Skriv til Suh

Har du et problem, så skriv til:
Psykolog Suh B. Jacobsen
Nordgårdsvej 109
4030 Tune
eller mail til: Suh@Udfordringen.dk. Ikke alle breve offentliggøres. Du er velkommen til at være helt anonym, hvis du ønsker det. Hjemmeside: www.suhjacobsen.dk

Manglende lyst kan skyldes mange ting

Kære Suh
Jeg er en kvinde midt i trediverne, har været gift med min mand i 10 år, elsker ham højt. Vi har tre børn sammen, arbejder begge. Vi har altid haft et godt sex-liv, men her det sidste halve års tid har jeg haft mindre og mindre lyst. Jeg synes ikke, vores forhold har ændret sig, og vi har det godt sammen. Så jeg forstår det ikke rigtigt og er ked af, at det er sådan. Min mand presser mig aldrig, det virker faktisk også som om, at han heller ikke har så meget lyst i øjeblikket. Jeg håber, du kan hjælpe mig/os med et par gode råd.
K.

Kære K
Manglende lyst til sex kan skyldes rigtig mange forskellige ting. Stress på arbejde eller følelsesmæssigt i form af bekymringer, vrede eller sorg, for lidt eller dårlig søvn, dårlig kost, lavt selvværd er bare nogle af de ting, der kan spille ind. Så prøv at kigge lidt på din hverdag – er din ugeplan for stram – for fyldt op? Hvad er ressourceforbruget i løbet af en uge (husk de ”små” ting som ofte glemmes, fx huslige gøremål, indkøb, lektier med ungerne m.m.) – vær konkret! Er der noget på dit arbejde, der gør, at du har mindre overskud i dit privatliv? Er der noget særligt, du spekulerer over på det personlige område? På denne måde får du et indblik i, om du generelt har for lidt overskud til dejlige ting som netop sex og samliv! Hvis det er tilfældet, så sæt dig ned og lav en brainstorm over, hvordan din uge hellere skulle se ud – på arbejdet og på hjemmefronten – for at du kan få mere energi og overskud. Brug denne som inspiration til at få revideret hverdagen – ikke ændret den fuldstændig.
Du bliver også nødt til at se på jeres parforhold. Selvom I heldigvis oplever at have det dejligt sammen, kan jeres åbenbart gensidige manglende lyst til sex skyldes en manglende følelsesmæssig intimitet i jeres parforhold. Sex er jo ikke en isoleret ting som blot ”bør” være i et parforhold – det skulle gerne være noget, der naturligt følger af en nærhed og samhørighed mand og kvinde imellem. Måske I i virkeligheden trænger til at dele nogle andre ting og tanker med hinanden, end I plejer? Eller måske din mand er stresset og har for lidt overskud til hjemmelivet – og du derfor har en oplevelse af, at han ikke er så interesseret i dig i øjeblikket? Oplevelsen af at være overset og ikke-vigtig er som regel den allerførste og største årsag til kvindens manglende interesse i sex. Afvisningen kan sagtens foregå venligt (og slet ikke være ondt ment), men den kan såre alligevel. Prøv at tænke over, om der er noget, du ønsker fra din mand – som kunne være katalyserende for din lyst til sex med ham.
I det hele taget bør I nok se at få en snak om det hele, så du kan få afklaret, om han faktisk har det ligesom du – og så han bliver opmærksom på, hvordan du har det! Få et samarbejde i gang omkring det – for sexlivet er en fantastisk og dyrebar gave fra Gud som gerne skulle være til velsignelse og fornøjelse.
Hilsen Suh

13-årig søn blev truet med tæsk

Kære Suh
Jeg henvender mig, fordi min søn på 13 år forleden havde den meget ubehagelige oplevelse at blive truet med tæsk, hvis han ikke afleverede de penge, han havde på sig. Han vil ikke sige, hvem det var, men min mand og jeg har på fornemmelsen, hvem det kunne være. Vi er meget nervøse for, hvordan dette kan udvikle sig og ved ikke, hvordan vi bedst griber sagen an. Skal vi melde det til politiet – også selvom han ikke selv vil? Eller snakke med hans lærer (vi tror, det er nogen fra skolen)?
Hilsen Bekymrede
forældre

Kære Bekymrede forældre
Det er forståeligt, at I er bekymrede og vigtigt, at I tager det skete så alvorligt, som I gør.
I får nok ikke så meget ud af at gå til politiet, hvis jeres søn ikke ønsker at medvirke/vidne. Politiet kan i så fald ikke rigtig bruge jeres henvendelse til noget, udover at tage det til efterretning.
Til gengæld ville jeg mene, at det er en god idé at kontakte hans lærer og få snakket om tingene – men tænk lidt over, hvordan I gør det i praksis, så jeres søn ikke føler sig forrådt. Sig eventuelt, at I som forældre vurderer, at det er det mest rigtige at gøre, for at forebygge, at det ikke sker igen, men at I respekterer hans ønske om ikke at fortælle, hvem der gjorde det, og at han kan være med til at bestemme rammerne (hvor I skal mødes, om han selv vil deltage, om læreren må nævne hans navn, hvis der skal snakkes mere osv.). På den måde tager I det overordnede ansvar for, hvordan sagen gribes an, mens jeres søn stadig bliver hørt. Det er nemlig vigtigt, at jeres søn ikke oplever, at det har ”givet bagslag” for ham at betro sig til jer, men samtidig vil det givetvis også give ham en tryghed at vide, at I som forældre greb ind og tog det ansvar på jer – passede på ham. Prøv også gerne at få jeres søn til at fortælle så meget som muligt om hændelsen: hvor skete det, hvad var hans rolle, hvad blev der præcis sagt/gjort, er der andre, der har oplevet det samme, hvem foruden jer kan han snakke med om det osv. Jo flere informationer I får fra ham, jo større sandsynlighed er der for, at I kan hjælpe ham på den rette måde, og han får samtidig en lejlighed til at få bearbejdet selve hændelsen. Giv ham evt. også lidt mere ”tryghed” det første stykke tid, indtil hændelsen kommer lidt på afstand.
Hilsen Suh

Brug for hjælp

Hej Suh
Jeg skriver til dig, fordi jeg har brug for noget psykologhjælp. Jeg vil høre, om du kan hjælpe mig med at finde en?
Jeg har fået en henvisning til en psykolog fra min læge.
Jeg vil gerne, hvis det kan blive en mand, som er kristen og bor i københavner-området. Jeg håber, at du kan hjælpe mig. På forhånd tak. Jeg vil gerne være anonym.
N.N.

Kære N.N.
Prøv at gå ind på Selskab for Kristne Psykologers hjemmeside www.kreativwebben.dk/wb3/index.php – der kan du finde en liste over medlemmer af selskabet, som tilbyder terapi.
Om du kan bruge din henvisning hos nogle af dem, kommer an på, om de har overenskomst med sygesikringen – her må du spørge dig frem, eller måske kan din læge hjælpe dig med en oversigt over psykologer med ydernummer i dit område. Det er også muligt, at du kan finde en oversigt på nettet. Husk, at du i forhold til din henvisning skal henvende dig inden en vis periode hos en psykolog med ydernummer for at ”aktivere” den, men at du derefter altid kan skifte til en anden psykolog, der også har ydernummer. De tildelte timer fra sygesikringen bliver ikke forældede (som reglerne er nu), du skal i så fald bare have en kopi af den oprindelige henvisning med dig.
Hilsen Suh


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Hotline til Suh
På alle onsdage fra kl. 10-11 kan du ringe til Udfordringens psykolog Suh Jacobsen på 46 96 89 69.
Nogle af spørgsmålene bringes senere i brevkassen.
Du kan fortsat skrive pr. brev eller mail til:
Suh Jacobsen, Nordgårdsvej 109,
4030 Tune, eller mail til:
Suh@Udfordringen.dk