Mission & Nødhjælp
Kan man bidrage til sin landsby, selvom man har et handicap?

Jahros mor tager fat i Jahros hovede, ryster det let og siger bedrøvet til medarbejderne fra Mission Øst, der er på besøg: ”Se, der er ingenting indeni.”

Jahro og andre som hende er blandt dem, den danske hjælpeorganisation Mission Øst inddrager i sin nyeste indsats i Nepals afsidesliggende bjerge.

Jahro er 30 år. Hun bor i en landsby i Nepals barske bjerge, hvor befolkningen kæmper mod fattigdom, sult og en omverden, der synes at have glemt alt om den.
For ti år siden gik Jahro ud for at hente vand. Ganske som hun plejede. Det var en kold vinterdag i bjergene, og de stejle stier krævede endnu mere årvågenhed end normalt. Pludselig gled hun. Jahro faldt til jorden og mistede bevidstheden, og i 20 minutter lå hun alene i kulden, indtil hendes mand fandt hende og bar hende hjem. I tre døgn var hun bevidstløs. Da hun slog øjnene op for første gang efter faldet, havde hun mistet evnen til at bevæge hele venstre side af sin krop, og med ét tabte hendes liv sin værdi i familiens og resten af landsbyens øjne. For hvordan tackler man et menneske med handicap, når man samtidig skal kæmpe mod ekstrem underernæring og en skræmmende høj børnedødelighed?
Jahro og andre som hende er blandt dem, den danske hjælpeorganisation Mission Øst inddrager i sin nyeste indsats i Nepals afsidesliggende bjerge. For selvom hendes krop ikke fungerer optimalt, er hendes hovede ikke tomt.

Det er kun to-et-halvt år siden, at Mission Øst tog de første spadestik til brønde, latriner, mark-vandingssystemer med mere i bjergene nær Himalaya. FN havde netop erklæret området for at være i en akut nødsituation, og sammen med en lokal partnerorganisation har op mod 30.000 bjergboere fået hjælp til et liv med blandt andet rent vand og et bedre udbytte på markerne.
Men under de regelmæssige kontrolbesøg i landsbyerne gav indbyggerne udtryk for en ny bekymring: Naturkatastrofer udgør en større og større trussel mod deres få og skrøbelige værdier, sætter den livsnødvendige hjælp udefra på spil og truer deres liv.
Kæmpemæssige jordskred er langt fra et særsyn i bjergene, og ifølge FN har geologer for nyligt advaret om et fremtidigt jordskælv inden for Nepals grænser, kraftigere end det, der ramte Haiti i januar.
Sideløbende med vand- og sanitetsprojekter, landbrugsaktiviteter med mere, er Mission Øst begyndt at forberede landsbyerne bedst muligt på det uundgåelige fra naturens side. Det er her, Jahro og andre med handicap får en chance for at vise, at de også har noget at bidrage med.

For ti år siden, da det gik op for Jahros mand, at der var noget galt med hendes fysiske tilstand efter ulykken, slog det klik for ham. Han begyndte at slå hende. Jahro fortæller, at hun blev slået hver dag. Hun blev mere og mere deprimeret. Hendes mand forlod hende, giftede sig med en kvinde fra en anden landsby og tog deres søn, der var to år, da ulykken skete, med sig. I dag ser Jahro sin søn cirka en gang om måneden. Men hun må se ham i smug. Hun ved, at hendes dreng vil få tæsk, hvis faren finder ud af det.
Jahro har aldrig fået nogen som helst form for fysioterapi eller lægehjælp. Den nærmeste sundhedspost ligger som regel flere dages vandring over adskillige bjergtoppe, og for Jahro, der ikke engang selv kan tage tøj på, er den rejse en umulighed.
Jahros forældre og hendes bror tager sig af hende.
”De gør det, fordi de føler sig forpligtede,” fremstammer hun.
Folk i landsbyen holder sig med vilje væk fra hendes hus, og Jahro er alene hjemme hele dagen, mens familien forsøger at holde sulten fra døren ude i marken. Hun føler sig ubrugelig.
Men besøget fra Mission Øst og partnere er nok til at gøre hende glad for en stund. Og at inddrage folk som hende i katastrofearbejdet skal give mennesker med handicap en følelse af, at de også har noget at give.

I øjeblikket arbejder grupper i adskillige landsbyer på at forberede sig på den næste katastrofe. Denne gang vil de være beredt. De får undervisning og hjælp til at tegne landkort over, hvor farerne kommer fra, hvordan de og deres familier bedst evakueres, og hvor der eventuelt er brug for at blive bygget beskyttelsesvolde mod oversvømmelser og jordskred.
Grupperne er blevet gjort opmærksomme på de særlige behov, folk med handicap har, og flere har herefter frivilligt valgt at inkludere for eksempel blinde i redningsarbejdet.
En undersøgelse foretaget af Mission Øst og de lokale partnerorganisationer viser, hvor lidt viden, der findes om handicap i bjergene. 35 procent af befolkningen tror, at for eksempel døve eller folk med hjerneskade har samme chance for at undslippe et jordskred eller et jordskælv som folk uden handicap. 51 procent vidste slet ikke, hvad de skulle svare på spørgsmålet.
”Sandheden er, at folk med handicap er de første, der bliver ladt tilbage, og de første, der mister livet under en naturkatastrofe. Og hvem forstår bedre end en blind, hvordan en blind har brug for at blive guidet?” siger Mission Østs generalsekretær Kim Hartzner, der netop har besøgt bjergområderne.
”At inkludere folk med handicap giver ikke kun dém en følelse af værdi. Det sender et signal til resten af landsbyen om, at alle har noget at bidrage med. Og hvad er større end at redde liv blandt andre mennesker? Forhåbentlig kan det være med til, at landsbyen ikke længere går i en stor bue om Jahros hus, men i stedet får lyst til at banke på hendes dør,” slutter Kim Hartzner med optimisme.
Af Tania Maria Lüders Rusbjerg