Cimber åbner direkte flyforbindelse til Israel

Efter ni magre år, hvorunder flypassagerer mellem Israel og Norden måtte standse op i timevis ved mellemlanding i en europæisk lufthavn, er der nu kommet den for mange glædelige meddelelse, at der påny bliver direkte flyforbindelse mellem København og Tel Aviv.Det er det danske flyselskab Cimber Sterling, der indleder ruten, og den starter allerede den 1. november fra København kl. 9.05 med ankomst til Tel Aviv kl. 14.25, altså en flyvetid på lidt over fem timer.

Den tidligere direkteflyvning standsede i oktober 2001, da såvel El Al som SAS med en måneds mellemrum indstillede deres rute af økonomiske grunde. Det var terroristangrebene mod mål i USA, der var udslaggivende for indstillingen af den 50 år gamle rute.

En talsmand for de israelske luftfartsmyndigheder sagde dengang til Deres korrespondent:

– Der har været en 70 procents nedgang på den skandinaviske turisme til Israel siden infifadaens (opstandens) begyndelse. El Al og SAS ville måske have fortsat ruten, hvis det bare havde været som følge af intifadaen og havde sikkert også fortsat flyvninger til Israel, hvis der bare var problemer efter terrorangrebet på USA. Men kombinationen af Yasser Arafat og Osama bin Laden blev for meget på een gang. Det blev katastrofalt.

I de mellemliggende ni år har der været en brat opgang for skandinavisk turisme på Israel og for nordiske forretningsfolk, der har stigende business i landet.

Hverken SAS eller El Al har imidlertid indset, at tiden er inde til at genåbne ruten med direkteflyvning. Det har imidlertid Cimber Sterling, der vil operere ruten som en helårsrute, med tre ugentlige flyvninger – mandag, onsdag og fredag.

Hvorfor netop nu?

På spørgsmålet om. hvorfor Cimber Sterling er sprunget til netop nu, siger flyselskabets kommunikationschef, Signe Thorup, at ruten har været på tegnebrættet et stykke tid, men at det af kapacitetsmæssige årsager ikke har været mulig at åbne ruten tidligere.

Hun siger, at kunderne vil være turister og forretningsfolk, som vil spare megen tid ved ikke længere at behøve et flyskifte et eller andet sted i Europa, som f. eks. Wien, Zuerich, Frankfurt, Amsterdam, London, Istanbul eller Frankfurt.

Videre siger Signe Thorup:

– Cimber Sterling har 54 europæiske destinationer, og den spændende destinatiion Tel Aviv henvender sig til forretningsfolk og privatrejsende i hele Skandinavien. Tel Aviv er flyselskabets første ikke-europæiske destination, og fokus for den nye rute er det skandinaviske marked.

Flytypen der vil blive indsat på den nye rute er Boeing 737-700, der har 147 sæder. Der vil være gunstig forbindelse mellem en række byer i Norden og København ved fly-afgang og -ankomst, og det vil blive muligt at lave gennemgangspriser til hele Skandinavien. Tidstabellen er tilrettet, så der er minimum af ventetid i København for videregående trafik.

Prisen for en en-vejs billet starter med 898 danske kroner, men for at få en billet til en så lav pris, skal man bestille i god tid i forvejen. Serveringen ombord under den fem timer lange flyrejse omfatter mad og drikkevarer, der skal købes, ligesom der vil være toldfrit salg.

På spørgsmålet om flyselskabets undersøgelse af markedet og behovet inden lanceringen af den nye rute siger kommunikationschef Thorup:

– Vi har adgang til diverse markedsdata, der giver mulighed for at analysere de aktuelle trafikstrømme på en given destination. På baggrund af de analyser har vi vurderet, at markedet kan bære direkte flyvning fra København.

Himmerland som baggrund

Luftfartsselskabet Cimber Sterling har over 850 medarbejdere, kontorer i fem danske lufthavne og en flyflåde bestående af 27 store og små fly. Det gennemfører over 1000 flyvninger om ugen og befordrer 2.4 millioner privat- og forretningsrejsende årligt.

Flyselskabet blev oprettet i 2008, da Cimber opkøbte dele af det konkursramte Sterling Airways, som i sin blev oprettet af den såkaldte rejsepræst, afd. pastor Eilif Krogager.
Bag ordet Cimber gemmer sig den nordjyske landsdel Himmerland, stedet hvorfra vikinger – cimbrere – drog på færd gennem Europa.

Cimbers stifter er afd. Ingolf Nielsen, som oprettede selskabet i Aalborg (Himmerland). Hans tre børn er alle beskæftiget i virksomheden: Hans Ingolf Nielsen er kaptajn, Lone Koch er manager for “inflight service” og Jørgen Nielsen er tidl. administrerende direktør og nu kaptajn og ansvarlig for forretningsudvikling.

Nu er et nyt kapitel begyndt i trafiken mellem Norden og Israel. Ifølge Signe Thorup har der allerede været godt med bestillinger til den nye rute.

Læst tidligere Israels-artikler her.