Ny hjælp til familie-andagten

Der er mange gode grunde til at holde andagt sammen med børnene. Undersøgelser viser, at det er hjemmet, der har den største påvirkning i forhold til barnets tro. Gode vaner omkring åndeligt samvær med børnene må ikke negligeres.Med det nye materiale Tid med Gud – familiens andagtsbog er der lagt op til en ugentlig andagt.Tid med Gud er et nyt koncept med et spændende sammensæt. Der er selve andagtsbogen med en bibeltekst, oplæg til samtale, forslag til aktivitet, en cd med et musikstykke, der passer til, og sidst er der samtalekort i rigtig pædagogstil. Samtalekortene består af samme billeder og tekst som i bogen. Kortene gør det nemmere for alle at se med, og man kan gøre sig ”fri” af bogen, hvis man bruger materialet i børnegrupper eller andre undervisningssammenhænge.

Der er ialt 13 temaer med fire andagter til hvert tema. Materialet er fleksibelt, så man nogle gange kan bruge lang tid og andre gange kan plukke lidt i mulighederne. De 13 forfatterne er fra forskellige kirkeretninger inden for frikirkenets regi – Baptistkirken, Missionsforbundet, Apostolsk Kirke, Metodistkirken, Pinsekirken og Dansk Oase – og behandler et emne hver.
Det er selvsagt en god idé at sætte et fast tidspunkt af i løbet af ugen til andagten. Og som redaktøren for projektet, Morten Munch, siger, så er det vigtigt af og til at bryde med de vante rammer. Har man fx sat søndag eftermiddag af til andagt og skal afsted til tante Maries 50 års fødselsdag, ja så kan andagten holdes i bilen, mens man nu alligevel er på vej. Og skinner solen så indbydende, kan man tage andagten med sig på picnic i skoven. (Muligvis må aktivteten så springes over eller gemmes, til man kommer hjem.)
Det kan være en god idé, at man som forældre lige løber igennem materialet først og har et par gode svar klar.
Det er et rigtig godt gennemarbejdet materiale, som kan give gode rammer, der skaber grundlag for et værdifuldt åndeligt fællesskab i hjemmet.
/lt

Tid med Gud • Flere forfattere
Redaktør Morten Munch • kr. 299,95 • Prorex