Pionerpris til kristen hjælpearbejder
Mariager Højskoles pionerpris gik i år til Torben Madsen, daglig leder af International Aid Services.Prisen er på 10.000 kr., indsamlet i årets løb blandt ansatte og elever på Mariager Højskole. Den gives til en person, som har udført et bemærkelsesværdigt pionerarbejde, har turdet springe ud på dybt vand og har udført en banebrydende indsats, som kan være et eksempel for andre.
Det har Torben Madsen, 50, frikirkepræst og missionær, nu daglig leder af Pinsekirkernes paraplyorganisation for hjælpearbejde: International Aid Services.
Prisen blev overrakt på Pinsekirkernes SommerCamp i Mariager.
– Jeg er rigtig glad for prisen, siger Torben Madsen til Udfordringen og tilføjer: Ikke fordi jeg skal have ære, men fordi det er endnu en mulighed for at sætte mission og hjælpearbejde på dagsordenen.
Det er sjette år i træk, at Mariager Højskole uddeler Pionerprisen. Tidligere er prisen gået til Ruben og Inger Høyer fra Viborg Internationale Pinsekirke, Linda Wilson fra Eurolife Church, Ove Petersen fra Løgstør Frikirke, Andreas Mathew fra eventfirmaet Dawn og Mette Moesgård Jensen fra Holstebro Pinsekirke.