Deltager: Metalfestival er mere end høj musik

Headbanging, gudstjeneste og fællesskab – der er plads til det hele på kristen metalfestival.Op mod 400 mennesker fra hele verden samledes for nylig i centrum af Oslo om de to ting, de havde til fælles: Deres interesse for metalmusik og deres tro på Jesus. Rammen for mødet var Nordic Fest 2010 – en kristen metalfestival, der både har troen og metalmusikken som omdrejningspunkter.
En af deltagerne på metalfestivallen var Jacob Hauge (33) fra Århus. Hans interesse for metalmusik er særligt opstået hen over det sidste år, så dette års metalfestival var hans første.
Han drog hjem med langt mere end blot en midlertidig nedsat hørelse:
– Hele weekenden med alle dens oplevelser var en bonus. Det er svært at fremhæve noget bestemt som ’det bedste’ – det var både de store og små ting. Men koncerterne var rigtig gode, og jeg blev positivt overrasket, siger Jacob Hauge.

200 mennesker i sovesal

Som kristen festival handler det nemlig ikke kun om musikken. Selvom festivalsweekenden kunne præsentere store navne fra den kristne metalscene som trækplaster, så udgjorde koncerterne kun aftenprogrammet. I dagtimerne kunne festivalsdeltagerne i stedet vælge at udforske Oslo – eller blive for at deltage i formiddagens lovsang eller lytte til eftermiddagens prædiken eller undervisning fx om bøn.
For Jacob Hauge står undervisningen og de personlige samtaler med en norsk ”metalpastor” (en hyrde for metalbands) da også som et af festivallens største højdepunkter.
Gennem dagene var der også tid til hyggesnak. Og også nætterne bød på socialt samvær: Her fungerede grotten ’Holy Riders Cave’ som sovesal for et par hundrede af de trætte festivaldeltagere.
– Men efter en aften med høj musik druknede andre menneskers snorken i den konstante susen for ørerne. Så snorken var ikke noget problem, forsikrer Jacob Hauge.

Afsted som cellegruppe

Jacob Hauge er kristen og begejstret for metalmusikken.

Fællesskab var på mange måder en vigtig del af oplevelsen. I hvert fald for Jacob Hauge og hans rejsekammerater. Tre af de fire passagerer i bilen, der fredag kørte fra Århus og søndag vendte hjem, mødes til hverdag i samme cellegruppe. De valgte i år at tage på festival sammen.
– Vi har en cellegruppe, der har Jesus i centrum og metalmusik som hobby, forklarer Jacob Hauge.
– Det betyder, at vi også lytter til kristen musik, når vi mødes for at snakke og spise sammen. Det er noget, vi har til fælles.

Musikken skaber kontakt

Samtidig er interessen for metalmusikken også et kontaktpunkt med ikke-kristne mennesker. Derfor kunne Jacob og de øvrige i cellegruppen også tage en ikke-kristen ven med til festival i Norge.
– Metalmiljøet skal ikke være en erstatning for kirken. Men det kan fungere som en forlænget arm. Vi kan vise mennesker, at man godt kan være kristen og samtidig høre lidt voldsom musik, og på en eller anden måde få mulighed for at være lys i det mørke.

Kristne er forskellige

Jacob Hauge er godt klar over, at metalmusik og kristentro for nogle virker uforenelige. Og selvom han aldrig personligt har mødt fordømmelse, så ved han, at det sker. Men det er der en løsning på:
– Det gælder i alle livets forhold, også i kristenlivet, at vi måske godt kunne være bedre til at snakke med hinanden om forskellene. Vi er ofte bedre til at holde os til det, vi kender, i stedet for at åbne os for nye mennesker eller nye subkulturer, mener Jacob Hauge.
– Vi kunne have gavn af at spørge lidt mere ind til hinanden. Og acceptere hinanden, selvom vi ikke forstår hinandens musiksmag, men fordi vi er kristne. Jesus hang også ud med alle mulige forskellige mennesker.

Beder for hinanden

Selv ser Jacob Hauge ikke noget problem i som kristen at have den hårde musik som sin hobby – så metalmusikken og subkulturen ikke bliver en erstatning for kirke. Han er selv involveret i kirkelivet og brænder for bøn, som han jævnligt er med til at arrangere og koordinere.
Og også på det område fik han et udbytte af metalfestivallen i Norge:
– På festivallen mødte jeg andre, der er involveret i metalmusikken i deres lande. Jeg fik nye relationer og et nyt netværk, og vi vil fremover bede for hinanden. Jeg blev virkelig velsignet af turen. Hvis ikke jeg brændte for metalmusikken i forvejen, så skal jeg love for, at jeg gør det nu, siger Jacob Hauge.


Artiklen fortsætter efter annoncen: