Fornyelse og genkendelse

Så er de her igen. Hillsong United. Når jeg skal til at høre et album med dem, så forventer jeg fuld udblæsning fra start – med live lovsang som er til at synge med på, efter man har hørt sangene et par gange. Men denne gang blev jeg mødt af noget lidt anderledes. United har været i studiet og indspille.
Da jeg begyndte at høre Hillsong Uniteds nye cd Aftermath, blev jeg overrasket. Cd-en starter med sangen ”Take Heart”, som er en smuk og dyb sang om Guds storhed i alle livets omstændigheder. Og det virker til at være gennemgående for mange af sangene på albummet, at de har en dybde i teksterne, som jeg ikke synes har været på deres live album. De andre cd-er, jeg har hørt med United, er startet med et brag.
Hillsongs siger selv om deres album:
– Udgivelsen af det nyeste album ”Aftermath” er et eftertænksomt samarbejde, som reflekterer alle livets perioder. Sange, som kommer fra dybet, højdepunkterne og lavpunkterne af den kristne rejse.

Som nævnt er cd-en en studieindspilning, hvilket både er godt og skidt. Jeg savner ”live”-lyden. Jeg kan godt lide den oplevelse, United plejer at give mig, hvor jeg føler, jeg er der og kan mærke suset fra de mange tusinder, der tilbeder. Men til gengæld giver den noget andet. Nogle gode tekster, som handler om Aftermath (kølvandet, efterspillet, siger Google). Altså hvad der skete, efter Jesus døde, og hvad det betyder for os i alle livets situationer.
Der er også ”typiske” United-sange med, hvor der er fuldt tryk på. På de sange savner jeg at høre publikum, men da det er en studieversion, så giver det ligesom sig selv.
Med der er ikke tvivl om, hvor deres fokus er. Det er at prise Gud og fortælle om, hvad han har gjort, og hvad det betyder for mennesker i dag.
Så alt i alt: Man får lidt af, hvad man forventer og en del andet også.
Karsten