Vi vil bygge bro
– Vi vil bygge bro, sagde præst John Lorenzen i søndags, da Saralystkirken ved Århus indviede deres nye, moderne kirkebygning.
Det var med hejst flag og højt humør, at Saralystkirken i Højbjerg i Århus i søndags holdt indvielsesgudstjeneste for deres nye kirkebygning.
To dukker havde også et indslag til børnene om, hvordan kirken lignede et helt slot, og at det var Gud, som var slottets (kirkens) konge.
– Jesus var fyldt med glæde, børnene elskede ham og var trygge hos ham. Børn er ikke trygge hos folk, der er gnavne, pointerede kirkens nye præst John Lorenzen:
– Det kan godt være, at kirker er kedelige, men Jesus er ikke kedelig.
– Vi vil gerne fortsætte med at bygge en bro til den tid vi lever i, og fortælle, at det ikke er kedeligt at følge Jesus. Og at det ikke skal være kedeligt at komme i kirke, sagde John Lorenzen i sin tale i den nye, moderne bygning foran knap 250 mennesker.
– Vi vil bygge bro med kærlighed. Det handler ikke bare om viljestyrke. Viljestyrke uden kærlighed tjener ikke noget formål, andet end at vi prædiker for os selv, sagde John Lorenzen.
– I Gamle Testamente, da Salomon indviede templet, holdt de fest i syv dage, og det har vi også tænkt os at gøre, forklarede John Lorenzen.
Der har derfor været program hele ugen i kirken med tryllekunster og mimeforestilling, koncert med Lis og Per og foredrag af folkekirkepræsten Martin Herbst, der i 20 år var med i Moon-bevægelsen.
Torsdag er der gospelkoncert med gospelkoret Living Gospel, mens Dorte Michelsen afslutter festugen med en koncert om søndagen.
Men selvom det skal fejres med en stribe af festlige aktiviteter, handler det at være kirke ikke om en bunkevis af aktiviteter, men om at være lidt mere som Jesus, pointerede John Lorenzen i sin tale.
Saralystkirken er en sammenslutning af Saronkirken fra Missionsforbundet og Højbjerg Frikirke fra Guds Menighed. Sidstnævnte var del af kirkenetværket Gottes Kirche i Tyskland. Derfor var der også mange gæster fra Tyskland, bl.a. en 103-årig mand.
Selvom de to kirker blev slået sammen for fire år siden, er det først nu, at de har fået deres egen bygning. Den ligger på en 12.000 kvadratmeter stor grund. Her vil kirken bygge en legeplads, en fodboldbane og en svæveline, som menigheden håber vil blive brugt af børnene i området.