Ungt gå-på-mod banede vej for skatepark
På p-pladsen foran Mariagerfjord Frikirke findes en af landets bedste skateparker. En af kirkens egne unge fik idéen til den, tog initiativet, gjorde benarbejdet – og så sit ønske gå i opfyldelse.De første 15-20 skatere benytter allerede dagligt det nye skateboard-område foran Mariagerfjord Frikirke et skateboard-område, der efter sigende bliver et af landets bedste. Flere af ramperne behøver dog først lige en kærlig hånd.
Den livlige aktivitet på den nye asfalt på parkeringspladsen foran den lige så nye kirkebygning glæder Peter Senholt, der er en af kirkens præster:
– Skateområdet passer godt sammen med vores drøm for kirken og for området: At det må blive et sted, hvor alle mulige mennesker kommer og laver noget sammen. Ældre, børn og unge. Vi ønsker, at Mariager skal blive en bedre by, fordi kirken er her, siger han.
Men allermest glæder han sig over den måde, skateparken blev til:
– Det bedste ved historien er for mig at se, at det er de unge, der har løbet det i gang. Vi som kirke har bare givet dem plads til at løbe med idéen, forklarer præst Peter Senholt.
Særligt én af kirkens unge er årsag til opførelsen af skateområdet.
Når de lokale skatere mangler et sted at dyrke deres hobby, hvad gør man så? 17-årige Mads Sørensen, der til daglig går i 1. G på Hobro Gymnasium, fik idéen, at kirken skulle bygge en skatepark. Og snart var parken en realitet.
Faktisk gik hele processen så hurtig, at det overrasker selv Mads Sørensen.
– Jeg har været lidt målløs på det seneste. Det virkede i starten som om, at der var rigtig lang vej. Men pludselig viste mulighederne sig, og så fik vi ramper, fortæller han.
I dag kan han og andre skatere øve sig på de omkring 15 ramper, der har fået en permanent plads på parkeringspladsen foran den nybyggede Mariagerfjord Frikirke. De mange ramper gør efter sigende skateparken til et af landets bedste skateboard-områder.
Men for kun et halvt år siden havde Mads Sørensen ikke andet end blot en god idé. En drøm om at områdets skatere igen måtte få et sted at dyrke deres interesse. Det var der ikke længere mulighed for i hverken Mariager eller de omkringliggende byer, hvor kommunale skateboard-områder var lukket én efter én.
Så da Mads Sørensen ved kirkens åbningsfest i foråret præsenterede sin vision for parkeringspladsen foran 600 mennesker, var det stadig svært at se, hvordan det skulle kunne lade sig gøre.
Kirken syntes godt om idéen og gav Mads grønt lys til at gå videre med den. Han begyndte derfor at ringe rundt, blandt andre til ungdomsskolerne i Mariagerfjord kommune. Her fik han beskeden, at de havde ramper fra nedlagte skatebaner, men de manglede pladsen til dem.
Netop det kunne Mads og kirken tilbyde.
Resten er historie: Alle ramperne er efterhånden kommet på plads med ungdomsskolens hjælp.
Også den lokale bank, Sparekassen Kronjylland, har givet en hjælpende hånd: Efter henvendelse fra Mads Sørensen har de valgt at spæde til med 5000 kroner, der dækker udgifterne til reparation af ramperne. Til foråret, når vejret igen er til at skate, vil skateparken derfor kunne indvie nyrenoverede ramper.
Ud over at føle sig lidt overvældet, glæder Mads Sørensen sig også over resultatet:
– Det er fedt, at der er blevet skabt noget liv omkring kirken. Og at nogen, som ikke tidligere turde komme til kirken, nu bruger parkeringspladsen. De fleste af dem, der kommer, har ikke noget med kirken at gøre, siger han.
Mads Sørensen tog initiativet og førte sin idé ud i livet. Det gav ham ikke kun et sted at dyrke sin hobby gennem fem år at skate men også en stolthed over sin kirke.
For til trods for, at skateparken har lagt beslag på halvdelen af den nye parkeringsplads på ubestemt tid, så mærker han ingen sure miner blandt menighedens medlemmer. Til trods for, at de ind imellem må parkere bilerne i græsset:
– Jeg har hele tiden haft indtrykket, at det er kirkens ønske, at der skal være plads til alt muligt forskelligt. Vi har en vision om, at der skal være plads til den enkelte, så ramperne har ikke skabt problemer på noget tidspunkt, fortæller Mads Sørensen.
– Jeg tror, de fleste bare er glade for det liv, der er derude nu.
Og hvis ikke andre er glade, så er i hvert fald Peter Senholt, en af præsterne i Mariagerfjord Frikirke:
– Det er dejligt, når de unge rent faktisk forventer at kunne få lov til at gøre det, de drømmer om i kirken. Og at se, at de tager initiativ. Det er jo det, vi prøver at opmuntre dem til.