Agape åbner ny telefonlinje

Foreningen Agape vil hjælpe folk i dilemma mellem tro og psykisk sygdom.En ny telefonlinje henvender sig til mennesker med behov for én at tale med omkring tro og psykisk sygdom.”PsykTro linjen” startede den 1. marts på initiativ af en gruppe frivillige i Foreningen Agape, Silkeborg.
Et hold på 30 personer har stillet sig til rådighed, og de er alle fagligt kompetente. De har nemlig baggrund som fx sygeplejersker og præster og har selv erfaring med de problemer, der kan opstå i spændingsfeltet mellem kristendom, tro og psyke.
En af initiativtagerne er distriktssygeplejerske, Grethe Munk Laursen:
– Det er altid svært at blive ramt af sygdom, men det er i særdeleshed svært at blive ramt af psykisk sygdom, siger hun.
– En psykisk sygdom går ind på vores personlighed, på vores måde at være menneske på. Mange troende spørger: ”Hvor er Gud henne i det her?” Og det gør det ikke nemmere, at der er så mange fordomme om det, siger hun.
PsykTro er åben hver aften mellem kl. 19 og 22 og henvender sig også til pårørende, der ønsker at dele tanker og overvejelser med en udenforstående.
Foreningen Agape er en folkekirkelig organisation med syv ansatte og i alt 70 frivillige. Agape har navn efter det græske ord for kærlighed. Foreningen vil hjælpe mennesker, som oplever livet problematisk.
/sl