Fra kuffertbærer til hoteldirektør
Peter Bech leder Hotel Hebron i København i Missionhotellernes ånd.Det er Hebrons skyld, at jeg arbejder i hotelbranchen!Det siger Peter Bech, og henviser til Hotel Hebron midt i København, hvor han har været direktør i tre år. Men hans karriere går meget længere tilbage. I år kan Peter Bech holde 25 års jubilæum som direktør. Og hotelbranchen har han følt sig hjemme i, lige siden han begyndte som kuffertbærer på samme Hotel Hebron umiddelbart efter, at han havde aftjent sin værnepligt.
Forinden havde han fuldført en shippinguddannelse hos Maersk. Men han havnede i hotelbranchen. Og det er kufferterne i Hebrons skyld.
Inden han blev hotellets direktør, havde han bl.a. været direktør i Dansk Folkeferie.
– Her sad jeg og kiggede på min dåbsattest og tænkte, hvad nu? Hvis jeg igen skal prøve kræfter med hotelbranchen, skal det være nu. Så sad jeg på et sommerstævne i Kolding og bladrede i ugeavisen Udfordringen. Her stod på side 2, at Hotel Hebron søgte en direktør. Tre måneder senere sad jeg her, smiler Peter Bech.
Og det er utvivlsomt en engageret ildsjæl, hotellet har fået. Hotellet, der har 110 år på bagen som gammelt missionshotel, har udvidet med 7 moderne mødelokaler for 6 mio. kr. Og de fleste af de hotellets 100 værelser har fået en gennemgribende renovering. Hotellet lever i dag op til moderne standard og komfort og mere til, fortæller Peter Bech:
– Vi får feedback fra vore kunder, at det er betjeningen, der har betydet noget for dem. I gamle dage kaldte man det service. I dag hedder det oplevelser. Folk vil gerne køre langt for at få en positiv oplevelse. Og det giver vi dem på Hotel Hebron.
– Andre hoteller kan måske reklamere med to hovedpuder på værelset eller minibarer. For os er det det menneskelige ansigt, der betyder noget.
I hotellets restaurant peger en inskription også på andre værdier. Vælt din vej på Herren, stol på Ham, så griber Han ind står der på en loftsbjælke midt i rummet.
Hotel Hebron ejes af Indre Mission i Danmark og missionens økonomiudvalg er hotellets bestyrelse. Der var en gang, hvor man kunne finde et missionshotel i alle større byer, men i dag er der kun et i København og stort set kun Stella Maris i Svendborg tilbage.
Ideen med missionshoteller var at missionsfolk på rejse skulle kunne overnatte og spise til rimelige priser. Her fik man et godt værelse og et solidt måltid. Men mange flere benyttede missionshotellerne. For her var man sikret ordentlige forhold til rimelige priser.
Og sådan er det også i dag på Best Western Hotel Hebron. Hotellet er i gennemsnit 80 pct. belagt, selv om der i København skal sælges 17.000 overnatninger dagligt. Kunderne på Hebron er både direktører og hr. og fru Jensen.
– Vi er et holdningshotel også selv om vi ikke spiller kristen musik i højttalerne, forklarer Peter Bech. Den kristne holdning kommer frem ved, at vi er ærlige og holder, hvad vi lover. Vi behandler vore 23 medarbejdere ordentligt og er derfor en eftertragtet arbejdsplads i København.
Peter Bech er også selv ovenud tilfreds med at lede Hotel Hebron:
– Det er et ønskejob, siger han.