Tema om Aglow
Aglow i bevægelse

”Ministry on The Move” er overskriften på en brochure, jeg netop har modtaget. Det er Aglows nye ansigt, et ansigt med både kvinder og mænd. På mit skrivebord er der også en brochure, der hedder ‘The Generations Project’, der viser, at vi rækker ud til kvinder og mænd i hele verden – også til dem, der er under 35 år.

Inger Porsen er landsformand for Aglow Danmark.

Vi ønsker at se børn, teenagere og unge komme i brand for Jesus og derved være med til at forandre nationerne.
Hvordan er vi kommet hertil, hvor vi er i dag? Ja, for mig begyndte det med, at Gud i 1985 sagde til mig, at jeg skulle samle kvinder i Kolding til et Aglow-arbejde.
I 1986 havde vi det første møde, hvor 75 kvinder mødtes på hotel Tre Roser. Dengang havde jeg ingen anelse om, hvordan det ville ændre retningen af mit liv.
Gennem de forskellige møder og taler oplevede jeg Guds omsorg for hver eneste kvinde. Jeg så, hvordan han genoprettede og helbredte, hvordan han gav mål og mening med den enkeltes liv, og hvordan tjenester er udsprunget herfra.

I bevægelse…
Aglow har altid været en tjeneste, der har været i bevægelse. Det begyndte med fire kvinder i Seattle i 1967, og nu er vi spredt over 172 nationer.

Omkring 1980 kom visionen for genoprettelse mellem kvinder og mænd: At vi skal blive det, som Gud tænkte fra begyndelsen – iflg. 1. Mos. 1-3.

I 1990’erne kom kaldet til at bede for muslimske kvinder. Gennem undervisning og vidnesbyrd gav det os megen indsigt i islam – i forhold til kristendom.
I år 2.000 modtog vi kaldet til at stå Israel bi. Der har siden været mange rejser til Israel med det formål at få kendskab til landet og folket og derved bedre forstå Guds tanker og planer for Israel og endetiden.
Vi har flere gange fået kaldet til at være, hvad dronning Esther var for det jødiske folk – senest i oktober 2009 på den internationale konference i Louisville: ”Kaldet til en tid som denne!”

Bekræftelse

Vejen, vi er gået med disse kald, har bekræftet, at det var Gud, der talte til os. Det er Gud, der har villet disse mandater.
Hvert mandat er en del af det ultimative kald for os.
Det tror vi også, det stadig er, når Gud igen har kaldet os til at indtage den position, som han altid har tiltænkt manden og kvinden: herredømme over jorden. Dette kald knytter sløjfe til det første mandat: Genoprettelsen af mand og kvinde.

Også for mænd

For fem år siden opstod den første Aglow for Mænd-gruppe – endda her i Danmark!
Der havde igennem mange år været mænd, der ønskede at slutte sig til Aglow, men indtil da havde man ment, at arbejdet udelukkende skulle være for kvinder.
Omkring 2004 oplevede man imidlertid, at det var Gud, der ville Aglow for Mænd. Nu findes der mandegrupper i 21 nationer.
Gud har igennem det alt sammen arbejdet på at forberede os på Jesu andet komme – som en brud, der gør sig klar til at møde sin brudgom. Det er Jesus, vi har valgt at følge.
Må vi som Aglow i Danmark til stadighed være villige til at favne det kald og den udfordring, han til enhver tid giver os.
Af Inger Porsen,
leder af Aglow Danmark