Giv ægtefællen din tid som gave

Lektion 35En af de store fodboldhelte i USA, David Williams på Houston Oilers-holdet, lærte hele nationen, hvad det vil sige at give en tidsgave.
17. oktober 1993 sløjfede han en afgørende kamp for at være hos sin kone under deres søn, Scots fødsel. Han blev trukket 110 dollar – betalingen for en kamp.

Senere, i et tv-program, sad han og holdt sin kone i hånden, så på hende og smilede ømt, da han sagde, at han ville gøre det samme igen, selvom han ville blive idømt en bod på en million dollar. “Hun trængte til mig, og jeg ville være hos hende.” Han bemærkede, at han nok havde en kontrakt med Oilers “ – men vi to har en livsvarig kontrakt.”
Det, han gjorde, blev et budskab til hele Amerika. Når vi viser omsorg, giver vi os helt til den, som trænger til os; selvom det er ubelejligt, og vi føler, vi ikke har tid til det.

Tidsgaven siger: ”Jeg er her for dig. Lad os tale sammen.” Tid er livets store fælles gave. Vi har alle de samme 24 timer i døgnet, som vi kan bruge, som vi vil. Vi kan give modstræbende eller som en gnier – holde den fuldstændigt tilbage for os selv.

Hvad sker der med kærligheden, når en af os beder om tid til at tale sammen, og den anden overser ønsket, afviser at tale sammen eller lover at gøre det senere og så glemmer det? Den, som ikke vil give af sin tid, får måske ikke den samme glæde af at læse avisen pga. følelser, som nager, men den anden føler sig forkastet, bedrøvet eller betydningsløs. Vi bliver to tabere i stedet for to elskende.
Som den vigtigste person i hinandens liv fortjener vi den andens dyrebare tid, ikke blot noget, som hun/han allernådigst kan afse. Omsorg i kommunikationen kan betyde, at vi skruer ned for middagsmaden i stedet for at servere den nu; at vi slukker for tv, mens der er aftennyheder; at vi lukker avisen sammen, før vi har læst den osv.
Naturligvis må vi vente med at snakke, til det passer den anden. Den ene af os må være mere sensitiv for den andens aktiviteter, når vi beder om tid til en snak, mens den anden må holde op med at være vagthund over sin egen dyrebare tid. Forhåbentlig har begge så meget omsorg for den anden, at man vil stoppe med al anden aktivitet for at tilfredsstille den andens behov for et lyttende øre og et kærligt knus.
Kan der tænkes nogen bedre måde at vise, at vi holder af vores ægtefælle på, end at vi giver af vores tid, specielt når det ikke lige passer os?

Opgaver

Tal sammen om, hvad I mener om Dave Williams, som sløjfede fodboldskampen for at være hos sin kone. Føler du ubehag, når du hører om det; bliver du varm over hele kroppen; vred eller hvad? Hvorfor?
Hvordan reagerer du normalt, når din ægtefælle beder dig om at lytte til hende/ham? Som en generøs mor Theresa, en uforudsigelig kat eller blot som en gerrigpind? Hvorfor?
Har du mest lyst til at gemme dig, når din ægtefælle beder dig om tid til at tale sammen? Er du bange for at få en overhaling, eller forventer du varme og kærlige følelser?
Hvordan besvarede I som ægtepar de sidste to spørgsmål? Hvis en af jer føler mest trang til at gemme sig, når der bliver bedt om tid, har du brug for et spørgsmål mere. – Hvis “Jeg må tale med dig” normalt betyder, at et problem tages op og behandles med kolde råd og domme til den anden, bør et nyt spørgsmål sikre behovet for, at der bliver lyttet med følelse og forståelse.
Vælg et af de foreslåede signaler fra hver liste, eller lav dit eget. Tænk over den formulering, du vil bruge, næste gang du trænger til at tale med din ægtefælle.

Et spørgsmål om at løse problemer:
– Jeg har brug for at tale om noget.
– Jeg har et problem. Kan vi tale sammen?
– Vi har et problem. Kan vi tale sammen?
– (Lav dit eget)

Et spørgsmål om at lytte for at forstå:
– Jeg har brug for et hjerte med to lyttende ører.
– Jeg har brug for, at du lytter til mig og holder om mig.
– Jeg trænger til et øjeblik, hvor jeg får forståelse.
– Jeg trænger til, at du lytter til mig.
– (Lav dit eget)

Ugens udfordring

Praktisér uselvisk lytning. Læg det, du har tænkt dig at gøre, fra dig i ti minutter om dagen for at lytte til din ægtefælle. Du vil få det mange gange igen.


Artiklen fortsætter efter annoncen: