Mere end et juleeventyr?
Anne Catherine Emmerich oplevede livet igennem visioner, hvor hun ligesom på en videofilm så Jesus og de forskellige personer på hans tid.
Hun kunne detaljeret beskrive tider og steder og mange andre oplysninger, som hun ikke kunne have adgang til under sin lange sygdom.
Vi gengiver her – for første gang på dansk – hvad hun fortalte om den første jul. Det kan læses som en novelle – men er måske virkelighed.Introduktion
Anne Catherine Emmerich oplevede under sine mange sygdomme at blive ført tilbage til Jesu tid, som hun oplevde ligeså virkeligt, som om hun selv var til stede.
Imens og bagefter kunne hun fortælle detaljeret om det, hun så.
En kendt tysk forfatter, som var blevet omvendt, besøgte hende dagligt og nedskrev hendes syner og udgav dem.
(Læs om hendes dramatiske liv i Udfordringen uge 47.)
Om Jesu fødsel fortæller hun først meget om Marias og Josefs slægter. Vi får også at vide, at Maria var tilknyttet templet, indtil hun som 14-årig blev gift med Josef. Han stammede fra et hus uden for Betlehem, som var ruinerne af Davids oprindelige fødested.
Da han er på vej til deres nye hus i Nazareth, får han en åbenbaring om, at de skal rejse til Betlehem.
Vi følger dem på rejsen dag for dag og oplever, at de i Betlehem bliver afvist af Josefs gamle venner, så han til sidst – sent Lillejuleaften – må tage den udmattede Maria med ud til en hule, som hyrderne bruger øst for byen. En hule han ofte har benyttet som barn. Hulen og dens omgivelser beskrives detaljeret.
Den 24. er det sabbat, og først efter solnedgang kan Josef købe de mest nødvendige ting. Maria beder ham om at være alene, og han går ud for at finde et bortløbent æsel. Da han kommer tilbage, ligger hun på knæ i bøn med ansigt vendt bort fra indgangen. Og han ser et lys omkring hende, som om der er flammer, og trækker sig i ærefrygt tilbage i bøn.
Anne Catherine fortsætter:
Om Vor Herres Jesu Kristi fødsel
Jeg så stråleglansen rundt omkring Den velsignede Jomfru vokse og vokse. Skæret fra de lamper, som Josef havde tændt, var døet hen. Vor Frue knælede på sit tæppe i en vid kappe uden bælte, der var spredt omkring hende. Hendes ansigt var vendt mod øst. Ved midnatstid sad hun i henrykkelse og bøn. Jeg så hende løftet fra jorden, så jeg kunne se jorden under hende. Hendes hænder var foldet over brystet. Strålekransen om hende blev stærkere; alt, selv livløse ting, dansede af glæde. Stenen på loftet, på murene og på gulvet i klippehulen, og tagstenene bevægede sig, som om de var levende i lyset. Jeg så ikke længere hulens tag; en sti af lys åbnede sig over Maria og bredte sig med større og større styrke mod himlens højder. På denne lyssti var der et vidunderligt røre af underfulde skabninger, der voksede ind i hinanden, og som, da de nærmede sig, åbenbarede sig som kor af himmelske væsener.
Imens så Den velsignede Jomfru, der var opslugt af henrykkelse, ned og tilbad sin Gud, som hun nu var blevet mor til, og som lå på jorden foran hende i skikkelse af et hjælpeløst nyfødt barn. Jeg så vor Forløser som et lille bitte barn, der strålede af et lys, som overgik den ydre stråleglans, liggende på et tæppe foran Den hellige Jom-frus knæ. Det syntes mig, som om han blev større foran øjnene af mig. Men den intense glans bevægede sig på uforklarlig vis, så jeg ikke kan forklare, hvordan den viste sig.
Den hellige Jomfru dvælede i nogen tid i sin henrykkelse. Jeg så, at hun lagde et stykke klæde over barnet, men først rørte hun ikke ved ham eller tog ham op. Efter et stykke tid så jeg Jesusbarnet bevæge sig og hørte ham græde. Så var det, som om Maria kom til sig selv, og hun tog barnet op fra tæppet og svøbte ham ind i klædet, som lå over ham, og holdt ham ind til sit bryst. Hun sad der og hyllede sig og barnet helt ind i sit slør, og jeg tror, Maria ammede Frelseren.
Jeg så engle omkring hende i menneskelignende skikkelse, som lå på deres ansigt og tilbad barnet. Det kan have været en time efter hans fødsel, at Maria kaldte på Den hellige Josef, som stadig lå fordybet i bøn. Da han kom dem nær, kastede han sig ned på sit ansigt i inderlig glæde og ydmyghed. Det var først, da Maria bønfaldt ham om at modtage den hellige gave fra Den Højeste, Herren, at han rejste sig, tog Barn Jesus i sine arme og priste Gud med glædestårer.
Den hellige Jomfru svøbte så Barn Jesus i svøbebånd. Jeg kan ikke længere huske, hvordan disse bånd blev svøbt rundt om barnet. Jeg ved blot, at barnet var svøbt op til armhulerne først i røde og så i hvide bånd, og at hans hoved og skuldre blev svøbt ind i et andet lille stykke stof. Maria havde kun fire sæt svøb med. Jeg så Maria og Josef sidde side ved side på den bare jord. Med benene trukket op under sig. De var tavse og syntes begge at være hensunket i hellig undren og bøn. På tæppet foran Maria lå den nyfødte Jesus i svøb, et lille Barn, skønt og strålende som lynild.
Åh, tænkte jeg, dette sted rummer hele verdens frelse, og ingen aner det!
Så lagde de Barnet i krybben, som var fyldt med siv og sarte planter og dækket af et klæde, der hang ned over siderne. Den stod over stentruget, som stod på gulvet til højre for indgangen, hvor hulen har en bred kurve mod syd. Denne del af hulen lå lavere end stedet, hvor Jesus blev født: gulvet skrånede nedad som en trappeformet konstruktion.
Efter at have lagt barnet i krybben sad de begge hos ham og takkede Gud med glædestårer. Så redte Josef et leje til Maria og lavede et sæde til hende ved siden af krybben. Både før og efter Jesu fødsel så jeg hende klædt i hvidt og hyllet i sit slør. Jeg så hende dér de første dage efter fødslen; hun sad, knælede, stod og sov på siden, opslugt men på ingen måde syg eller udmattet. Når folk kom for at besøge hende, svøbte hun sløret tættere om sig og satte sig op på sit sengetæppe.
I disse billeder af Kristi fødsel, som jeg ser som en historisk begivenhed og ikke som en af Kirkens højtider, ser jeg ikke i naturen den samme strålende og ekstatiske glæde, som jeg ser julenat, og som afspejler en indre forvandling. Dog så jeg i dette syn en sælsom glæde og et usædvanligt røre ved midnat på mange steder, endog i jordens fjerneste egne. Jeg så mange gode mennesker, hvis hjerte blev fyldt af frydefuld længsel, mens alle de onde blev fyldt af stor frygt. Jeg så mange dyr fyldt af glæde; nogle steder så jeg blomster, planter og buske, der skød frem, og træer, der drak og blev forfriskede; de spredte søde dufte. Jeg så mange kilder af vand, der skød frem og blev større. På fødselsnatten skød en frodig kilde frem i hulen på højen nord for fødselshulen. Næste dag fik Josef den inddæmmet og lavede et afløb fra den. Himlen var mat over Betlehem og havde en mat rødlig glød; men over fødselsgrotten og over Marahas grav og Hyrdernes Dal lå der en skinnende dis af dug.
Hyrdernes tårn
I Hyrdernes Dal var der en høj halvanden times rejse fra fødselsgrotten, hvor de vinmarker, der strækker sig dérfra og til Gaza, begynder. På denne høj var der hytter, der tilhørte tre hyrder, som var overhoveder for hyrdefamilierne i dette område, ligesom de hellige tre konger var herskere over deres stammer. Omkring dobbelt så langt væk fra fødselsgrotten som denne høj stod det tårn, som blev kaldt Hyrdetårnet.
Dette var en meget højt pyramideformet bygning af træbjælker, bygget mellem grønne træer på et fundament af store sten på en høj midt på markerne. Den var omkranset af trapper og gange, og på visse steder var der små overdækkede opsatser, ligesom vagttårne. Tårnet var overalt beklædt med måtter. Det lignede de tårnlignende bygninger, der blev brugt i de hellige tre kongers land til at observere stjernerne om natten; på afstand lignede det et stort sejlskib med mange master.
Man havde deroppefra en meget vidtstrakt udsigt over hele området; man kunne se Jerusalem og også Fristelsernes Bjerg i Jerikos ørken. Hyrderne sendte mænd derop, som skulle vogte over hjordene, mens de bevægede sig rundt på tårnet og advarede om en kommende fare ved at blæse i hornene, hvis de så røvere eller bevæbnede bander. Hyrdernes familier boede rundt om tårnet i en rundkreds så stor, at der var ca. fem timers rejse i omkreds; deres gårde var adskilte og omringet af marker og haver. Tårnet var deres sædvanlige mødested, ligesom det var for vagterne, der havde deres ejendele og fik deres mad her. Der var hytter, bygget på højdedraget hvor tårnet stod, og adskilt fra disse var der et stort skur, der var opdelt i mange afdelinger, hvor vagternes hustruer boede og lavede mad til dem. Her ved tårnet så jeg i denne nat nogle af dyrene og hyrder ude i det åbne land, men ved De Tre Hyrders Høj så jeg dem i et skur.
Englene
Da Jesus blev født, så jeg de tre overhyrder stå sammen foran deres hytte, mens de undrede sig over denne vidunderlige nat. De så sig omkring og blev overraskede over at se en forunderlig stråleglans over stedet, hvor fødselsgrotten var. Jeg så også hyrderne ved tårnet, som kunne ses på afstand, og de var i oprør. Jeg så nogle af dem klatre op i tårnet og kigge på den forunderlige stråleglans over grotten.
Da de tre hyrder sådan kiggede op på himlen, så jeg en sky af lys, der sank ned mod dem. Da den kom nær, opdagede jeg en bevægelse i den, en skiften og forvandling af skikkelser og former, og jeg hørte en sang, som lidt efter lidt blev højere. Den var sød og blid, og dog klar og fuld af glæde.
Hyrderne blev først bange, men straks stod der for dem en engel og talte til dem: Frygt ikke! sagde han. Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by, han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.
Mens englen forkyndte dette, blev stråleglansen omkring ham endnu stærkere, og nu så jeg fire eller syv skønne stærkt strålende skikkelser af engle, som stod foran hyrderne.
De holdt en lang skriftrulle i hænderne, hvor der var skrevet noget med bogstaver så store som en hånd, og jeg hørte dem prise Gud og synge: Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!
Hyrderne i tårnet så det samme syn, men noget senere. Englene viste sig også for en tredje gruppe af hyrder nær en kilde i en afstand af tre timers rejse afstand fra Betlehem og beliggende øst for Hyrdetårnet. Jeg så ikke hyrderne haste af sted til fødselsgrotten med det samme. Den lå omkring halvanden times rejse fra, hvor de tre hyrder befandt sig, og dobbelt så langt fra tårnet.
Men jeg så dem med det samme rådføre sig med hinanden om, hvad de skulle bringe med som gave til det nyfødte barn og så dem samle deres gaver sammen i al hast. De nåede ikke frem til krybben før tidligt om morgenen.
(Herefter fortæller Anne Catherine om om begivenheder, der sker i Rom, og om de hellige tre konger, hvoraf to åbenbart boede i det nuværende Iran og en tredje øst for det kaspiske Hav. Desuden har hun en del oplysninger om måneder og årstal. Men vi fortsætter med hyrderne.)
Hyrderne på besøg
Julemorgen (ifølge Anne Catherine var det en måned før: søndag den 25. november) – i det tidlige daggry efter Kristi fødsel kom de tre overhyrder fra deres høj til fødselsgrotten med deres gaver, som de havde samlet sammen forinden.
Disse gaver var små dyr, der lignede rådyr. Hvis de var kid, så ser den slags kid meget anderledes ud, end vores herhjemme. De havde lange halse, meget klare og smukke øjne og var meget hurtige og graciøse. Hyrderne førte dem bag sig og ved siden af sig ved lange tynde snore. Hyrderne havde også bundter af døde fugle og bar nogle større levende fugle under armene.
Da de ydmygt bankede på døren til grotten, kom Den hellige Josef hen til dem og hilste dem venligt. De fortalte ham, hvad englen havde forkyndt for dem i denne nat, og at de kom for at hylde Løftets Barn og for at give ham deres gaver. Josef tog imod deres gaver med ydmyg taknemmelighed og lod dem trække dyrene ind i det lille rum med indgang fra sydsiden af grotten.
Så fulgte han dem ind i selve grotten og ledte de tre hyrder op til Den hellige Jomfru, som sad på sengetæppet på jorden ved krybben med Jesusbarnet på sit skød. Hyrderne, der holdt deres hyrdestave i hånden, kastede sig ydmygt på knæ foran Jesus, mens de græd af glæde. De forblev længe tavse, opfyldt af lykke og sang englens lovsang, som de havde hørt om natten, og også en af Salmerne, som jeg har glemt. Da de rejste sig op for at tage af sted, lagde den hellige Jomfru den lille Jesus i deres arme; én efter én. Så gav de ham tilbage til hende med tårer i øjnene og forlod grotten.
Sang med hyrderne
Søndag 25. november, aften. Forfatteren fortæller: Hele dagen var Anne Catherine svært forpint, både i sjæl og krop. Knap var hun faldet i søvn om aftenen, før hun straks følte, at hun var kommet til Det Forjættede Land. Dette år havde hun også fokuseret på det første år af Herrens tjeneste, og især på hans fyrre dages faste, og hun udbrød i barnlig forundring: Hvor er det et bevægende syn! På den ene side ser jeg Jesus som trediveårig mand, der faster og fristes i en hule i ødemarken, og på den anden side ser jeg ham i fødselsgrotten som nyfødt barn, der bliver tilbedt af hyrderne fra Hyrdetårnet. Efter disse ord rejste den visionære kvinde sig fra sin seng med en forbløffende hastighed, løb hen til værelsets åbne dør og råbte i en ekstatisk glæde ud til nogle venner, som stod i rummet udenfor: Kom hurtigt, hurtigt for at tilbede barnet. Han er på mit værelse.
Hun kom lige så hurtigt tilbage til sin seng og begyndte skælvende af henrykkelse og inderlighed at synge med en klar og uforklarligt bevægende stemme Magnificat, Gloria in Excelsis (katolske lovprisningssalmer, red.) og nogle andre ukendte lovssange. De var enkle, men havde dybde og var delvist rimede. I en salme sang hun andenstemme. Hun var i et usædvanligt muntert og ophidset humør og sagde næste morgen:
– I går aftes kom adskillige hyrder, hyrdinder og børn fra hyrdetårnet, som ligger fire timers rejse fra grotten frem til krybben med deres gaver. De bragte æg, fugle, honning vævede stykker af stof i forskellige farver, små bundter af noget, der så ud som råsilke, og buske af en sivagtig plante med store blade og strå fulde af frodige korn. Da de havde givet deres gaver til den hellige Josef, kom de ydmygt frem til krybben, hvor den hellige Jomfru sad. De hilste hende og barnet og knælede rundt om hende; de sang nogle smukke salmer, Gloria in Excelsis og nogle få korte vers. Jeg sang sammen med dem. De sang flerstemmigt. Til en af salmerne sang jeg andenstemme. Jeg mener at kunne huske, at de sang: O lille barn, rød som en rose; som en budbringer står du frem.
Da de tog afsked, bøjede de sig over krybben, som om de kyssede Barn Jesus.
Mødte essæerne
26. november:
– I dag så jeg de tre overhyrder skiftes til at hjælpe den hellige Josef med at indrette grotten mere bekvemt, og også uden for og i sidehulerne. Jeg så også flere fromme kvinder sammen med Vor Frue Maria, der hjalp hende på forskellig vis. Disse kvinder var essæere (en jødisk fromhedsorienteret bevægelse, som levede afsondret fx i ørkenen. I et sådant samfund fandt man i 1948 Dødehavsrullerne, der bekræftede bibelens kildetroværdighed, red.).
De boede i nærheden af grotten på østsiden af højen. De boede tæt på hinanden længst nede i dalen, i små rum højt oppe i klippen, hvor højdedraget var brudt.
De havde små haver ved siden af deres boliger og underviste børnene fra deres sekt. Den hellige Josef havde bedt dem komme; han havde kendt dette samfund siden sin barndom, for når han som barn gemte sig for sine brødre i fødselsgrotten, besøgte han sommetider disse fromme kvinder i deres huleboliger. De skiftedes til at komme til Den hellige Jomfru med bundter af brænde og lavede også mad og vaskede for den hellige familie.
27. november:
– I dag så jeg en rørende scene i hulen. Josef og Maria stod ved krybben og så på Barn Jesus med stor hengivenhed, da æslet pludselig kastede sig ned og bøjede hovedet til jorden. Maria og Josef græd.
Om aftenen kom der bud fra Anna, Vor Frues hellige mor. En ældre mand og Annas tjenestepige, en enke, som var hendes slægtning, kom fra Nazareth. De medbragte alle mulige småting, som Maria havde brug for. De blev meget bevægede over at se barnet, og den gamle tjener græd af glæde. Han rejste snart igen for at bringe nyheder til Anna. Tjenestepigen blev hos Den hellige Jomfru.
28. november:
– I dag så jeg Den hellige Jomfru forlade hulen med Barn Jesus og tjenestepigen. De var væk i flere timer. Jeg så Maria gå ud af døren og dreje til højre under det beskyttende stråtækte tag og gå ind i sidehulen for at gemme sig. Det var i den hule, hvor kilden sprang frem ved Kristi fødsel og blev inddæmmet at Josef. Hun blev fire timer i hulen, men senere tilbragte hun nogle dage der. Josef havde været der ved daggry for at gøre det bekvemt for hende.
De fik en indre advarsel om at søge tilflugt der, for i dag kom der nogle mænd fra Betlehem; udsendinge fra Herodes, tror jeg, som kom pga. rygterne, der var blevet spredt af hyrderne, om de mirakuløse begivenheder i forbindelse med et barns fødsel.
Jeg så disse mænd veksle nogle ord med den hellige Josef, som de mødte foran fødselsgrotten sammen med nogle hyrder. Da de så, hvor fattig og jævn han var, forlod de ham med et overlegent smil. Den hellige Jomfru blev sammen med Barn Jesus i sidehulen i omkring fire timer og vendte så tilbage til krybberummet.
Fødselsgrotten ligger smukt, og der er meget stille. Ingen fra Betlehem kommer her, ud over hyrderne, hvis gøremål bringer dem hertil. I det store og hele er der ingen i Betlehem som interesserer sig for, hvad der sker herude pga. de mange fremmede, der kommer til og fra byen. Der er livlig handel og mange slagtninger af dyr, da mange folk betaler deres skat med dyr. Der er også mange ikke-jøder dér, som arbejder som tjenestefolk.
Herodes myrder præst
(Den aften sagde Anne Catherine pludselig i søvne:) – Herodes har fået en from mand, som havde en vigtig post i templet, myrdet. Han inviterede ham med hjertelige hilsener til at besøge sig i Jeriko og fik ham myrdet undervejs. Han var imod Herodes krav i forhold til templet. Selvom man mistænkte Herodes for mordet på ham, får Herodes nu større magt over forholdene i templet… Igen understregede hun, at Herodes havde udnævnt to af sine ægtefødte sønner til fremtrædende stillinger i templet. De var saddukæere (et religiøst parti, som bl.a. forkastede troen på de dødes opstandelse, red.) og røbede alt, hvad der gik for sig dér, for ham.
29. november:
– Tidligt om morgenen sendte den venlige krovært fra den sidste kro, hvor Den hellige Familie tilbragte natten mellem d. 22. og 23. november, en tjener med gaver til hulen, og i løbet af dagen kom han selv for at tilbede barnet.
Åbenbaringen af englene for hyrderne i timen, hvor Kristus blev født, og derigennem beretningen om Løftets Barn, var blevet kendt blandt alle gode mennesker her i dalene, og disse folk er kommet for at tilbede barnet, som de havde givet ly uden at vide det.
30. november:
– I dag kom flere hyrder og andre gode mennesker til fødselsgrotten og tilbad Barn Jesus med stor inderlighed. De var klædt i festtøj og var på vej til Jerusalem på grund af sabbatten. Mellem disse gode mennesker så jeg den gnavne hyrdes gode kone, som havde givet husly til Den hellige Familie 20. november. Hun kunne have taget en mere direkte vej fra sit hjem til Jerusalem, men hun tog en omvej gennem Betlehem for at vise Det hellige Barn sin ærbødighed og også hans kære forældre.
Den gode kvinde var lykkelig over at have vist dem omsorg og venlighed.
I dag så jeg også Den hellige Josefs slægtninge, hvis bolig Den hellige Familie var kommet forbi den 22. november, komme til hulen og hilse barnet. Mellem dem var faren til dén Jonadab, som ved korsfæstelsen bragte Jesus et stykke klæde til at dække hans nøgne krop. Han havde hørt fra kroværten i sin landsby om Josefs rejse gennem egnen og om de underfulde begivenheder ved barnets fødsel og var kommet med gaver til ham undervejs til sabbatsfejring i Betlehem. Han hilste Maria og tilbad Barn Jesus. Josef var meget hjertelig over for ham; han ville ikke tage imod noget af ham, men gav ham det lille hunæselføl (som havde løbet frit sammen med dem) i pant, med den forudsætning, at han kunne indløse den, når han betalte de penge tilbage, han havde lånt af ham. Josef havde brug for pengene til at betale for gaver og måltidet, man serverede efter omskærelsesceremonien.
Efter at have ordnet den handel, og efter at alle var gået hen i synagogen i Betlehem, hængte han sabbatslampen med de syv væger op, tændte den og satte et bord neden under den. Bordet var beklædt med en rød og hvid dug, hvorpå der lå bederuller. Her under lampen indviede han sabbatsaftenen ved at fremsige bønner sammen med Den hellige Jomfru og Annas tjenestepige. To hyrder stod længere væk ved hulens åbning.
Madlavning
De essæiske kvinder var der også, og bagefter forberedte de et måltid. I dag før sabbatsaftenen tilberedte de essæiske kvinder og tjenestepigen flere retter til næste dag. Jeg så de plukkede og rensede fugle blive stegt på et spid over de røde gløder. Før de stegte dem, rullede de dem i en slags mel lavet af knuste korn fra en sivlignende plante. Denne plante voksede kun vildt på solrige, våde, marskagtige steder på den egn. Den vokser vildt nær Betlehem og Hebron, men jeg så den aldrig nær Nazaret.
Hyrderne, som holdt vagt i tårnet, havde bragt noget mel med til Josef. Jeg så dem ælte melet til en tyk, skinnende, hvid dej, og de bagte også kager af melet. Jeg så åbne huller under ildstedet, brændende varme, hvor de bagte kager, stegte fugle og andre ting. De beholdt selv meget lidt af de mange forsyninger, Josef havde fået af hyrderne. Det meste af det blev givet til andre. Det meste af det blev skænket til de fattige.
I morgen aften, under middagen efter omskærelsen, vil man dele meget af maden ud.
Fra The Life of the Blessed Virgin Mary – From the Visions of Ven. Anne Catherine Emmerich. Oversat til Udfordringen af cand. mag. Irene Kjædegaard.
