TEMA: BØN
Brug også tungetale som bønnesprog

Midt i 1990’erne fik jeg mit første møde med det karismatiske frikirkemiljø.

Martin Nøjgaard er præst i Sjølundkirken i Næstved.
Artiklen har tidligere været bragt i bladet Domino.

Opvokset, som jeg var, med en skeptisk holdning til karismatiske ytringer som tungetale, profeti og helbredelse, gav dette møde mig mange spørgsmål til Helligåndens virke – og særligt til tungetalen.
Fra den første pinsedag har denne åndelige gave vakt særlig opsigt, især for udenforstående. Således også for mig i mødet med bøn i tunger, som i sagens natur forekom noget uforståelig! Tungetalens uforståelighed gør den til en skrøbelig og sårbar åndelig gave i vores tid. Overdreven brug og åndelige vildskud i nogle miljøer fører til frygt og forsigtighed over for Åndens gaver hos andre. Rationel modvilje imod karismatiske udtryk henviser nogle steder den kristne tro til et rent intellektuelt rum, hvor fornuft og kritisk analyse hindrer folk i at bevæge sig ind på åndelighedens område. Misbrug og knæfald for rationalismen bliver da begge hindringer for tungetalen og andre af Åndens gaver.

Mødet med søgende danskere har sat en sund refleksion i gang i det danske frikirkemiljø. Her er sket meget siden midt i 1990’erne. Gudstjenesterne gøres relevante, sproget forståeligt og kirkens miljø inkluderende over for dem, som træder over dørtrinnet for første gang. Også tungetalens placering i det moderne karismatiske frikirkemiljø er en refleksion værd.
Ellers glider denne åndelige gave let hen i glemsel og marginalisering, mens vi på positiv vis inspireres af andre kirketraditioner til en større mangfoldighed i bønslivet og bestræber os på at forkynde gode og forståelige nyheder. Denne ”genopdagelse” af tungetalen tror jeg må komme på det, som Lewi Pethrus, pinsebevægelsens pioner i Norden, kaldte mystikkens inderste område.

– Hvad nu, hvis det bare er mig selv, der taler, var én af mine indledende indvendinger imod tungetalen.
– Naturligvis er det dig selv, der taler. Søg Gud, og vær åben for at sætte ord på i bønnen. Det var den åndelige vejledning, jeg fik, og stille og udramatisk talte jeg da ord, jeg ikke selv forstod. En tungetale er ikke bare noget højt og ukontrollabelt, der pludselig går i gang hos et menneske.
Min ”mageløse” opdagelse blev, at tungetalen først og fremmest er en gave til berigelse i det skjulte bønsliv. Altså: Ikke en ytring til åndelig styrkeopvisning på gudstjenester, men et åndeligt sprog til hjælp i bønslivet, når ordene kommer til kort. Et personligt bønnesprog, hvor fornuften får lov at slappe af, mens Helligånden trækker os ind i en fortrolig samtale med Gud i bønnen.

Al bøn begynder med ord – og de første ord kan være endog meget svære at få over læberne. Sproget hører til det mest personlige hos et menneske. Det er gennem ordene, at vi lærer at udtrykke os og relatere til omverdenen. Sproget er også afgørende for at opbygge en relation til Gud i bønnen. Men når ordene og fornuften indimellem kommer til kort, åbner der sig to veje frem i bønslivet: Stilheden og tungetalen. I virkeligheden er stilhed og tungetale måske slet ikke hinandens modsætninger, som man ellers umiddelbart gør dem til. De er derimod begge udtryk for hjertets bøn til Gud, når vi bevæger os på den kristne spiritualitets inderste område.

Tungetalen er her i én forstand ”mystisk” – min ånd beder med ord, som kun Gud kender – ligesom stilheden også er ”mystisk” – jeg beder uden ord overhovedet og erfarer fortrolig enhed med Gud.
Som bønnesprog hjælper tungetalen os til at overvinde tidens kritiske distance og give os hen til Gud. Bønnens styrke ligger ikke i de mange eller rette ord, men i at blive ét med Gud i ånden. Troen flyttes fra hovedet ned i hjertet, og Gud bliver mere virkelig for os.