netop var kommet til salg. Da jeg trådte ind i huset, mærkede jeg straks en varm følelse, som gennemrislede mig. ”Det skal være det her!” Jeg købte huset, og da jeg senere gik det nærmere igennem, kunne jeg konstatere, at det havde alt, hvad jeg havde ønsket og lidt mere til.

Det er muligt

Nu som før taler Gud til os gennem visioner og drømme, gennem Bibelen og indre indtryk, ligesom han også taler til os gennem andre mennesker.
Men hvordan kan vi være sikre på, at vi hører Guds stemme?
Og hvad kan vi gøre for at blive bedre til at forstå ham?

Du kan:

1. Studere Bibelen, så vi lærer hans karakter at kende og genkender hans ord.
2. Være stille og lytte. Gud taler ofte gennem dagligdags situationer.
3. Bede bevidst: ”Tal til mig, Herre, dit barn hører.”

Helen Lescheid er forfatter og foredragsholder. Artiklen bringes med tilladelse fra kvindebladet Lydia.