Kongen så Kristus

”Fromhed styrker rigerne” var Christian IVs valgsprog – men selv levede han ikke så fromt. Men så fik han et syn af den lidende Kristus.
I Udfordringens serie om seværdigheder ud over det sædvanlige og med åndeligt indhold fortæller vi her bl.a. om kongens bedeværelse på pragtslottet i Hillerød. En sjælden smuk og spændende attraktion, som er værd at køre langt efter. Kong Christian den Fjerde var blevet salvet til at være Guds stedfortræder her på jorden. Han havde pligt til at forsvare landet med sit blod – og samtidig forsvare evangeliet i form af den lutherske tro.

Frederiksborg slot. I 1622 blev det pragtfulde Neptunspringvand opstillet midt i gården. Det var udført af den berømte billedhugger Adrian de Vries, der arbejdede for den tyske kejser i Prag.
fotos: Henriette Bjarne Hansen

Frederiksborg slot var Christian den Fjerdes foretrukne opholdssted. Han holdt så meget af slottet, at han gav det kælenavnet ”Frede”.
Slottet var i 1600-tallet landets største seværdighed. Aldrig havde man set noget så smukt og storladent.
Alle sandstens-figurerne, der var sat op for at udsmykke slottet udvendig, var malet i flotte farver. Maskerne og de spiralformede volutter samt sandstensbåndene på de røde murstensvægge var belagt med ægte guld. Når solen skinnede, strålede slottet som en stor smuk diamant.

Oppe i slottets andet stokværk – oppe i de kongelige gemakker – lå kongens lejlighed. En tre-værelses suite, som bestod af et repræsentationsværelse, også kaldet sommerstuen, et læseværelse og et soveværelse. I forlængelse af kongens lejlighed lå kongens bederum. Et meget personligt rum, hvortil kun kongen havde en nøgle. Han kunne, hvis han havde lyst, liste ind om natten og læse i sin bibel eller nå en tidlig morgenbøn, før han red ud på jagt.
Det var nu ikke fordi, kongen var dybt religiøs. Han levede ikke, hvad vi forstår ved et helligt liv. Han var en bulderbasse, drak meget, og hver nat skulle der helst ligge en kvinde i hans seng.

Christian den Fjerde var opdraget i den evangelisk-lutherske tro. Da han blev kronet til konge i 1596 inde i Vor Frue Kirke i København, havde Sjællands biskop Peder Winstrup salvet kongen på højre arm og mellem skuldrene. Salvningen betød, at kongen var guddommeligt indviet i sit embede. Han var nu Guds stedfortræder her på jorden og havde pligt til at forsvare landet med sit blod – og samtidig forsvare evangeliet, dvs. den lutherske tro. Kongen tog forpligtelsen for pålydende. Uden at tænke på sit eget liv kastede han sig ud i krigene og var altid fremme i front. Han var i livsfare både under Kalmarkrigen, Kejserkrigen og ved Kolberger Heide i 1644, hvor han mistede synet på sit højre øje.

Jesus opvækker Lazarus fra de døde – et motiv, som kong Christian den Fjerde ofte har betragtet i sit bederum på Frederiksborg Slot, hvor væggene er tapetseret med bibelske motiver fra Det Nye Testamente.

Det var først og fremmest det danske folk, kongen skulle værne og beskytte. Men der var også en anden side, som kongen ustandselig værnede om, og det var hans ’reputation’ – hans ry. Han brugte mange kræfter på at udsende signaler til omverdenen om, at han var i besiddelse af stor rigdom og magt. Én ting, der stod øverst på hans ønskeseddel, var at blive hyldet og tilbedt for sin uforglemmelige indsats og sejr ude i felten.
Der var bare det ved det, at kongen ikke var nogen ørn til at føre krig. I nogle situationer kunne han være realistisk og vidtskuende, men med sin rethaveriskhed og tendens til at fokusere på ligegyldige detaljer kunne han forplumre enhver forhandling. Steffen Heiberg skriver i sin biografi om Christian den Fjerde, at når kongens lange regeringstid endte med store nederlag, skyldtes det en politisk udvikling, som ingen havde mulighed for at kontrollere. Men med sin stædighed, sin utålmodighed og mangel på fleksibilitet var kongen skyld i, at ulykkerne, som regnede ned over vort lille land, blev til katastrofer.

Christian den Fjerdes alt-eller-intet-politik havde i efteråret 1625 bragt ham i en uholdbar politisk og militær situation.
Under et ophold på slottet Rothenburg sker der det, at kongen under sin morgenbøn får et syn. Han ser den tornekronede Kristus stå foran sig. Synet gjorde et så stort indtryk på kongen, at han fik udført en malet fremstilling af det. Maleriet kan i dag ses på Rosenborg Slot.
Kunsthistorikeren Hugo Johannsen har fremstillet synet som et visionært udtryk for Christian 4’s forpligtelser som kristen konge: han måtte som Kristus være beredt til at påtage sig lidelsen og forhånelsen for sin tro og sit folks skyld.

I forlængelse af kongens lejlighed lå kongens bederum. Et meget personligt rum, hvortil kun kongen havde en nøgle. Væggene er tapetseret med scener fra bibelhistorien.

Når man træder ind over tærskelen til slotskirken, får man helt åndenød over den usædvanlig smukke og kostbare udsmykning. For enden af den repos, som man går på inde i kirken, ligger kongens bedekammer. Væggene er tapetseret med billeder hentet fra Det Nye Testamente.
Sidste gang kongen anvender bederummet, er nytårsdag 1648. Da skrifter han for sidste gang.
Ulykkerne, som havde regnet ned over ham i mange år, havde nedbrudt hans ’konstitution’ – hans jernhelbred.
At han overhovedet havde haft kræfter til at kæmpe sig igennem de mange lidelser og den modgang, der vedblivende havde regnet ned over ham år efter år, var utroligt. Men det hang sammen med hans guds-tro og hans opfattelse af sig selv som Guds stedfortræder på jorden. Lige som Kristus havde påtaget sig lidelsen for menneskets skyld, havde han ofret sig for sine lande og riger. Han havde sat både formue og helbred over styr for at redde fædrelandet. Kongen følte nu, at han havde gjort sin pligt og var fuld af fortrøstning til ”at den samme herre og Gud, som mig straffet haver, han skal mig på andre måder gøre glad”. Men den forventning om en hinsidig oprejsning døde kongen.