-Nu er jeg endelig fri
Bent Ole Højgaard måtte skifte mening om dæmonisk påvirkning, da han selv blev fri for en anklagende plageånd efter 22 år.
Bent Ole Højgaard og Henrik Csizmadia er gode venner. De har kendt hinanden i mange år, bor begge i Thisted, og ikke så sjældent har de siddet over en kop kaffe og diskuteret tro.
Foto: Henriette B. Hansen
Henrik har skrevet bogen Befri Fanger, som handler om udfrielse fra dæmoniske bindinger. Langt hen af vejen er de to enige om, hvad det vil sige at være en kristen. Dog er der et sted, hvor vandene skilles -og det er med hensyn til dæmoner.
Bent Ole har aldrig troet på den slags. Som så mange andre kristne har han altid været af den faste overbevisning, at der ikke kan være dæmoner i en kristen. Jesus har sat os fri fra syndens og dødens lov, han har med sit blod købt os fri fra mørkets magt. Vi er nu i lysets rige, og derfor kan Satans håndlangere ikke pine og plage os længere. Denne nagelfaste tro begyndte for nylig at vakle, og i dag har Bent Ole fået et andet syn på dæmoner.
Her fortæller han sin historie:
– Jeg blev kristen som 20-årig, blev døbt i Helligånden og talte i tunger. De sidste otte-ti år har jeg været indsat som forkynder og været en del af ledelsen i Pinsekirken i Thisted.
– Jeg har været kristen i 22 år, men mit kristne liv har altid haft en skyggeside.
Inde i mig har jeg haft en anklagende røst, der ustandselig fordømte mig. Hele tiden har jeg troet, at det var Guds røst. Det ved jeg i dag, at det ikke var, men det vender jeg tilbage til.
– For at gøre mig fortjent til Guds kærlighed måtte jeg leve op til en hel masse krav. Jeg forærede alle mine penge væk, bad, fastede og læste i min bibel. Men uanset hvad jeg gjorde, var det aldrig godt nok. Jeg var konstant under pres og havde aldrig ro i mit sind. Jeg havde heller aldrig ro på mig rent fysisk. Var altid aktiv. Jeg havde fuldtidsarbejde som truckfører, efter arbejde kørte jeg hjem og arbejdede i flere timer i hus og have. Efter det var gjort, kørte jeg ud til venner og bekendte, som havde brug for en hjælpende hånd.
– Pludselig en dag i efteråret 2007 blev jeg syg. Det startede med, at jeg fik ondt i mit ene ben. Jeg tænkte ikke umiddelbart på, at det kunne være noget alvorligt. Prøvede at hvile mig lidt, men trætheden var enorm. Jeg opsøgte min læge, som fortalte mig, at jeg led af fibromyalgi. En sygdom med flere forskellige symptomer, men de mest almindelige er kroniske muskelsmerter og en stærk vedvarende træthed og udmattelse.
– Det var slut med min aktive hverdag. For første gang i mit liv var jeg tvunget til at holde mig i ro. Det var, som om Gud havde ventet på den situation, for nu kunne han endelig nå ind til mig og give mig den vigtige besked, som han havde på hjerte. Han fortalte mig, at den fordømmelse, som jeg i mange år havde været været udsat for, ikke kom fra ham, men at det var en dæmonisk binding, som jeg skulle sættes fri af. Jeg havde brug for udfrielse!
– Jeg blev chokeret og flov over, at jeg – en forkynder og leder i en Pinsekirke – kunne have en dæmonisk binding. Helt ærligt, så havde jeg aldrig troet på, at kristne kunne have dæmoniske problemer – jeg var faktisk lidt kritisk over for dem, som mente det. Men der var ingen vej udenom. Jeg var nødt til at ydmyge mig og søge hjælp. Så jeg opsøgte et par mennesker, som jeg vidste tjente med udfrielse, den ene af dem var min ven Henrik Csizmadia. Ham, som jeg havde rystet lidt på hovedet af, skulle nu sætte mig fri fra det, som jeg ikke have troet på – en dæmonisk binding.
– Dagen før jeg skulle hen til Henrik, blev jeg pludselig bange. Hvad ville der ske under udfrielsen? Jeg forestillede mig, at jeg ville ligge nede på gulvet og vride mig som en slange og skrige højt med fråde om munden.
Blev det, som du forestillede dig?
– Nej, det foregik stille og roligt – ja, jeg oplevede faktisk ingenting, kun en lille lettelse. Men den fremmede røst, der i årevis havde anklaget mig, var fuldstændig forsvundet.
For første gang i 22 år som kristen, kan jeg nu leve sammen med Gud i fred og glæde.
Du siger, du har gået med dit problem i 22 år. Hvorfor har du ikke nævnt det over for nogen i din kirke?
– Jeg havde haft den skyggeside i så mange år, at jeg følte, det var blevet en del af min personlighed. Men jeg var også for stolt, tror jeg, til at fortælle nogen om det. Jeg følte, at jeg nok kunne overvinde det. Jeg kæmpede jo hver dag imod det, men lige lidt hjalp det.
Din følelse af at skulle gøre en hel masse for, at Gud kunne elske dig – kan det ikke have noget at gøre med nogle svære oplevelser i din opvækst, så det er derigennem dæmonen har fået adgang?
– Jo, jeg tror, det skyldes nogle negative oplevelser i min opvækst. Hvad præcis det er, ved jeg ikke. Men uanset hvad, så ved jeg, at Gud inderligt ønsker, at hans folk skal nå det højeste mål af brugbarhed for ham. Og jeg tror, at formålet med min udfrielse er, at jeg kan fungere optimalt i den tjeneste, som Gud har kaldet mig til.
Da jeg blev sat fri og løst fra de bånd, der har bundet mig i næsten hele mit liv, skete der en forløsning, og jeg begyndte for første gang at prædike i Helligåndens kraft, og ikke i min egen. Og det betyder, at mine prædikener er blevet betydeligt mere interessante og opbyggelige at lytte til.
Hvis andre – også kristne – går rundt og føler sig pint og plaget af dæmoner, hvad synes du så, de skal gøre?
– Da jeg nu ved, at det kan lade sig gøre at blive fuldstændig fri, og har fået et helt andet syn på, hvordan dæmoner arbejder, og i hvem de arbejder, kan jeg kun anbefale, at man søger hjælp hos de personer og menigheder, som tror på, at man også kan sætte kristne fri fra dæmoniske bindinger.
– Efter det, jeg selv har erfaret, kan jeg kun sige, at vi må bryde med den lidt pæne opfattelse af dæmoner.
Dæmonerne griner af os, fordi vi benægter deres eksistens. Det giver dem mulighed for at fortsætte med at pine og plage mennesker.
– Vi har rundt omkring i kirkerne i mange år ikke været vågne nok over for, hvor vigtig udfrielsestjenesten er.
Tiden er nu inde til, at vi begynder at praktisere den tjeneste og benytte den autoritet, som Jesus har givet os. Kun i hans navn kan vi befri mennesker, og takket været hans værk på korset kan vi sætte folk i frihed.
Jesus blev åbenbaret for at tilintetgøre Djævelens gerninger; han har sat os fri fra mørkets magt.
Alle de skriftsteder, der fortæller det, er vores kampvåben. De er ikke verdslige våben, men mægtige for Gud til at nedbryde de fæstningsværker, som Satans håndlangere i årevis har bygget op.
Guds ord er så stærkt, at fæstningsværkerne lidt efter lidt falder, og den frihed, som Jesus har købt til os på korset, kan vi nu tage imod til fulde, slutter Bent Ole Højgaard.
