Folkekirken sender fattige på ferie

Folkekirkens Feriehjælp sender 240 børnefamilier i sommerhus.- Nogle af familierne har ikke salt til et æg. Derfor er det så fantastisk at kunne tilbyde dem en uges ferie i sommerhus.
Det siger Marianne Høegh til Folkekirken.dk. Hun er ansvarlig for at kontakte fattige familier på vegne af Folkekirkens Feriehjælp.
På blot fire år er antallet af børnefamilier, der kommer på sommerferie med Folkekirkens Feriehjælp, vokset fra 24 til 240.
Uden økonomisk hjælp ville familierne ikke have råd til at rejse væk i en uge. Det er alene familiernes indkomst, der afgør, om de kan komme med på ferie. Indkomsten skal svare til kontanthjælp. Det er altså familier, der typisk ikke har meget økonomisk råderum i hverdagen, som får lov til at opleve en uge i luksus og nyde samværet med de andre ferie-familier.
– Familierne får transport, udflugter og ophold betalt. Og derudover får de 75 kroner pr. person til mad og drikke om dagen, fortæller Marianne Høegh, der til daglig er sognemedhjælper ved Hyltebjerg Kirke i Vanløse.
Familierne bestemmer selv, om de vil deltage i de aktiviteter, medarbejderne arrangerer, eller om de hellere vil nyde tiden alene sammen som familie.