Salmer til moderne mennesker
Der er med denne udgivelse næsten tale om et alkunstværk med dens forening af digte-, billed og tonekunst – og alene derved er udgivelsen lidt ud over det sædvanlige.Iben Krogsdal har gennem en årrække skrevet 35 salmer, der nu er samlet sammen med fem digte i en bog, som hun selv har illustreret, og som viser, at hun ikke ikke kun forstår at udtrykke sig verbalt, men også i former og farver. Elleve forskellige komponister har skrevet melodier til salmerne; noderne til disse er trykt i bogen, og på den medfølgende cd kan man høre et par vers af hver eneste salme i en ret enkel indspilning.
Salmedigteren kan lege med ordene – og med kendte salmetitler: Aleneste Gud i Himmerig inspirerer til Aleneste mig i det hele og Her mens alt er stille til Her mens alt forandres stille. Og i titelsalmen, når der står: Vi som har udsigt til bare os selv / og bygger et liv i kontrol og på held / Gud, / mød os i al selvtilstrækkelighed / og vis os at livet er større.
Hun skriver ganske meget om afmagt, forfald og død, men hele tiden skinner håbet igennem: Nu sender kærligheden sit mirakel / og hvisker stille ved en afdøds kind / lad bare himlen blåne / og natten få sin måne / når mørket falder, kalder Gud os ind! (i Nu sætter kærligheden sig ved sorgen).
Iben Krogsdal har skrevet en samling salmer til dem, der i dag er søgende og ønsker at finde – eller blive fundet af – Gud. Det er salmer, der fortjener at blive brugt – og sunget ved særlige lejligheder.
Iben Krogsdal (f. 1967) er uddannet billedkunstner fra Det Jydske Kunstakademi og har en ph.d. i religionsvidenskab fra Århus Universitet. Hun er en efterspurgt fortæller og foredragsholder og har udgivet flere bøger, og hun, der er mor til fire, debuterer senere i år som børnebogsforfatter (foto fra bogen).
Niels Jørgen Vase
Iben Krogsdal: Vi som er søgende
Bog (112 sider) og cd (39 min.) 249 kr. Unitas