Da der blev pinse på ny på Timor

Mel Tari var for fyrre år siden i Danmark for at fortælle om den nye pinse, som de kristne på Øst-Timor oplevede i 1965. Han skrev bogen ”Vinden blæser, hvorhen den vil”. Mel Tari bor i dag i Californien og fortæller her om, hvordan vi alle kan opleve pinse igen.Mel Tari er født og opvokset på øen Timor. Han var 18 år, da vækkelsen brød ud i 1965, og var blandt de kristne, som rejste rundt til landsbyerne på øen for at forkynde evangeliet.

– Mens vi sov for at være udhvilede til næste dag, gik engle rundt i landsbyerne og ”annoncerede” vores ankomst, fortæller Mel Tari.

– Jeg glemmer aldrig den aften, da det brød løs. Det var den 26. september 1965, fortæller Mel Tari i bogen ”Vinden blæser, hvorhen den vil ”.
– Vi var samlede hen ved en 200 stykker til bedegudstjeneste i kirken; og det var mens vi bad, at der pludselig hændte noget helt usædvanligt. Helligånden kom over os, præcis som det er skildret i Apostlenes Gerninger kapitel 2.
– Mens jeg sad der ved siden af min søster, hørte jeg en brusen som af en begyndende orkan inde i kirken. Jeg så mig omkring, men kunne ikke få øje på noget særligt. Og så pludselig begyndte brandalarmen at kime på livet løs udenfor, fortsætter Mel Tari.
– Politistationen lå lige over for kirken, og der hang den store klokke, som blev brugt ved brandalarm.
Den vagthavende betjent så, at kirken stod i flammer og kimede for at kalde folk sammen til slukning.
– Da de kom til kirken, så de alle flammerne, men der var ikke ild i kirken. Der var ikke nogen naturlig ild; det de så, var selveste Guds pinseluer.
– Mange af dem blev så grebne af synet, at de tog imod Jesus som deres frelser og blev døbt med Helligånden, fortæller Mel Tari.
– Som presbyterianere var vi ikke fortrolige med udtryk som ”åndsdåb” eller ”at fyldes med Ånden”. Det var noget helt nyt for os. Men Herren forklarede os, at dette var noget, vi havde brug for i vort liv, for vi kunne ikke leve af, at det havde været pinse for 2000 år siden. Vi måtte erfare det selv.

I bogen ”Vinden blæser, hvorhen den vil” fortæller Mel Tari om de mirakler, der fulgte med vækkelsen. Han oplevede selv at kunne gå på vandet, vække døde til live – og drikke dødbringende gift, uden at det skadede ham…!
Mel Taris bog er blevet oversat til 40 sprog og solgt i millioner af eksemplarer verden over. Men hvad med Mel Tari? Hvor er han blevet af?

Mel Tari lever i bedste velgående. Han er nu 63 år, bor i Dana Point i Californien, hvor han har oprettet Mel Tari Ministries – World Missions International.
Han er en efterspurgt evangelist. Rejser rundt i hele verden og forkynder evangeliet. Uanset hvilket land Mel Tari rejser til for at prædike, får han altid stillet spørgsmålet:
”Hvad skal der til, for at vi kan få samme vækkelse, som den du oplevede i Indonesien, hvor tegn og undere fulgte med?”

– Én af betingelserne for vækkelse er, at man vender om til Guds ord i al dets enfoldighed og barnlighed, siger han.
– Vi moderne mennesker må lære at tage ordet lige så bogstaveligt, som små børn vil gøre, fortæller Mel Tari.
– I Indonesien tager vi sædvanligvis Bibelens ord, som de står. Kun når vi tager dem på denne enkle, barnlige og bogstavelige måde, er Gud i stand til at gøre sine undere iblandt os.
– Jeg takker Gud for, at han, dengang vækkelsen begyndte, hjalp os til at læse Bibelen som små børn. Det kristne liv er enkelt og ligetil. Havde det været svært og indviklet, havde vi aldrig i Indonesien hittet ud af at blive kristne.
– I årevis har vore kirker gjort Bibelen så falskt åndelig, at vi har glemt, at Gud ønsker, at vi skal leve efter hans ord i den praktiske hverdag. Hvis vi lader Bibelen vejlede os i dagligdagen, så bliver den for alvor Guds ord for os og til os.

En vækkelse med tegn og undere som på pinsedag brød ud på Øst-Timor i 1965. Vækkelsen var med til at forhindre et nøje planlagt kommunistisk kup i Indonesien. Det fortælles der om i Mel Taris bog fra dengang.

– Mange kalder Bibelen Den gamle sorte bog og tror, at de ting, den beretter om, kun er noget, der skete i oldtiden, og derfor ikke angår os.
Men Bibelen kommer os langt mere ved end morgenavisen. Avisen fortæller om forbrydelser, krige, jordskælv og oprør. Men Bibelen fortæller os, hvad der er Guds vilje.
Den beretter om hans kærlighed til os, hvad vi skal gøre, og hvad vi ikke skal gøre for at få et godt liv.
Når vi ganske enkelt tror på Guds ord, som det lyder, vil vi opleve, at hans magt griber ind i vort liv og vort samfund, som den gjorde det på Bibelens tid.

En helt ny ting, som Mel Tari fortæller om i dag på You Tube, og som ikke er med i hans bog ”Vinden blæser hvorhen den vil”, er en beretning om, hvordan Guds engle under vækkelsen banede vejen for de kristne.
– Hver dag gik vi flere hundrede kilometer gennem junglen. Når det blev aften, var vi udmattede og havde brug for at hvile os og komme til kræfter igen. Vores hovedopgave var hver dag at nå ud til så mange mennesker som muligt med evangeliet.
– Det mærkelige var, at når vi nåede frem til landsbyerne, var kirkerne altid propfyldte med mennesker. Hvor vidste folk fra, at vi kom? Dengang var der hverken tv, radio eller aviser, der kunne annoncere vores ankomst.
– Det viste sig, at Gud havde sendt sine engle i forvejen for at bane vejen for os. Englene gik rundt i landsbyerne og sang. Sangene handlede om, at der ville ske noget spændende i kirken den næste dag. Derfor mødte folk op med store forventninger. Ingen anede noget om, at det var engle, der havde ”annonceret” vores ankomst og banet vejen for os. Mens vi lå og sov.

– Gud gør kun mirakler, når der for alvor er brug for det. Og når miraklerne sker, er der altid et bestemt formål med dem, fortæller Mel Tari.
– De mirakler, som jeg og mange andre kristne oplevede under vækkelsen i Indonesien i 1965, havde et vigtigt formål. De skete for at gøre vores vej farbar. Alle de forhindringer, der opstod under vores vej ud til landsbyerne, forsvandt på grund af Guds mirakler.
– En dag skulle vi ud til en landsby, der lå meget afsondret. Vi nåede frem til en flod. Den var cirka 300 meter bred, og der førte ingen bro over. Det havde lige været regntid, og floden var over 10 meter dyb. De fleste af os blev forskrækkede og skræmte, over hvor dyb floden var, og hvor stærk strømmen var. Ingen som var ved sine fulde fem, ville drømme om at forsøge at komme over.
”Herre, hvad gør vi nu?” spurgte vi.
”Over floden med jer”, svarede Herren. En efter en gik vi ud i floden og nåede alle over i god behold. Vandet vi gik i, nåede os kun til lidt under knæet. Efter at vi var kommet over floden, fortsatte vi vores vandring ud til den landsby, som Jesus havde planlagt, vi skulle nå frem til den dag.

– Én af ejendommelighederne ved vækkelsen i Indonesien var, at Herren altid, inden vi startede, gav os nøjagtig besked om, hvad vi skulle foretage os. Vi noterede hans anvisninger på et stykke papir og fulgte dem nøjagtigt. Vi adlød hvert et ord.
– Det er på høje tid, at vi alle lærer at adlyde Gud. Hvis vi gør det, vil vi have store sejre i vort livs kampe.
– Ét af de vigtigste budskaber til kristne i dag er, at vi må ud af kirken. Vi må adlyde Gud, når han siger: ”Gå ud i verden og forkynd evangeliet til alle folkeslag!”
– Vi er ikke kaldede til at gå i kirke og derpå sove resten af ugen. Vi må ud af kirken og lade det blive en hjertesag for os at vinde andre for Kristus.