Tema om Aglow
Sådan begyndte Aglow i Danmark

(Læsetid: 4 minutter)

Tove Mommer var en fraskilt kvinde på 51, netop hjemvendt fra Australien, da hun følte Guds kald til at starte Aglow-møder op i sit hjemland. Kaldet kom i form af en stor byrde for Danmark…Tove Mommer blev den kvinde, som Gud brugte til at starte Aglow i Danmark i 1980. Forud gik en række af begivenheder med mange medvirkende.

Tove Mommer var leder af Aglow i Danmark i over 20 år.

Tove Mommer fortalte i 1990 til Aglow Bladet nr. 25:
– Igennem Kæsaræa-kredsen, som var en tvær­kirkelig bedekreds i København, hørte jeg først om Women’s Aglow Fellowship, som det hed dengang. Herigennem mødte jeg to kvinder fra Aglow i Amerika, som sagde, at dette arbejde for kvinderne var Guds gave for den tid, vi levede i.
Jeg oplevede hos dem en begejstring og en sand kærlighed til Guds ord og en berøring af Guds Ånd.
I 1978 havde jeg en ret speciel oplevelse, hvor jeg sammen med en veninde lyttede til et musikstykke ud fra skriftstedet fra 2. Krønikebog 7,14: ”Hvis mit folk, som mit navn nævnes over, ydmyger sig, beder og søger mit åsyn og vender om fra deres onde veje, så vil jeg høre det i Himmelen og tilgive deres synd og læge deres land.”
Jeg begyndte at græde; jeg rystede, hulkede og sukkede fra dybet af min sjæl. Det var som en stor byrde og sorg blev lagt ind over mig. Min veninde troede, jeg var blevet syg, men jeg forsikrede hende om, at det var jeg ikke, men vi forstod det ikke.
Først langt senere forstod jeg, hvad det var, der skete, da Gud svarede: ”Jeg lagde min nød for Danmark i dit hjerte.”
I 1979 besøgte jeg Aglows hovedkvarter i Seattle og var imponeret over dette arbejde, der var så fyldt med Guds kærlighed. Jeg blev opmuntret til at komme til en International aglowkonference i Texas senere i 1979, og det lykkedes at komme med.
Der var ca. 2.000 kvinder fra mange lande, og jeg var den eneste fra Danmark. Det gjorde et stort indtryk, lige fra jeg trådte ind på hotel Hilton og oplevede den glæde og forventning, der lå i luften. Lovsangen var af en dimension, jeg aldrig havde oplevet før, og undervisningen varieret og dybt engageret.
Under denne konference oplevede jeg, at Gud talte til mig og sagde som det første:
”Jeg ønsker, du skal starte Aglow i Danmark!”
Og som det andet: ” Jeg er med dig. Jeg vil ikke slippe dig og ikke forlade dig!”

Amerikanske Barbara var Toves trofaste medhjælper.

En amerikansk aglow-kvinde ved navn Barbara, som netop var flyttet til København med sin mand, blev min forbeder og hjælper i processen, og også René og Ruth Hartzner, gode venner fra Kæsaræa-kredsen, opmuntrede mig meget.
I England havde jeg min første oplevelse af et almindeligt Aglow-møde, og kort efter blev jeg ringet op af Bernice Smith fra Seattle. Hun sagde: ”Tove, kunne du tænke dig, at vi kommer og hjælper dig med at starte Aglow?” Stilhed … en dyb indånding… ”Ja, det kan jeg godt tænke mig.”
Nu havde jeg bekræftet det ja, jeg havde givet i Texas, da Gud kaldte på mig. Nu skulle det virkelig ske… om kun 6 uger – lørdag den 29. november 1980 på Hotel Scandinavia i København.
Igen stod Barbara mig bi i al planlægningen.
Der kom 54 kvinder (og 2 mænd), og kvinderne blev ved at komme, og vi voksede.
Færøerne fulgte snart efter, vi fik et aglow-blad og lavede retræter og konferencer.

Aglow er givet til kvinderne. Gud gav det til os i 1967. Det er hans vision, og vi skal holde fast i den og lade os forny.
Til slut vil jeg sige til alle kvinder, også ud fra mit eget liv, som en opmuntring: Gud ser ikke på, hvor længe du har kendt ham, eller hvor ung eller gammel du er. Han ser på, hvor dit hjerte er. Gud vælger os, og det er op til os at sige ja.

Ledte Aglow i 20 år

Tove Mommer var leder af Aglow i Danmark i over 20 år. Hun voksede op som barn på Nørrebro i den samme ejendom, som hun boede i, efter at hun vendte hjem med sine 3 børn fra Australien, hvor de havde boet en årrække.
Da Gud kaldte hende, var hun 51 år, fraskilt og havde kun været en kristen i få år.
Hun levede og åndede for Aglow, til hun døde 76 år gammel efter kort tids alvorlig sygdom.
Aglow er Gud taknemmelig for Tove, som blev den kvinde, der bragte Aglow til Danmark. Hun blev i sandhed Aglow’s ”Grand Old Lady”!

Læs også