Familien er det bedste sted for selvrealisering
Som mennesker er vi skabt i Guds billede til fællesskab. I familien udvikles vi og modnes, og der er gode betingelser for selvrealisering. For selvrealisering handler ikke kun om at søge egne interesser.Står den personlige udvikling og familielivet i grundlæggende konflikt, eller har Gud skabt os til at udvikles i fællesskab?
Mange steder hører man om, at det enkelte menneske må gå på kompromis og give afkald på egne interesser, for at familien som helhed kan fungere. Der tales bl.a. om familie/arbejdslivs-balance som et eksempel på modsætningsforholdet mellem det enkelte menneskes interesser og familiens behov.
Dette syn på mennesker og deres måde at fungere på i en familie er formentlig præget af det store fokus på individualitet og uafhængighed, som præger de nordiske velfærdsstater.
Også den humanistiske psykologi har styrket dette menneskesyn, bl.a. ved at indføre begrebet selvrealisering. Selvrealisering viser, ifølge den humanistiske psykologi, at et menneske nu har fået dækket alle sine behov og er ved at udvikle sig til sit fulde potentiale.
Mange ser i dag på det at dyrke en hobby, indgå i frivilligt arbejde eller at stræbe efter en karriere, som selvrealisering, fordi det viser et overskud i hverdagen.
Men er det også sådan, Gud ser mennesket, og hvad får mennesker egentlig ud af at se sig selv på denne måde?
Mange steder tages det i dag for givet, at mennesker ønsker at udvikle sig. Fx ses efteruddannelse nu oftest som et gode eller en mulighed, og mere sjældent som noget man er påtvunget for at kunne få eller beholde et bestemt arbejde.
Jeg tror, det er rigtigt, at mennesker ofte søger at udvikle sig, men det at udvikle og realisere sig selv er ikke noget, man gør ved at søge sine egne interesser, som det ellers så ofte fremstilles.
Det er, efter min mening, en vigtig pointe i alle menneskelige relationer – og nok allermest i familien. Familien bliver nemlig ofte set som noget, der hæmmer den enkeltes muligheder for udvikling og selvrealisering.
Men hvordan udvikler mennesker sig så? Det står faktisk beskrevet ganske kort og præcist i Bibelen i Ordsp. 27,17: Jern slibes til med jern, det ene menneske sliber det andet til.
Helt fra starten af skabte Gud mennesket i sit billede. Gud sagde: Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! (1. Mos 1,26)
Her er to ting, jeg vil fremhæve. For det første: Gud talte, dvs. der var formentlig nogen at tale til. Det var Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd, der kommunikerede med hinanden.
For det andet: Gud omtalte sig selv som os, dvs. i flertal. Mennesket blev altså skabt til at ligne en Gud, der indeholder et fællesskab.
Da Gud skabte kvinden, var det også med den begrundelse, at det ikke var godt for mennesket at være alene (1. Mos 2,18). Mennesket er skabt til fællesskab, eller som de fleste psykologiske teorier ville formulere det: mennesket er grundlæggende socialt. Det betyder også, at mennesket udvikler sig i fællesskabet med andre mennesker.
Mennesket udvikler sig i fællesskab
Når man mange steder i samfundet taler om en modsætning eller grundlæggende konflikt mellem det enkelte menneske og familien, så glemmer man altså, at mennesket har brug for et fællesskab for at kunne udvikle sig.
Og når den enkelte oplever at måtte gå på kompromis med sine egne interesser for at opretholde familien, så er det ofte, fordi mennesker er blevet overbevist om, at de må ud og realisere sig selv for at blive lykkelige.
Men det er sjældent her, lykken findes. For det at udvikle sig, realisere sig selv eller finde sig selv, som det også kaldes, handler ikke om at dykke ind i sit dybe indre og finde frem til sit sande jeg, eller gøre det man føler er rigtigt og bedst for en selv.
Det handler om at turde møde andre, kunne sætte sig selv i deres sted og se verden ud fra deres synsvinkel. For det er i det øjeblik, at man lærer sig selv at kende og udvikler sig til et mere helt menneske. Som der stod i Ordsp. 27,17: Jern slibes til med jern, det ene menneske sliber det andet til.
Det sker netop i familien eller i venskabet, når det ikke er så ligetil. Når der opstår konflikter, er man nødt til at sætte sig i den andens sted og forsøge at se situationen fra hans eller hendes synsvinkel.
Man er nødt til at tro på, at den andens oplevelse er lige så rigtig og vigtig at få frem som ens egen. Selvfølgelig kan det være nødvendigt at gå på kompromis med sine egne interesser i konkrete situationer, men hvis den overordnede interesse er at lære sig selv at kende og udvikle sig, så er fællesskabet i familien eller venskabet faktisk det mest oplagte sted at gøre det.
At blive opmærksom på det løser nok ikke alle problemer, hverken for familierne rundt omkring eller for dig eller mig, som læser. Men måske kan det være en hjælp til at forstå mere af, hvordan Jesus levede, og begynde at se mulighederne i stedet for begrænsningerne, når vi vælger at møde ægtefælle, børn, venner, kollegaer eller fremmede på gaden, som han ville have gjort det.
Af psykologistuderende Anette
Leegaard Larsen
