Caritas: Det er for sølle
Den katolske hjælpeorganisation Caritas Danmark vender sig kraftigt mod regeringens og Dansk Folkepartis besparelser på ulandsområdet.– Solidariteten går fløjten, når regeringen med sine besparelser sender regningen for finanssektorens grådighed og overforbrugets årti videre til de fattigste i Afrika. Nok har vi krise, men som et af verdens rigeste lande burde Danmark om noget land selv i krisetider fastholde niveauet i ulandsbistanden.
Det siger generalsekretær Jann Sjursen fra ulandsorganisationen Caritas og fortsætter:
– Det er ganske enkelt for sølle. Regningen for de økonomiske problemer i Danmark skal betales i Danmark og ikke af de fattigste i verden, slutter Sjursen.