26.000 unge samlet til PASSION 2011 i nytåret

To kæmpehaller i Atlanta dannede rammen om hengiven lovsang, udfordrende prædikener og fællesskab på en af verdens største ungdomskonferencer.- Tænk på din allerbedste ven fra folkeskolen…. Når jeg gør det, tænker jeg på ham, som er bagmanden bag dette kæmpe arrangement, som har indflydelse på studerende over hele USA og langt ud i verden.

En ung blogger spørger: ‘Hvad er potentialet i 26.000 unge, der er samlet for at tilbede og blive udfordret af Gud?’
Foto: 268generation.com/blog

Sådan begynder Andy Stanley det fjerde møde på en af verdens største kristne ungdomskonferencer, Passion 2011. I år afholdtes den i Atlanta i Georgia, hvor arrangørerne med omkring 26.000 deltagere, allesammen i studie-alderen, kunne melde alt udsolgt.
De unge lytter opmærksomt, mens prædikanten uddyber sin pointe:
– Du aner ikke, hvad Gud kan bruge dig til. Hvis du havde sagt til min ungdomsleder, at de to fyre, som sad derovre til højre og altid afbrød hende eller lige havde en smart kommentar, ville være medvirkende og ansvarlige for sådan et kæmpearrangement i dag, ville hun have rystet på hovedet i vantro. Du aner ikke, hvad Gud kan bruge dig til.
På samme måde havde de færreste nok anet potentialet i Passion, dengang eventen startede i 1997 med bare nogle få deltagende.
I dag samler arrangementerne unge fra hele bredden af USA’s kirkesamfund med artister som Chris Tomlin og Matt Redman i spidsen for lovsangen, talere som Beth More og John Piper og en begivenhed, hvor unge får mulighed for igen at dedikere sig til Jesus og livet med ham.

Andy Stanley fortsætter med at prædike om, hvordan vores appetit kan styre vores liv, hvis vi ikke styrer den. Ikke bare appetit efter mad, men efter anerkendelse, stoffer, alkohol, fest, penge, sex, ting:
– Du aner ikke, hvad du kan blive til, men du bliver ikke til det, hvis du lader din appetit styre dit liv. Ved Helligåndens hjælp kan du styre din appetit, udfordrer han tilhørerne.
Selvom det er en fest at være så mange unge sammen, får ingen lov til at gå hjem uden at blive udfordret af de mange erfarne talere.

Michelle Vu fra Christian Post i USA var forbi konferencen og fortæller her om stemningen:
– Det var tydeligt, at ingen var her, fordi de var tvunget til det. Her var der ingen triste kirkegængere, men fest og spontane bølger og rytmiske råb rundt i hele kongrescenteret, beretter hun.
Musikken på Passion er som til en kæmpe koncert og lyset ligesådan. Samtidig er budskabet dybt og bestemt ikke popsmart. Louie Giglio, som er grundlæggeren af Passion-arrangementet, prædiker den første aften om, at livet med Kristus har en pris. Det er ikke altid nemt at følge ham. Han understreger, hvordan Paulus ikke lod det, at han sad i fængsel, blive temaet for brevet til Filipperne, nej, det var blot en omstændighed, som Gud også kunne bruge.

Jeg var også til konferencen. Godt nok kun via livestream på nettet. Men jeg følte mig ikke snydt.
Selvom jeg er langt væk, kunne møderne, undervisningen og den fantastiske lovsang blive en opmuntring til livet og troen på Jesus. Søndag morgen talte Beth More til den kæmpe forsamling af koncentrerede unge og mig om at forny sit sind. Hun forklarede, hvordan vores sind har kapacitet til så meget, både ondt og godt. Vi kan fylde det med mørke, og så går det bare dybere og dybere ned i destruktion og håbløshed – eller vi kan fylde det med lys og gode ting, og så har sindet så meget godt i sig.

Lovsangen er vild. Selv hjemme foran computeren. Både fordi den minder mig om, hvem Gud er, og hvem jeg er, men også fordi jeg kan mærke, at jeg ikke er alene, når jeg synger med. Jeg synger sammen med 26.000 andre unge, der brænder for at tjene Gud, vokse med ham, elske ham mere og ligne ham mere.
Men det er ikke nok at sidde og lytte – et af budskaberne på konferencen var, at vi må gøre noget nu. I praksis betyder det, at der bliver samlet ind undervejs i konferencen både til sultne børn, sokker og håndklæder til gadens hjemløse og meget mere.

Som der står på Passions Facebook-side:
Hjertet i det hele er, at Passion eksisterer for at se en generation sætte deres liv ind på det, som betyder mest. Det er ikke bare en event, men blot et skridt på en rejse, der handler om at finde den virkelige mening med os i en historie, som er meget større end os selv.