Aktive ældre blev godt gift

Alder ingen hindring. Andrea og Godtfred blev gift, 80 og 87 år gamle.Andrea Vesterager og Godtfred Slot Jensen kan man godt tillade sig at kalde ældre. Andrea er nemlig lige fyldt 80, og Godtfred er godt på vej mod de 88.

Alder ingen hindring: Andrea Vesterager på 80 og Godtfred Sloth Jensen på 87 er netop blevet gift.

Men det har ikke hindret de to kirkelige ildsjæle i at slå kludene sammen – vel at mærke på den ordentlige måde. Den 8. maj blev Andrea og Godtfred gift. Det skete på borgmesterkontoret i Vejen kommune med senere velsignelse af Moses Hansen i Pottemagerens Hus i Holsted.

Romantisk bryllup

Det kunne næppe blive mere romantisk, da Andrea og Godtfred sagde ja til hinanden. Et partytelt i haven var propfuldt af familie og venner, og det blev mødesalen også senere, da der var inviteret til bryllupsmiddag, dessert og kaffe med kage.
Hele familien var samlet, og børn og børnebørn glædede sig sammen over, at der nu var ”gået ild” i de to gamle igen.
Andrea blev enke for 13 år siden, da hendes elskede mand Gunnar pludselig døde ved et hjertestop. Godtfred blev enkemand for seks år siden, da hans kære hustru Ditte gik bort.
Siden har de to levet alene i hhv. Agerskov og Rødding, men dog på hver deres måde bidraget til egnens kirkeliv.

Skakmester og spillemand

Godtfred er kendt i hele Sønderjylland – ikke kun for at være skakmester i flere omgange – men mest fordi han ynder pludseligt at troppe op med sang og violinspil på markedspladser og i kirker og forsamlingshuse.
Andrea laver kaffe og arrangerer ældre-eftermiddage i Kristus Kirken i Rødding, som hun og hendes mand Gunnar var med til at starte for ca. 15 år siden. Ingen kan komme ind i kirken uden at få et ordentligt knus af andre.
Andrea og Godtfred bor nu begge i Rødding, hvor de sætter kulør på gudstjenesterne. Godtfred har violinen med og spiller til sangene – og kan da også selv spontant give et solo-nummer.

Turtelduer

På bryllupsdagen var det også Godtfred, der sørgede for musikken. Her havde han på forhånd indspillet en serie kassettebånd, dels med taler og dels med underholdningsmusik til middagen.
Helt sikkert er det: Et kedeligt ægteskab bliver det ikke med de to ”ældre”. Godtfred kalder da også sig selv og Andrea for ”de to turtelduer”.