Vidunderlig og tankevækkende
Poul Henning Fromsejer har endnu engang skrevet og selv udgivet en bog med en samling af korte tekster, som det er en fornøjelse at læse.Gud samler på mennesker, hedder en lille tekst i Poul Henning Fromsejers lille bog af samme navn. I det lille stykke hedder det om Gud: Han er en lidenskabelig samler. Han kan ikke slå sig til tåls med, at han dog har nogle, måske mange i sin samling. Dem er han også glad for, men de kan ikke erstatte et eneste dyrebart menneske, som er gået sine egne vildveje – bort fra ham.
Ja, Gud samler på mennesker og strækker sig langt for at få dem ind i samlingen. Det er et vidunderligt og tankevækkende lille tekststykke.
Og sådan er det også med de 19 andre. Den nye bog lever fuldt ud op til de tre tidligere, som jeg også har anmeldt her i Udfordringen: Når hjertet klædes i festdragt, Livet er en morgengave og Guds nåde, jords glæde. De to første er udsolgt fra forlaget, og det vil helt sikkert også ske for den nye bog.
Hver eneste af de 20 tekststykker udtrykker livsbekræftende kristendom, ligesom det er tilfældet i de tre tidligere bøger. Poul Henning Fromsejer er en dygtig fortæller og en mester i at kæde hverdagsbegivenheder, store kunstnere og livsbekræftende kristendom sammen i en flot helhed. Det er en fornøjelse at læse hans tekster i disse bøger.
Hver eneste af hans bøger er gennemillustreret af en kunster. I denne bog er det maleren Simon Aaen, der er tilknyttet Galleri Emmaus. Det er flotte illustrationer, der for de flestes vedkommende illustrerer passager fra Bibelen.
De fire bøger af Poul Henning Fromsejer er alle udgivet på eget forlag. Guds nåde og Jords glæde og den nye bog kan fås ved henvendelse til forfatteren.
Poul Henning Fromsejer:
Gud samler på mennesker
– 20 kapitler om Tro, Håb
og Kærlighed 98 sider
150 kr. Eget forlag