Kunst Tema
Elin Quist ser opad
Håbet om Jesu genkomst præger den kristne kunstners malerier.- Jeg fik et syn af Jesu genkomst til jorden for en del år siden, da jeg havde opgivet at leve. Det er nok derfor at mine malerier handler meget om det, siger Elin Quist.Billedet til højre er et eksempel på denne forventning.
– Jeg vil gerne på den måde være med til at fortælle, at det er den vidunderlige ende, eller nye begyndelse, på vores historie. Det ender godt, og alle er indbudt til at være med i alt det vidunderlige nye, som Gud vil skabe, og det sammen med Gud selv, siger hun.
Hun henviser bl.a. til kapitel 25 vers 6-9 i Esajas bog, som handler om det, der skal ske:
Her på Zions bjerg i Jerusalem holder Herren fest for alverdens folk… Og han borttager sløret, som tilslører alle folkeslag… det dødens ligklæde, som har dækket jorden. Han vil tilintetgøre Døden for evigt! Gud Herren vil tørre tårerne bort af hver en kind og gøre ende på sit folks skam på hele jorden. Det er Herrens ord, og Han vil udføre det til punkt og prikke. På den dag skal man udbryde : Se her er vores Gud, på hvem vi tror, – den Frelser og Herre, vi ventede på med længsel! Nu er Han midt iblandt os! Åh, hvilken vidunderlig dag!
Elin henviser også til Hebræerbrevet kap. 2 vers 13 b-15, som bl.a. handler om, at Jesus skal afvæbne Djævelen, som var herre over døden, og gøre ham magtesløs. Og kun derved kunne Han befri de mennesker, som af frygt for døden har levet hele deres liv i trældom.
Elin forklarer maleriet:
– Når Jesus kommer tilbage til jorden som kongernes konge, Guds Søn, tiltræder han magten i Himlen og på Jorden og i hele universet. Gud gav sin Søn al magten i Himlen og på Jorden.
Hans løn, Guds børn, er med Ham, sammen med englene.
Hjerterne omkring Jesus, er et symbol på det fuldkomne kærlighedsrige. Mennesker bøjer sig for Ham og fugle lovpriser Ham, deres elskede Skaber og Gud. For alt er skabt ved Jesus Kristus og til Ham. Fuglene har hver en blomst i næbbet til Jesus, for at vise deres kærlighed, taknemmelighed og hengivenhed.
Døden/Djævelen/Satan må slippe jorden, som han desværre fik magten over. Guds brændende ild fortærer ham, så det onde ikke findes mere. Og heller ikke vold og sygdom og død, for vi skal leve evigt med vores Skaber og Far, som i Paradiset; før Satan gjorde oprør og forførte os væk fra Gud vores Far, slutter Elin.
Henri.